Ankestyrelsens principafgørelse 226-10

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 19 og § 68

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt afgørelsen om ophør af sygedagpenge er truffet af anden aktør.

Resultatet er

• Afgørelsen af 22. maj 2009 truffet af Z’s medarbejder om retten til sygedagpenge vedrørende NN må anses for at være truffet som led i opfyldelsen af ”Z’s” kontrakt med A Kommune om hele opgavevaretagelsen.

• ”Z” er at betragte som anden aktør i henhold til regler om anden aktør i lov om sygedagpenge. A Kommune har derfor ikke haft hjemmel til at delegere sin kompetence til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge til ”Z”.

Det betyder, at afgørelsen af 22. maj 2009 er ugyldig.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er således kommet til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y, men med en ændret begrundelse.

Det betyder også, at kommunen skal træffe en afgørelse om retten til sygedagpenge efter dette tidspunkt. Kommunen skal således vurdere om NN opfylder sygedagpengelovens betingelser for udbetaling af sygedagpenge.

Når kommunen frem til, at retten til sygedagpenge ikke skulle have været stoppet ved afgørelsen af 22. maj 2009 skal der endvidere træffes afgørelse om eventuel efterbetaling, hvis sygedagpengelovens betingelser for udbetaling af sygedagpenge i øvrigt er opfyldt.

Når kommunen derimod frem til samme resultat som ved afgørelsen af 22. maj 2009, skal kommunen også træffe afgørelse om, fra hvilket tidspunkt afgørelsen om den manglende ret til sygedagpenge skal have virkning, og herunder om der skal ske efterbetaling. Det vil bl.a. afhænge af, efter hvilken bestemmelse udbetalingen af sygedagpengene er ophørt og forudsætter, at betingelser for udbetaling af sygedagpenge i øvrigt er opfyldt.

En mødedeltager var ikke enig i afgørelsen. Mødedeltageren mente, at det ikke var godtgjort, at der ikke var tale om en vikaraftale. Dermed er det ikke godtgjort, at der ikke er tale om en afgørelse, der var truffet af en vikar, der indgik i kommunens medarbejderstab på samme vilkår som øvrige ansatte. Dermed forelå der ikke ulovlig delegation.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at det i denne sag er afgørende, om den indgåede aftale mellem det private firma ”Z” og A Kommune er en aftale om varetagelse af sagsbehandlingen af de omhandlede sygedagpengesager – dvs. om opgavevaretagelsen – eller blot en aftale om at levere vikarer, der skal udføre arbejdet ved at indgå i kommunens medarbejderstab på samme vilkår som andre ansatte.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har fået forelagt 2 aftaler. Den ene vedrører perioden 1. februar 2009 til 31. maj 2009, medens den anden vedrører perioden 15. juni 2009 til 15. oktober 2009. Aftalerne er opbygget på samme måde og har mange bestemmelser fælles, men der er på enkelte områder forskelle. Det er Beskæftigelsesudvalgets opfattelse, at disse forskelle ikke har afgørende betydning for, om der er tale om en aftale om opgavevaretagelsen eller en aftale om levering af vikarer. Denne konkrete sag vedrører den første aftale for perioden 1. februar 2009 til 31. maj 2009.

Fælles for de to aftaler er, at der om firmaet og deres medarbejdere anvendes følgende betegnelser: ”Z”, Z, Z’erne, vikarerne fra ”Z”, ”Z” vikarer og vikarerne.

A Kommunes Jobcenter har i brev af 16. februar 2010 oplyst, at ordet Z´erne i aftalerne er anvendt som betegnelse for de købte medarbejdere, medens ”Z” er firmaets navn.

Beskæftigelsesudvalget har lagt til grund, at ”Z” efter aftalen skal yde socialfaglig vikarbistand til kommunen til udførelse af specifikke vikaropgaver, at firmaet er forpligtet til at stille 4-6 vikarer til rådighed, at Z’erne arbejder under daglig ledelse af afdelingslederen for sygedagpenge, at Z’erne kan træffe afgørelser på kommunens vegne, at de indgår i relevante mødesammenhænge med de øvrige medarbejdere på A Kommunes Jobcenter, og at jobcentret stiller samtalerum til rådighed for vikarer fra ”Z”.

Beskæftigelsesudvalget har endvidere lagt til grund, at sagerne efter aftalen overdrages til ”Z”, hvorefter udredningen påbegyndes, at ”Z” er underlagt samme tavshedspligt som A Kommunes Jobcenters medarbejdere.

Beskæftigelsesudvalget finder, at der således ikke er tale om en aftale, der entydigt er en opgavevaretagelsesaftale eller entydigt en vikaraftale.

