Resume:
Et medlem kunne, uanset at medlemmet ikke var vejledt om at søge et konkret antal stillinger, ikke anses for at have været aktivt arbejdssøgende ved kun at have søgt syv stillinger i en periode på cirka19 uger.
Resume:
Et medlem kunne, uanset at medlemmet ikke var vejledt om at søge et konkret antal stillinger, ikke anses for at have været aktivt arbejdssøgende ved kun at have søgt syv stillinger i en periode på cirka19 uger.
Lov om arbejdsløshedsforsikring - lovbekendtgørelse nr. 574 af 27. maj 2010 - § 62 og § 65
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 179 af 19. februar 2007 om rådighed - § 3, § 8, § 10, § 24, § 28 og § 29
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din dagpengesag
Resultatet er
• Du har ikke ret til dagpenge fra den 12. august 2009.
Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsdirektoratet.
Du kan få dagpenge igen, når du har haft ustøttet arbejde i mere end 300 timer på normale løn- og ansættelsesvilkår inden for en periode på 10 uger.
Du kan ikke anses for at have stået til rådighed for arbejdsmarkedet.
Begrundelsen herfor er, at du ikke kan anses for at have været aktivt arbejdssøgende i tilstrækkeligt omfang.
Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at du i perioden fra den 31. marts 2009 til den 12. august 2009, det vil sige svarende til en periode på ca. 19 uger kun har søgt 7 stillinger, hvilket ikke kan anses for at være aktivt arbejdssøgende.
Vi har endvidere lagt vægt på, at du er blevet vejledt om, at du skulle være aktivt arbejdssøgende af din a-kasse.
Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at a-kassen i brev af 16. februar 2009 i forbindelse med fremsendelse af ledighedspapirer vejledte dig om, at du skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder søge arbejde inden for et passende antal fagområder og stillingsbetegnelser, hvor der var behov for arbejdskraft.
Vi har endvidere lagt vægt på, at der ved brevet af 16. februar 2009 var vedlagt brochuren ”Ledig hva så”, hvor det blev oplyst, at du skulle være aktivt arbejdssøgende, og at du havde pligt til at søge alt rimeligt arbejde, og at du skulle søge på den måde, som var normal inden for det område, hvor du søgte arbejde.
Det fremgik endvidere af brochuren ”ledig- hva så”, at du skulle være realistisk og seriøs i din jobsøgning, hvilket ville sige, at du skulle søge arbejde, som du var i stand til at varetage. Det fremgik yderligere af brochuren, at hvis der ikke var tilstrækkeligt med ledige stillinger inden for dine hidtidige fagområde, skulle du også søge andet rimeligt arbejde fra din første ledige dag. Hvis du efter en kortere ledighedsperiode fortsat ikke havde fundet beskæftigelse, skulle du under alle omstændigheder udvide jobsøgningen til alt arbejde, som du kunne varetage.
Vi har endvidere lagt vægt på, at du ved brev af 19. marts 2009 fra a-kassen modtog brochuren ”vejledning-arbejde på nedsat tid,” hvor du blev gjort opmærksom på, at du skulle søge fuldtidsarbejde, og endnu en gang blev gjort opmærksom på brochuren ”ledig hva så”.
Vi har endvidere lagt til grund, at du den 31. marts 2009 var til et møde i a-kassen om vejledning af pligter.
Vi har yderligere lagt vægt på, at du i brev af 5. maj 2009 i forbindelse med, at a-kassen gav dig besked om, at din ansøgning om dagpenge nu var færdigbehandlet, og at du havde ret til dagpenge fra den 21. februar 2009 blev vejledt om, at du skulle søge fuldtidsarbejde inden for et passende antal fagområder og stillingsbetegnelser, hvor der var behov for arbejdskraft.
Vi har tillige lagt vægt på, at du ved brevet af 5. maj 2009 fik vedlagt brochuren ”Rådighedsforpligtelsen”, hvori du også blev vejledt, om pligten til at være aktivt jobsøgende.
Vi finder ikke, uanset at du ikke er vejledt om et konkret antal stillinger, som du skulle søge, at du kan anses for at opfylde betingelsen om at have været aktivt arbejdssøgende i et omfang, som gør, at du kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Du anfører selv i såvel brev af 7. november 2009 og 19. december 2009, at der har været meget få stillinger inden for dit fagområde, som du kunne søge.
Vi skal bemærke, at du ikke med rette alene kunne søge stillinger inden for dit fagområde eller tæt grænsende områder.
Dette fremgår af vejledningen om, at du skulle søge inden for et passende antal fagområder og stillingsbetegnelser.
For så vidt angår det i klagen anførte om, hvor i loven, der står, hvor mange stillinger, man skal søge, skal vi oplyse, at der ikke er nævnt i lovgivningen, hvor mange stillinger, man skal søge, men at det står skrevet, herunder i § 10 i rådighedsbekendtgørelsen, at man skal være aktivt jobsøgende. Det er a-kassen, der vejleder om jobsøgning på baggrund af din stilling situation, herunder eventuel vejledning om antal stillinger
.
Der vil således altid være tale om en konkret vurdering fra a-kassens side, når det herefter vurderes, om du kan anses for aktivt arbejdssøgende. A-kassen vurderede, at du ikke havde været aktivt arbejdssøgende i tilstrækkeligt omfang.
Ud fra oplysningerne om, at du alene har søgt 7 stillinger i perioden fra 31. marts 2009 til den 12. august 2009 sammenholdt med den vejledning, du har fået fra a-kassen, kan du ikke siges at have været aktivt arbejdssøgende.
Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå, da Arbejdsdirektoratet traf afgørelse i sagen
• Arbejdsdirektoratets afgørelse af 3. december 2009
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg den 19. december 2009
• Arbejdsdirektoratets genvurdering
Dato for underskrift
30.10.2010
Offentliggørelsesdato
10.07.2013
Paragraf
§ 29 § 24 § 3 § 65 § 10 § 28 § 8 § 62
Journalnummer
2600013-10