A Kommune traf i brev af 3. marts 2010 afgørelse om standsning af udbetaling af sygedagpenge til NN efter den 11. marts 2010, da der ved varighedsbegrænsningens indtræden ikke var grundlag for at forlænge udbetalingen af sygedagpenge, jf. sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.
NN klagede over afgørelsen. Kommunen fastholdt afgørelsen og klagen blev sendt til behandling i Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y.
Beskæftigelsesankenævnet blev under behandlingen af klagesagen opmærksom på, at A Kommune havde indgået en samarbejdsaftale med datterselskab Z, der varetager opgaver som anden aktør for kommunen. Ankenævnet bad kommunen redegøre for samarbejdsaftalen, samt for eventuelle andre samarbejdsaftaler, som kommunen måtte have indgået med andre private aktører.
A Kommune redegjorde den 28. november 2010 for samarbejdet med datterselskab Z. Kommunen oplyste, at de havde indgået en 3-årig samarbejdsaftale fra den 14. september 2009. Samarbejdsaftalen byggede på et ønske om at skabe grundlaget for, at der kunne ske en varig reduktion af det langvarige sygefravær i sygedagpengesager.
Kommunen oplyste, at datterselskab Z fungerede som ekstern konsulent og rådgav kommunen på overordnet niveau på sygedagpengeområdet. Der var ikke medarbejdere fra datterselskab Z, der indgik i den daglige sagsbehandling. Der var hovedfokus i samarbejdsaftalen på at sikre flere medarbejdere på sygedagpengeområde, så der leveres en yderlige kvalitet i sagsbehandlingen og rettes mere fokus på den virksomhedsvendte del af indsatsen.
Kommunen oplyste, at kommunen har hyret vikarer fra vikarbureauer. Vikarerne var underlagt kommunens instruktionsbeføjelser og refererede i det daglige til ledelsen i sygedagpengeafdelingen, hvor de også fysisk var placeret. Arbejdet anvistes, planlagdes og kvalitetssikredes af ledelsen i sygedagpengeafdelingen
Kommunen anførte i redegørelsen, at samarbejdsaftalen alene regulerede det overordnede samarbejde mellem kommunen og datterselskab Z. Samarbejdet med vikarbureauerne var reguleret af de underliggende konkrete aftaler.
Om de faktiske forhold omkring vikarernes arbejde i kommunen har kommunen i redegørelsen beskrevet, at vikarerne fulgte de interne procedurer i afdelingen i forbindelse med, at de traf afgørelse om retten til sygedagpenge. En vikar fik en normal sagsstamme, og sagerne blev løst på samme måde som af kommunens egne ansatte. Betalingen for vikarerne var ikke knyttet op på antal sager eller resultater og var ikke afhængig af afregningsmodellen efter samarbejdsaftalen.
Beskæftigelsesankenævnet modtog udover redegørelsen kopi af samarbejdsaftalen med datterselskab Z og vikaraftalen med vikarbureau Å samt ordrebekræftelser fra vikarbureau Å på bestilling af vikarer.
Beskæftigelsesankenævnet hjemviste ved afgørelse af 14. februar 2011 sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen. Kommunens afgørelse blev ophævet som ugyldig.
Det betød, at kommunens afgørelse ikke længere gjaldt, og at kommunen skulle behandle sagen på ny og vurdere, om der var grundlag for forlængelse af sygedagpengeperioden efter den 16. september 2009. Afgørelsen betød ikke, at der umiddelbart var grundlag for at genoptage udbetalingen af sygedagpenge til NN, da fortsat udbetaling af sygedagpenge forudsatte, at der var grundlag for at forlænge sygedagpengeperioden. Kommunen skulle på ny vurdere, om sygedagpengeperioden burde have været forlænget efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.
Beskæftigelsesankenævnet begrundede afgørelsen med, at afgørelsen er truffet af anden aktør.
Beskæftigelsesankenævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om ansættelse af vikar på lige vilkår med andre ansatte under instruktion af kommunen. Vikaren fra vikarbureau Å fandtes at være ansat af koncern Ø, som led i opfyldelsen af samarbejdsaftalen mellem datterselskab Z og A Kommune. Instruktionsbeføjelsen overfor vikaren var tillagt koncern Ø, og dermed datterselskab Z.
A Kommune klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at vikaraftalen med vikarbureau Å overholdt gældende retningslinier for brug af vikarer, herunder Arbejdsmarkedsstyrelsens notat fra juni 2010 om andre aktører i sygedagpengeopfølgningen.
Kommunen anførte, at det, at vikaraftalen var indgået af en konsulent ikke kunne tillægges afgørende betydning. Aftalen med vikarbureau Å var indgået af datterselskab Z på vegne af kommunen, og det fremgår klart af omstændighederne, at det er kommunen der er kunden. Det forhold, at det i aftalen er datterselskab Z, der står opført som kunden kan ikke tillægges betydning, da det er indholdet af aftalen, der er afgørende. Der var tale om en konsulent i forbindelse med en samarbejdsaftale, og kommunen opnåede en administrativ lettelse.
Kommunen henviste til EU's vikardirektiv, hvorefter, der skal sondres mellem brugervirksomhed og betalervirksomhed. At der bruges et mellemled har arbejdsretligt ingen betydning for aftalerelationen mellem bruger og vikarbureau. Det var derfor i strid med de arbejdsretlige regler om vikartjeneste, at nævnet tillagde det betydning, at vikaraftalen er indgået af datterselskab Z på kommunes vegne.
Beskæftigelsesankenævnet fastholdt ved genvurderingen sin afgørelse. Nævnet bemærkede, at der ved afgørelsen var lagt afgørende vægt på, at datterselskab Z rent kontraktsmæssigt havde instruktionsbeføjelsen. Nævnet havde ikke stillet spørgsmålstegn ved kontrakternes lovlighed, men alene taget stilling til, om der var sket overdragelse af myndighedsudøvelsen til anden aktør.