Beskæftigelsesudvalget tillægger det dog afgørende betydning i denne sag, at sagerne blev overdraget til firmaet ”Z”, hvorefter udredningen kunne påbegyndes. Dermed har ”Z” reelt påtaget sig forpligtelsen til at sagsbehandle sagerne og firmaets vikarer, der traf afgørelse om retten til sygedagpenge, reelt udført arbejdet for ”Z” som led i opfyldelsen af dette firmas aftale om opgavevaretagelsen. Det fremgår ikke af aftalen, at ”Z” skal overgive sagerne til kommunens medarbejdere, når sagerne er klar til afgørelse om retten til sygedagpenge.

Beskæftigelsesudvalget finder endvidere, at dette ikke ændres af, at vikarerne sidder i kommunens lokaler, og at A Kommune under opgavevaretagelsen har ansvaret for indsatsen og ansvaret for, at lovgivningen kan opfyldes samt pligt til at føre tilsyn med, hvordan opgaven løses.

Beskæftigelsesudvalget finder således ikke, at aftalen med A Kommunes Jobcenter kan anses for en vikaraftale, hvor vikarer indgår i kommunens medarbejderstab på linie med øvrige medarbejdere.

Beskæftigelsesudvalget finder således, at ”Z’s” medarbejdere har udført udredning af sygedagpengesager på firmaets vegne og samme personer har truffet afgørelse i sagerne om retten til sygedagpenge.

Delegation af kompetencen til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge til et privat firma kræver klar lovhjemmel. En sådan lovhjemmel findes ikke i sygedagpengeloven.

Afgørelsen vedrørende NN må derfor anses som ugyldig.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 20. maj 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 21. juni 2010

• Nævnets genvurdering

Ved afgørelse af 22. maj 2009 meddelte A Kommunes Jobcenter NN, at hendes ret til at modtage dagpenge bortfald i henhold til sygedagpengelovens § 7, stk. 1, med sidste dag for ret til sygepenge søndag den 31. maj 2009.

NN klagede over afgørelsen.

Beskæftigelsesankenævnet ophævede kommunens afgørelse.

Det betød, at kommunen skulle genoptage sygedagpengeudbetalingen med virkning fra standsningstidspunktet og så længe NN opfyldte sygedagpengelovens betingelser for udbetaling af sygedagpenge.

Nævnet havde ikke ved denne afgørelse taget stilling til, hvor længe NN var berettiget til udbetaling af sygedagpenge.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke var hjemmel i sygedagpengeloven til, at en anden aktør end kommunen i dette tilfælde PP, der var medarbejder hos Z, kunne træffe afgørelse på kommunens vegne.

Afgørelsen af 22. maj 2009 var udfærdiget af PP. Det fremgik af brev af 16. februar 2010 fra kommunen, at der var indgået en aftale med Z for perioden 1. februar 2009 til 31. maj 2009 samt perioden 15. juni til 15. oktober 2009. I brevet var oplistet 8 sagsbehandlere, der havde arbejdet med sagerne for Z.

NN’s sag blev behandlet af PP, der var ansat som konsulent ved Z, og som den 22. maj 2009 havde truffet afgørelse om ophør af sygedagpengeretten.

Det fremgik af samarbejdsaftalen, at sagsbehandlerne arbejdede under A Kommunes Jobcenters ledelse og ansvar samt under de retningslinier, som Jobcentret udstak, og den faglige supervision skete på møder med afdelingslederen på A Kommunes Jobcenter. Af kontrakten fremgik, at Z yder socialfaglig vikarbistand, som blev stillet til rådighed i A Kommunes Jobcenter.

Af samarbejdsaftalen fremgik endvidere, at Z forpligtede sig til at stille 4-6 vikarer til rådighed for A Kommunes Jobcenter til at udføre en specifik vikaropgave på afklaring af 200 langvarige sygedagpengesager. Z’erne arbejdede under daglig ledelse af afdelingslederen for sygedagpenge på A Kommunes Jobcenter og kunne træffe afgørelse på A Kommunes Jobcenters vegne.

Af samarbejdsaftalens pkt. 3.1 fremgik, at Jobcentret ydede honorar for ydelserne efter kontrakten efter priser fastsat i bilag 2. Der var i bilag 2 aftalt en pris pr. afsluttet sag og en samlet pris ved afklaring af 200 sager. Z fakturerede A Kommunes Jobcenter månedligt for forbrug af sagsbehandlerydelser.

