Sagen drejer sig om efterværn til en ung mand, NN, der havde været anbragt uden for hjemmet, siden han var 15 år, først i et socialpædagogisk bofællesskab og fra 17-års alderen i hybelordning med tilknytning af kontaktpædagog 2 gange ugentligt.
Baggrunden for anbringelsen var den unges involvering i hærværk, ildspåsættelse og besiddelse af stoffer samtidig med, at skole og forælder ikke længere kunne rumme den unge. NN var diagnosticeret med Gilles de la Tourette og mental udvikling lavt i normal området. Under opholdet på det socialpædagogiske opholdssted udviklede han sig meget positivt, men det blev vurderet, at han fortsat ville have brug for støtte og vejledning i forhold til praktiske hverdagsting, økonomi og ind i mellem sandsynligvis det adfærdsmæssige samt vejledning i forhold til hans uddannelses- og erhvervsmæssige fremtid.
Kontaktpædagogen fra hybelordningen havde udtalt, at det gik godt med NN med at bo alene, og han holdt sit hjem godt. Der blev arbejdet med at styrke forståelsen for økonomi, og at man ikke bare kunne få alt, hvad man ønskede sig. Der ville fremover komme fokus på, om NN forstod indholdet af breve fra det offentlige.
Kontaktpædagogen oplyste endvidere, at der de første måneder, NN boede for sig selv, blev tjekket op i weekenderne, om NN kunne styre eventuel fest og gæster. Der var ingen problemer, oftest helt stille hos NN. Der var altid rent og pænt hos NN. NN var lige gået over til at få udbetalt penge 1 gang ugentligt i stedet for 2 gange ugentligt. NN havde mange gode drømme for sin fremtid, som han i stor udstrækning var god til at holde fast i, dog var det vigtigt, at der var voksne omkring ham til at holde ham til ilden.
Kommunen gav afslag på efterværn. Kommunen vurderede, at NN ville have behov for hjælp og støtte udover det fyldte 23. år, og derfor var det ikke muligt at bruge efterværn i henhold til servicelovens paragraffer og vejledninger om efterværn. NN blev derfor henvist til voksensystemet.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Nævnet vurderede, at NN havde ret til efterværn efter servicelovens § 76.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til NNs behov for støtte, at han fortsat fik støtte i form af ophold i hybelordningen. Nævnet lagde til grund, at kommunen i henhold til servicelovens § 76, stk. 1, skulle tilbyde hjælp til unge i alderen 18 – 22 år, når det måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte. Nævnet inddrog endvidere punkt 397 i Socialministeriets vejledning nr. 99 af 5. december 2006 om særlig støtte til børn og unge og deres familier. Nævnet lagde herefter ved afgørelsen vægt på beskrivelsen af NN og hans fortid samt, at formålet med anbringelsen af den unge i hybelordningen var, at NN fortsat skulle lære at begå sig samtidig med, at hans motivation for at komme videre både i sit liv og erhvervsmæssigt skulle styrkes. Nævnet lagde desuden vægt på udtalelser om den unge fra sygehus og psykolog samt statusrapport om den unge fra socialpædagogisk bofællesskab.
Nævnet vurderede, at det ikke kunne tillægges afgørende betydning, at der sandsynligvis også ville være behov for hjælp til NN efter det fyldte 23. år.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
Det var kommunens opfattelse, at efterværn blev bevilliget som kortvarig hjælp til overgangen fra barn til voksen til unge, der ikke selv havde et bæredygtigt netværk. I vurderingen af behovet var det vigtigt, at denne kortvarige hjælp ville gøre den unge i stand til at klare sig selv på lige fod med jævnaldrende senest ved det fyldte 23. år.
Kommunen mente, at NN ville være langt bedre hjulpet i Voksenregi.
