Ankestyrelsens principafgørelse 216-10

2010

Resume:

Der var ikke ret til arbejdsløshedsdagpenge, da medlemmet ikke kunne anses for at være aktivt arbejdssøgende og dermed ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at a-kassen i forbindelse med ansøgningen om dagpenge havde vejledt medlemmet om reglerne om rådighed og havde præciseret medlemmets pligt til at være aktivt arbejdssøgende. Udvalget lagde endvidere vægt på, at medlemmet i en periode på 3,5 måneder kun havde søgt 6 stillinger, selv om kassen senere havde indskærpet pligten til at være aktivt arbejdssøgende. Udvalget lagde endelig vægt på, at der ved udløbet af fristen for at bevise sin tilknytning til arbejdsmarkedet var opslået flere hundrede stillinger inden for det område, hvor medlemmet skulle søge arbejde.

Lov om arbejdsløshedsforsikring - lovbekendtgørelse nr. 574 af 27. maj 2010 - § 62, stk. 1, nr. 1, § 62, stk. 6, § 65, stk. 1, § 65, stk. 3 og § 65, stk. 5

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 179 af 19. februar 2007 om rådighed - § 3, § 8, § 10, stk. 1, § 10, stk. 2, § 10, stk. 3, § 24, stk. 1, § 29, stk. 1 og § 29, stk. 2

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 177 af 19. februar 2007 om en a-kasses pligt til at vejlede mv. - § 1, § 2, § 3 og § 28

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om dagpenge.

Resultatet er

• Du har ikke ret til dagpenge fra den 20. maj 2009

Du kan få dagpenge igen, når du har haft ustøttet arbejde i mere end 300 timer på normale løn- og arbejdsvilkår inden for en periode på 10 uger.

Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsdirektoratet.

Vi finder ikke, at du har ret til dagpenge fra den 20. maj 2009, da du ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Efter reglerne kan et medlem af en a-kasse kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at medlemmet skal være aktivt arbejdssøgende og selv skal gøre en aktiv indsats for at komme ud af ledigheden.

Et medlem skal kunne overtage rimeligt arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid på de vilkår, som er almindelige inden for det pågældende fagområde. Rimeligt arbejde omfatter alt arbejde, som medlemmet kan varetage.

A-kassen skal altid foretage en konkret vurdering af, om rådighedsbetingelsen er opfyldt. Medlemmets jobsøgningsaktivitet indgår i denne vurdering.

Det fremgår endvidere af reglerne, at a-kassen ved ledighedens begyndelse skal informere medlemmet om sine rettigheder og forpligtelser, herunder pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Kassen skal desuden give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov for det.

Ifølge dit CV på jobnet kunne du tænke dig arbejde inden for områderne kontorassistent, reception/kontor, og som told- og skatteassistent.

Udvalget har lagt vægt på, at reglerne om aktiv og bred jobsøgning var blevet præciseret for dig ved en rådighedssamtale den 4. august 2008. Du ville derfor skærpe din opmærksomhed på jobs uden for kontorområdet. Ved samme lejlighed fik du også en liste over vikarbureauer, og det blev aftalt, at du skulle tilmelde dig bureauer inden for kontorfaget.

Udvalget har endvidere lagt vægt på, at a-kassen den 12. marts 2009 i forbindelse med din seneste ansøgning om dagpenge sendte dig kassens ”Orientering om arbejdsløshedsforsikring”, som også omfattede en beskrivelse af reglerne om rådighed. Det fremgår heraf blandt andet, at du skulle søge alt arbejde, som du efter et kort kursus ville kunne varetage, hvis du fik tilbudt den nødvendige oplæring. Det fremgik også, at du skulle søge arbejde uden for dit fagområde, hvis der ikke var tilstrækkeligt mange jobs inden for dit fagområde.

Kassen præciserede din pligt til at være aktivt arbejdssøgende i brev af 19. marts 2009.

Udvalget lagde yderligere vægt på, at du i perioden fra den 4. februar 2009 til den 17. april 2009 ikke havde søgt nogen stillinger. I perioden fra den 17. april 2009 til den 20. maj 2009 havde du kun søgt 6 stillinger, uagtet at kassen den 17. april 2009 havde indskærpet, at du mere aktivt skulle søge alt rimeligt arbejde inden for kontorområdet generelt og inden for alle andre områder, som du kunne arbejde med.

Udvalget har endelig lagt vægt på, at der ved fristperiodens udløb var opslået 218 stillinger inden for kontor, administration, regnskab og finans, og ifølge en anden søgning var opslået 418 stillinger inden for området kontorassistent på Sjælland.

Du har anført, at det var korrekt, at der var opslået mere end 200 stillinger vedrørende kontorarbejde. Det var dog for det meste inden for områder, som du ikke havde erfaring i. Du havde ikke villet sende ansøgninger til stillinger, som du ikke mente, du havde kvalifikationer i.

Vi mener ikke, at det anførte kan føre til en anden vurdering af din rådighed. Vi henviser til det anførte i begrundelsen ovenfor. Vi henviser endvidere til, at du tidligere er blevet informeret om, at du også kunne/skulle søge arbejde uden for kontorområdet, fx som pædagogmedhjælper.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Arbejdsdirektoratet traf afgørelse i sagen

• Arbejdsdirektoratets afgørelse af 30. juli 2009

• Klagen til Ankestyrelses Beskæftigelsesudvalg af 19. august 2009

• Arbejdsdirektoratets genvurdering

Dato for underskrift

30.06.2010

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 100

Journalnummer

3500254-09