Ankestyrelsens principafgørelse 75-10

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009 - § 123

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 893 af 9. juli 2007 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet - § 15

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om NN, fødti 1994.

Resultatet er:

• Der var ikke grundlag for at anbringeNN på en sikret institution

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Det er bl.a. en betingelse for at kunne anvende en sikret institution som anbringelsessted, at det er absolut påkrævet for at afværge, at den unge gør skade på sig selv eller andre og faren herfor ikke på forsvarlig vis har kunnet afværges ved andre mere lempelige forholdsregler. Der kan også anvendes en sikret institution, hvis det er absolut påkrævet for at kunne tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling.

Der er således meget skærpede krav til at kunne anbringe en ung på en sikret institution og der skal være tale om en sidste udvej.

NN har indenfor en forholdsvis kort periode haft en adfærd, hvorinstitution Rsamt en misbrugskonsulent i kommunen har vurderet, at hun skulle udredes pædagogisk/psykologisk i lukket regi. Denne adfærd har været baseret på en udadreagerende adfærd samt trusler mod andre og om selvmord.

Da NN efterfølgende bliver anbragt påinstitution Mden 12. marts 2009, fremgår det efter kort tid, at de vurderer, at de kan nå ind tilNN med deres pædagogik, hvilket hun også selv giver udtryk for.

Endvidere fremgår det, at kommunen den 12. marts 2009 vurderede, atinstitution Mvar gearet til at kunne gennemføre en pædagogisk og psykologisk udredning samtidig med et psykiatrisk tilsyn/undersøgelse.

På baggrund af ovenstående vurderes det ikke at det var absolut påkrævet, at NN blev anbragt på en sikret institution for at afværge, at hun gjorde skade på sig selv eller andre, ligesom det ikke var absolut påkrævet for at kunne tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling.

Vi har lagt vægt på, at der havde været et relativt kort forløb samt at kommunen ved anbringelsen påinstitutíon Mden 12. marts 2009 selv havde vurderet, at man dér kunne lave en pædagogisk og psykologisk udredning af NN.

Endelig har vi lagt vægt på, at bådeinstitution Mog NN den 27. marts 2009 giver udtryk for, at det går den rigtige vej under anbringelsen og at hun ikke er stukket af, ligesom hun begynder at få en bedre kontakt med sig selv ved hendes vredesudbrud.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 7. maj 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 28. maj 2009

• Nævnets genvurdering

På børn og unge-udvalgsmødet den 31. marts 2009 blev der truffet afgørelse om, at NN fortsat skulle være anbragt udenfor hjemmet uden samtykke, jf. servicelovens § 58, stk. 1, nr. 3 og 4. Sagen var taget op, da hverken forældrene eller NN ville give samtykke til flytning til den sikrede institution X.

Umiddelbart efter mødet i børn og unge-udvalget eller implicit i mødet traf forvaltningen afgørelse om, at NN skulle anbringes samme dag på institution X. Der ses ikke at foreligge en egentlig skriftlig afgørelse herom.

Nævnet traf den 7. maj 2009 afgørelse om at ophæve A Kommunes afgørelse om anbringelse af NN på den sikrede institution X.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at det ikke var absolut påkrævet, at NN blev anbragt på en sikret institution for at afværge, at hun gjorde skade på sig selv eller andre, ligesom det ikke var godtgjort, at en evt. fare ikke på forsvarlig vis kunne afværges ved andre mere lempelige forholdsregler, jf. bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, § 15, stk. 1, nr. 1.

Endelig var det ikke godtgjort, at det var absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling, jf. § 15, stk. 1, nr. 2 i ovennævnte bekendtgørelse.

Nævnet har lagt vægt på, at der ikke på det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev iværksat, forelå en konkret, begrundet afgørelse om anvendelse af en sikret afdeling, jf. bekendtgørelsens § 15, ligesom der ikke sås at foreligge en afgørelse om iværksættelse af afgørelse om anbringelse straks, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 2.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at beskrivelsen af NN’s problemer og adfærd, herunder hendes psykiske tilstand var baseret på et forholdsvis kortvarigt forløb. Der er lagt vægt på, at NN ikke havde reageret voldeligt eller forsøgt at stikke af fra institutionen i den sidste tid.

Endelig har nævnet bemærket, at det fremgår af protokollen fra børn og unge-udvalgsmødet den 31. marts 2009, at forvaltningen supplerende havde bemærket, at udredningen af NN ligeså godt kunne finde sted på X som i institution R samt at forvaltningen også havde en forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt.

A Kommune har den 28. maj 2009 klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at man ikke finder, at en pædagogisk/psykologisk udredning af NN ikke kan foretages i åbent regi grundet de forudgående hændelser NN har udført.

Efter nævnets afgørelse har kommunen været nødsaget til at i værksætte en special-foranstaltning for NN i et åbent én-mandsprojekt i institution X til 12.000,- kr. pr. dag. Dette kunne både fagligt og økonomisk varetages i de allerede eksisterende sikrede institutioner.

Vi har behandlet sagen for at afklare, hvilke kriterier der kan opstilles ved anvendelse af reglerne om anbringelse på sikret afdeling.

Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.