Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 10. juli 2009
• Klagen til Ankestyrelsen af 6. august 2009
• Nævnets genvurdering
Ved afgørelse af 12. december 2008 meddelte kommunen til NN, at hendes sygedagpenge ophørte den 30. november 2008, idet det vurderedes, at der ikke var nogen forlængelsesmuligheder, jf. lov om sygedagpenge § 27, stk. 1.
NN var i partshøringsbrev af 28. november 2008 varslet om det forestående dagpengeophør og var blevet bedt om eventuelle bemærkninger inden 8 dage. Af bemærkningerne fremgik bl.a., at hun skulle til en reumatolog i februar 2009 på eget initiativ, da hun fandt det utilfredsstillende, at det ikke havde været muligt at stille en diagnose.
I samråd med kommunens lægekonsulent vurderede kommunen, at der ikke var grundlag for at udsætte afgørelsen, da der ikke kunne påvises anden lidelse.
Kommunen fandt ikke grundlag for at iværksætte revalidering, idet det vurderedes, at NN ville kunne raskmeldes til mindre tungt/belastende arbejde. Herudover var behandlingsmulighederne ikke udtømte, hvorfor arbejdsevnen ikke vurderedes at være væsentligt varigt nedsat i ethvert erhverv.
Af sagen fremgik, at NN i mange år havde arbejdet indenfor køkkenfaget som bl.a. kok og smørrebrødsjomfru.
Af den reumatologiske speciallægeepikrise af 25. februar 2008 fremgik, at NN i 2 ½ til 3 år havde haft recidiverende smerter i nakke-skulderåget og brystkassen. På daværende tidspunkt kunne der ikke fra reumatologisk side gøres yderligere, og speciallægen fandt ikke, at fibromyalgi var nogen anvendelig diagnose til den aktuelle problemstilling.
Egen læge oplyste den 7. april 2008, at der ikke var fundet tegn på hjertesygdom, at der var fundet spiserørskatar samt udtalte muskelinfiltrationer i nakke, skulder og brystvæg samt overvægt.
Den 13. november 2008 oplyste egen læge, at der nu var nytilkomne smerter i benene, og NN var genhenvist til reumatolog med henblik på second opinion af smerter i overkrop samt til vurdering af smerter i benene.
Varighedsbegrænsningen indtrådte den 30. november 2008.
D. 11. januar 2009 klagede NN over afgørelsen.
Kommunen genvurderede sagen og besluttede at fastholde den trufne afgørelse.
Kommunen bemærkede, at NN mente, at hun var revalideringsberettiget, og at udbetalingen som følge heraf burde forlænges.
Under henvisning til de foreliggende lægelige oplysninger, var det fortsat kommunens vurdering, at der var behandlingsmuligheder for NN, og at det var usikkert om hendes lidelse medførte en nedsættelse af hendes arbejdsevne i et omfang, som kunne kompenseres ved en revalideringsindsats for at hun atter skulle kunne klare et arbejde på ordinære vilkår.
Kommunen bemærkede, at NN efter eget ønske skulle til en undersøgelse hos en reumatolog i februar 2009 med henblik på en afklaring af hendes helbredsmæssige tilstand. Ventetid på yderligere undersøgelser medførte ikke, at udbetalingen af sygedagpenge kunne forlænges yderligere. Det var ligeledes vurderet, at der ikke var grundlag for at udsætte afgørelsen, da det var uafklaret, om den nye undersøgelse ville medføre en sikker vurdering af NNs helbredstilstand.
Beskæftigelsesankenævnet fandt, at NN havde ret til sygedagpenge efter den 30. november 2008.
Begrundelsen var, at hun opfyldte betingelserne for at få forlænget udbetalingen af sygedagpenge yderligere ud over den generelle varighedsbegrænsning efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1, jf. § 24, stk. 1.
Nævnet fandt, at NNs sygedagpenge kunne forlænges med henblik på revalidering, da det efter seneste lægeerklæring var evident, at hun ikke kunne vende tilbage til tidligere beskæftigelse, ligesom kommunen var påbegyndt revalideringssag den 23. juni 2009.
Det fremgik af sagen, at NN var uddannet kok og smørrebrødsjomfru, og at hun havde fungeret på dette område i perioden 1984 til 2007, hvor hun blev sygemeldt.
Hun havde været sygemeldt siden den 10. december 2007 på grund af smerter i nakke, skuldre og arme, som senere konstateredes værende fibromyalgi. Den generelle varighedsbegrænsning for udbetaling af sygedagpenge indtrådte den 30. november 2008.
Det fremgik endvidere, at hendes ressourceprofil, at hun ikke fandt igen at kunne arbejde i et køkken, men hun ville meget gerne arbejde på et andet område, hvor der kunne tages hensyn til hendes skånebehov.
Af de lægelige oplysninger fremgik, at der var smerter fra nakke, skuldre og arme, hvilket ved seneste lægeerklæring af 2. april 2009 ved undersøgelse hos reumatolog fandtes forenelig med fibromyalgi
Beskæftigelsesankenævnet ændrede således kommunens afgørelse.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
I klagen blev det anført, at NNs helbredsmæssige forhold ikke var afklarede, og det kunne ikke med sikkerhed vurderes om alle behandlingsmuligheder var udtømte og i hvilket omfang, der var behov for skåneforanstaltninger. Det var derfor opfattelsen, at der ikke var grundlag for forlængelse efter § 27, stk. 1, nr. 1.
Af statusattest af den 2. april 2009 fremgik det, at en speciallæge konkluderede, at symptomatologien var forenelig med fibromyalgi. Disse lægelige oplysninger forelå først 4 måneder efter varighedsbegrænsningens indtræden.
Det var kommunens opfattelse, at grundlaget for stillingtagen til forlængelse udover varighedsbegrænsningen skulle være sikkert, og at der ikke var grundlag for at udsætte afgørelsen med henblik på indhentning af yderligere oplysninger.
Det var endvidere kommunens opfattelse, at en periode fra den 12. december 2008 til den 2. april 2009 var en lang periode til udsættelse af afgørelse om en udbetaling af sygedagpenge kunne forlænges.
Det oplystes i øvrigt, at NN raskmeldte sig efter ophør af udbetaling af sygedagpenge, og havde stillet sig til rådighed for arbejdsmarkedet og modtaget arbejdsløshedsdagpenge indtil kommunens kontanthjælpsteam bevilgede revalidering.
Nævnet har efterfølgende til Ankestyrelsen oplyst, at såfremt kommunen havde afventet erklæringen fra lægen, ville sagen være afsluttet på dette tidspunkt med iværksættelse af revalidering eller lignende, således at nævnet fandt, at kommunen burde have afventet erklæringen, som reelt løste sygdomsproblematikken.
