Ankestyrelsens principafgørelse 116-11

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 41

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om afklaring af, om transportudgifter til og fra skole kan ydes som en merudgift efter servicelovens § 41, i de uger, hvor barnet bor hos den forælder, som barnet ikke har folkeregisteradresse hos, og som ikke kan dækkes af skolens kørsel.

Resultatet er

• Du har ikke ret til støtte i form af dækning af merudgifter til individuel kørsel til din søn mellem dit hjem i B Kommune og hans skole i A Kommune.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y, dog med en anden begrundelse.

Der var enighed på mødet.

Det følger af princippet om sektoransvarlighed, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse eller en service, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat erhvervsevne. Sektoransvarlighedsprincippet danner hovedudgangspunktet ved afgrænsning af, i hvilket regi et opgaveområde hører hjemme.

Dette betyder, at dækningen af befordringsudgifter til og fra skole ikke er et ansvar for socialsektoren, men som udgangspunkt er undervisningssektorens ansvar.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at dækning af udgifter til befordring af elever til og fra skole, herunder elever med nedsat funktionsevne, er reguleret efter folkeskolelovens regler. Vi har ikke kompetence til at tage stilling til disse regler.

Vi finder herefter, at den ansøgte udgift til befordring er en udgift, der henhører under folkeskoleloven og ikke serviceloven.

Det forhold, at du har fået afslag på, at få dækket udgifterne til transport mellem skolen, i A Kommune, og dit hjem, i B Kommune i de uger, hvor din søn bor hos dig, efter reglerne i folkeskoleloven, kan ikke medføre, at du så kan få dækket disse udgifter efter serviceloven.

I klagen har du anført, at de nye familieformer, hvor mor og far lever adskilt, og barnet opholder sig en uge hvert sted, efterhånden må anses for at være normale.

Endvidere har du anført, at din søn, hvis han ikke var handicappet, selv ville kunne transportere sig til og fra skole på lige fod med andre unge i en tilsvarende situation.

Vi bemærker, at disse oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen. Vi finder dog ikke, at oplysningerne kan begrunde en ændret vurdering.

Endvidere skal vi bemærke, at det forhold, at man inden for skolesektoren har valgt at begrænse adgangen til at få dækket udgifter til transport til og fra skole, i et tilfælde som dit, ikke kan medføre, at denne udgift så skal dækkes efter serviceloven.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 3. december 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 12. januar 2010

• Nævnet genvurdering

Kommunen meddelte den 18. juni 2009 afslag på hjælp til udgift til transport mellem hjemmet og specialskolen i de uger, hvor din søn var hos dig.

Din søn boede på skift hos dig og faderen. Du var bosiddende i B Kommune. Faderen var bosiddende i A Kommune, hvor sin søn var folkeregistertilmeldt. I havde fælles forældremyndighed.

Skolen havde hidtil tilbudt og sørget for transport mellem begge hjem, men havde nu meddelt, at skolen ikke længere så sig i stand til at betale for kørselen til og fra B Kommune. Der var henvist til folkeskoleloven.

Kommunen havde afvist at betale udgiften som en merudgift efter § 41 og havde henvist til sektoransvarlighed, hvorefter udgifter til transport mellem hjem og specialskole henhører under undervisningssektoren.

Nævnet meddelte den 3. december 2009, at du ikke havde ret til merudgiftsydelse efter § 41 til individuel kørsel til din søn mellem dit hjem i B Kommune og hans skole i A Kommune, da der ikke var tale om en nødvendig merudgift som følge af din søns funktionsnedsættelse.

Nævnet fandt ikke, at det var en følge af din søns funktionsnedsættelse, at han ikke kunne tage med den af skolen arrangerede transport.

Du klagede den 12. januar 2010 over denne afgørelse. I klagen henviste du til, at formålet med § 41 er, at familien skal kunne leve så normalt som muligt med og på trods af barnets funktionsnedsættelse. De nye familieformer, hvor mor og far lever adskilt, og barnet opholder sig en uge hvert sted, må efterhånden anses for at være normale. Din søn var snart 13 år, og han ville som ikke handicappet selv kunne transportere sig på lige fod med andre børn og unge i tilsvarende situation (cykle eller benytte offentlige transport).

Endvidere har du henvist til vejledningen, hvoraf det fremgår ”. . der vil kunne ydes merudgifter til befordring af barnet/den unge til dagtilbud, uddannelse, behandling og fritid. ”.

Endelig henviste du til udgifter til befordring af børn til behandling. Her er § 41 også subsidiær til sundhedsloven. Hvis barnet eller forældrene bor et sted, hvor de ikke opfylder betingelserne for at få dækket befordring efter sundhedsloven, dækkes de efter § 41. På samme måde må § 41 kunne anvendes, når man ikke opfylder betingelserne for at få kørsel via folkeskoleloven.