Det aftaltes, at når sagerne var overdraget til Z, påbegyndtes udredningen. Sagerne ansås for afsluttet, når der efter samtaler og nødvendig socialfaglig udredning var fremstillet en sag med en indstilling til afgørelse, som opfyldte gældende lovs krav på området.

Det fremgik videre, at A Kommunes Jobcenter skulle stille samtalerum til rådighed for vikarerne fra ”Z” med henblik på afholdelse af samtaler med borgerne. Det skulle desuden sikres, at alle Z-vikarer havde adgang til at benytte A Kommunes Jobcenters it-systemer.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at uanset at medarbejderne fra Z arbejdede under instruktion og ledelse af A Kommunes Jobcenter, var der tale om medarbejdere, som var ansat af Z, og som på dette firmas vegne skulle opfylde en kontraktretlig forpligtelse.

Der forelå således en afgørelse om ophør af sygedagpenge truffet af en privat aktør.

Nævnet havde ved denne vurdering lagt vægt på, at Z ifølge samarbejdsaftalen forpligtede sig til at levere en ydelse i 200 sager, henvist af kommunen. Denne ydelse omfattede socialfaglig udredning og indstilling til afgørelse til en på forhånd fastsat pris pr. ydelse. Der var således ikke tale om, at en Z-sagsbehandler aflønnedes af kommunen.

Det forhold, at det i samarbejdsaftalen med A Kommune var fastsat, at Z’s medarbejdere fik vikarstatus i A Kommunes Jobcenter, og kunne træffe myndighedsafgørelse på A Kommunes Jobcenters vegne, medførte efter nævnets opfattelse ikke, at en afgørelse truffet af en sagsbehandler fra Z i henhold til samarbejdsaftalen kunne opretholdes som gyldig.

Uanset at pågældende fik status som vikar, var der tale om en situation, hvor afgørelsen reelt var truffet af Z som led i kontraktopfyldelsen.

Nævnet bemærkede i denne forbindelse, at der ifølge det oplyste ikke forelå ansættelsesaftaler m.v. med de pågældende medarbejdere. Disses vikarstatus beroede således udelukkende på kontraktaftalen med Z, hvorefter dette firmas medarbejdere skulle levere udredning og afslutning af et vist antal sager.

A Kommunes Jobcenter klagede over beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at det ikke i sig selv var afgørende for, om der var tale om delegation til private, at kommunen havde aftalt med vikarbureauet, at vikarerne skulle behandle en nærmere angivet sagsmængde, og at afregningen til vikarbureauet var afhængig af den aftalte sagsmængde. Det var derimod afgørende, om vikarerne havde været underlagt kommunens eller vikarbureauets instruktionsbeføjelse.

Som beskæftigelsesankenævnet selv gengav i ovenstående afgørelser, havde det netop været tilfældet i de omhandlede sager, at vikarerne var under instruktion og ledelse af A Kommunes Jobcenter.

Endvidere påpegede A Kommunes Jobcenter, at Arbejdsmarkedsstyrelsen i sin vejledende skrivelse om anden aktør havde angivet, at hvis der i forbindelse med genoptagelse af en sag blev truffet en afgørelse, der indholdsmæssigt svarede til den tidligere afgørelse, så ændrede den nye afgørelse ikke på borgerens ret til sygedagpenge og gav dermed ikke grundlag for at udbetale sygedagpenge.

Beskæftigelsesankenævnet henviste i sin oversendelsesskrivelse til Ankestyrelsen til Arbejdsmarkedsstyrelsens skrivelse, pkt. 3.1, hvori det anførtes, at det for at sikre, at der ikke opstod mistanke om forsøg på omgåelse af forbuddet mod at uddelegere afgørelser om retten til sygedagpenge/problemer med bl.a. habilitet, måtte anbefales, at de personer, der udlejedes som vikarer, kom fra en anden afdeling/division af virksomheden (end den der udfører opfølgningsopgaver), og at vikarvirksomheden var klart adskilt fra den del, der udførte opgaver som anden aktør.

For så vidt angik virkningstidspunktet for en afgørelse i en genoptagelsessag bemærkede nævnet, at Arbejdsmarkedsstyrelsen udtalelse herom efter nævnets opfattelse kun omhandlede situationer, hvor manglende deltagelse i opfølgningsforløbet havde ført til standsning efter § 21, stk. 3. Afsnittet kunne således ikke tages til indtægt for det synspunkt, at sygedagpengeudbetalingen i andre situationer ikke skulle genoptages, indtil der var truffet en gyldig afgørelse – under forudsætning af, at sygedagpengelovens betingelser herfor i øvrigt var opfyldt, jf. de almindelige regler om retsvirkningerne af annullation.