Det fremgår af sagen, at NN lider af cerebral parese. Hun er svært handicappet som følge af lidelsen og har altid været kørestolsbruger og har fået anlagt stomi i marts måned 2006.
Hun modtager førtidspension og har en hjælpeordning efter servicelovens § 96.
NN er som følge af den nedsatte funktionsevne bevilget kassebil.
Det er oplyst, at NN’s samlever er handicaphjælper for hende på fuld tid. Samleveren har bil, som han benytter i forbindelse med arbejdet som handicaphjælper og i sin fritid.
NN har igennem flere år fået dækket sine merudgifter ved forsørgelsen.
Ved afgørelse den 14. juni 2006 beregnede A Kommune hendes merudgifter til 23. 311 kr. for et år. Merudgiftsberegningen indeholdt bl.a. et beløb på 6339. - kr. som skulle dække NN’s transport i fritiden og et beløb på 2625,- til dækning af bilforsikring.
Ved beregningen af merudgifter til fritidstransport forudsatte kommunen, at NN’s husstand også ville have haft bil, hvis hun ikke havde været handicappet.
Herefter beregnedes merudgiften til benzin som forskellen på benzinforbruget til NN’s kassebil og en almindelig personbil. Merudgiften til bilforsikringen vurderedes efter samme princip.
NN vurderede, at hendes kørselsbehov var 866 kilometer om måneden. Hun ville have kørt i samleverens bil eller på cykel, såfremt hun ikke havde været handicappet.
Nævnet hjemviste sagen til kommunen til ny stillingtagen til fastsættelse af merudgifterne til transport i fritiden.
Nævnet ændrede desuden kommunens afgørelse for så vidt angik fastsættelse af merudgiften til forsikring. Dette betød, at NN fik ret til, at den fulde udgift til forsikring blev medtaget ved fastsættelse af den løbende merudgiftsydelse.
Vedrørende merudgifter ved transport i fritiden henviste nævnet til, at NN’s opgørelse af 9. juni 2006 om, hvorledes fritidstransporten ville have foregået, hvis ikke hun var handicappet. Det fremgår heraf, at hun ville have kørt i samlevers eller en andens bil eller cyklet. Ansøger henviste desuden til, at ydelsen til kørsel i fritiden skal beregnes som ved kørsel til behandling svarende til 1.78 kr. pr. kilometer.
Nævnet henviste videre til, at skønnet over merudgifternes størrelse kan tage sit udgangspunkt i, at NN ville have kørt i bil eller cyklet, hvis ikke hun var handicappet. Fastsættelsen af merudgiftens størrelse kunne derfor tage sit udgangspunkt i forskellen mellem udgiften ved at køre i hendes handicapbil og en almindelig bil for så vidt angår den kørsel, hvor ansøger måtte antages at ville have benyttet bil. Vedrørende kørsel i nærområdet, hvor det måtte antages, at NN ville have cyklet, må udgangspunktet tages i den fulde udgift til kørsel i hendes handicapbil medtages.
Med hensyn til bilforsikring var det nævnets vurdering, at den oplyste udgift til forsikring af kassebilen skulle medtages. Afgørelsen er ikke nærmere begrundet.
A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at NN på grund af sit handicap ikke har kunnet cykle i mange år og påstanden om at hun ville have cyklet i nærområdet kan derfor ikke sandsynliggøres. Merudgiften skal derfor beregnes som forskellen mellem udgiften til brændstof ved kørsel i almindelig personbil og kørsel i den kassebil, ansøger er bevilget efter serviceloven.
Kommunen er desuden uenig med nævnet i, at den fulde udgift til betaling af bilforsikring skal betragtes som merudgift. Der henvises til, at familien ville have haft en almindelig personbil, hvis NN ikke havde været handicappet. Det er derfor forskellen mellem forsikring af en almindelig personbil og forsikring af kassebilen, der skal betragtes som merudgift.
Der henvises desuden til, at det er ulogisk, at hele forsikringsudgiften betragtes som merudgift fordi nævnet har godkendt, at merudgiften til øvrig fritidskørsel beregnes som forskel i brændstofudgift pr. kilometer for en almindelig personbil i forhold til kassebilen.
Ankestyrelsen traf den 23. april 2008 afgørelse (senere udgivet som Principafgørelse C-13-08) om at NN kunne få dækket benzinudgifter til fritidskørsel som merudgift, beregnet som forskellen mellem benzinforbruget i den bevilgede kassebil og benzinforbruget i en personbil af normal størrelse, samt at hun var berettiget til at få dækket sin bilforsikring til kassebilen som merudgift, beregnet som forskellen på forsikringsudgiften ved kassebilen og forsikringsudgiften ved forsikring af en personbil af normal størrelse. Det betød, at hverken forsikringsudgiften ved kassebilen eller benzinudgiften til fritidskørsel dækkes fuldt ud som merudgift efter servicelovens § 100. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.
Folketingets Ombudsmand anmodede i brev af 24. juni 2009 Ankestyrelsen om nærmere at redegøre for Principafgørelse C-13-08.
Ankestyrelsen meddelte ved brev af 27. november 2009 til Folketingets Ombudsmand, at styrelsen havde besluttet at ophæve Principafgørelse C-13-08. Begrundelsen var, at principafgørelsen ikke havde tilstrækkelig vejledningsværdi.
Folketingets Ombudsmand anmodede i brev af 25. februar 2010 Ankestyrelsen om
at genoptage sagen og meddele NN en ny begrundelse for afgørelsen.
Ankestyrelsen meddelte ved brev af 15. marts 2010 ansøger, at vi havde besluttet at genoptage sagen.
Formålet med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen
Vi har behandlet sagen for at afklare, hvorvidt og i hvilket omfang, der skal ske en sandsynliggørelse af merudgifter til transport i fritiden, herunder i hvilket omfang der er sandsynliggjort merudgifter til bilforsikring. Sagen behandles desuden som supplement til principafgørelse C-31-06.
