Ankestyrelsens principafgørelse 196-11

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 100

Rådets forordning EØF nr. 833 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger - artikel 1 -

Rådets forordning EØF nr. 833 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger - artikel 3 -

Rådets forordning EØF nr. 833 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger - artikel 11 -

Rådets forordning EØF nr. 833 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger - artikel 17 -

Rådets forordning EØF nr. 833 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger - artikel 18 -

Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning nr. 9319 af 14. juli 2010 om koordinering af sundhedsydelser og visse sociale ydelser for borgere, der rejser mellem EU landene - afsnit III, afsnit X

Note:

Artikel 1 va) blev tilføjet ved ændringsforordning nr. 988 i 16. september 2009

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om dækning af nødvendige merudgifter til en person, som arbejder i Danmark, men bor i Sverige.

Resultatet er

• Dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse er en naturalydelse ved sygdom under forordning nr. 883/2004

• Kommunen skal derfor behandle NNs ansøgning om dækning af nødvendige merudgifter.

Det betyder, at merudgifter til voksne hører under forordningens anvendelsesområde som en ydelse ved sygdom.

Det betyder også, at kommunen skal foretage en vurdering af, om NN er omfattet af den personkreds, der kan få dækket nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, og om de nødvendige merudgifter overstiger minimumsgrænsen på 6.000 kr. årligt.

Vi er således kommet til samme resultat som nævnet i Statsforvaltningen Y, men med en anden begrundelse.

Der var enighed på mødet.

EF forordning nr. 883/2004 har forrang for servicelovens regler.

Dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse er en ydelse ved sygdom efter forordningens artikel 3, 1a.

Dækning af merudgifter ved den daglige livsførelse er en naturalydelse efter artikel 1,va).

Ved naturalydelser forstås:

i) i henhold til afsnit III, kapitel 1 (ydelser ved sygdom og moderskab og dermed ligestillede ydelser ved faderskab), naturalydelser i henhold til en medlemsstats lovgivning, som er bestemt til levering, rådighedsstillelse, direkte betaling eller refusion af udgifter til lægebehandling og produkter og tjenesteydelser i forbindelse med denne behandling. Dette omfatter naturalydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed.

Dækning af merudgifter ved den daglige livsførelse betragtes som en naturalydelse, fordi ydelsen dækker specifikke, sandsynliggjorte merudgifter.

Kontantydelser omfatter ydelser, som kompenserer for løntab.

Efter artikel 17 har NN ret til naturalydelser fra bopælslandet Sverige efter dette lands lovgivning, men efter den kompetente institutions regning (A Kommune).

NN er grænsearbejder og har derfor efter artikel 18 ligeledes ret til naturalydelser fra Danmark, da hun arbejder her. Hjælpen udredes efter dansk lovgivning, som om NN var bosat her.

Vi har lagt vægt på, at NN har ansøgt A Kommune om dækning af merudgifter. Det er derfor A Kommune, som skal udbetale en eventuel merudgiftsydelse.

Vi har ved denne afgørelse lagt vægt på, at NN er grænsearbejder efter forordningens artikel 1, f), fordi hun udøver beskæftigelse i en medlemsstat, men er bosat i en anden medlemsstat.

Kommunen skal derfor undersøge, om NN er omfattet af bestemmelse i servicelovens § 100 om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.

Kommunen har henvist til Principafgørelse C-20-04, hvoraf det fremgår, at servicelovens § 41 og 42 må betragtes som familieydelser. Kommunen har anført, at både servicelovens 41 og 42 har et forsørgelseselement tilknyttet. Dette element findes ikke i servicelovens § 100.

Vi bemærker, at med ordlyden i forordningens artikel 1, va) og Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning af 14. juli 2010 anses servicelovens § 100 og serviceloven § 41 som en naturalydelse, da ydelsen dækker bestemte merudgifter. Servicelovens § 42 anses som en kontantydelse, da ydelsen dækker indtægtstab.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 28. oktober 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 25. november 2010

• Nævnets genvurdering

A Kommune traf den 14. juni 2010 afgørelse om, at NN ikke havde ret til dækning af merudgifter. Kommunen begrundede afgørelsen med at for at modtage hjælp efter servicelovens § 100, skulle man bo i Danmark. Kommunen henviste til servicelovens § 2, stk. 1.

Kommunen henviste endvidere til, at servicelovens § 100 ikke kunne sidestilles med familieydelse, jf. Principafgørelse C-20-04 om tabt arbejdsfortjeneste.

Nævnet traf den 28. oktober 2010 afgørelse om, at kommunen skulle behandle NNs ansøgning om merudgiftsydelse efter servicelovens

§ 100.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at NN var grænsegænger i EF forordningens forstand, idet hun var bosiddende i Sverige og arbejdede i Danmark, jf. EF forordningens artikel 11.

Nævnet henviste til EF forordning nr. 883/2004, som har forrang for servicelovens regler.

Nævnet fandt, at merudgiftsydelse må betragtes som en ydelse ved sygdom efter forordningens artikel 3, a).

Nævnet lagde vægt på, at det fulgte af artikel 11,3, a) at en person, der udøver lønnet beskæftigelse er omfattet af denne medlemsstats lovgivning på ovennævnte område.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at merudgiftsydelse efter servicelovens § 100 er en kontantydelse ved sygdom, og at retten til ydelsen skulle vurderes efter reglerne i Danmark, jf. forordningens artikel 21.

Kommunen skulle på denne baggrund foretage en vurdering af, hvorvidt NN var omfattet af personkredsen, der var berettiget til merudgiftsydelse efter servicelovens § 100. Hvis dette var tilfældet skulle kommunen vurdere, om de nødvendige merudgifter oversteg bagatelgrænsen i servicelovens

§ 100, stk. 3.

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at hjemvisningen af sagen er sket på forkerte præmisser. Kommunen mener ikke, at servicelovens § 100 er omfattet af forordningens bestemmelser.

Nævnet har lagt til grund, at det var ubestridt, at pågældende var grænsegænger i lovens forstand, idet pågældende var bosiddende i Sverige og arbejdede i Danmark. Nævnet fandt, at merudgiftsydelsen måtte betragtes som en ydelse ved sygdom efter forordningens artikel 3, a).

Kommunen var ikke enig i denne fortolkning. Kommunen fandt, at merudgifter til voksne faldt uden for forordningens bestemmelser. Forordningen koordinerede følgende sociale sikringsydelser:

ydelser ved alderdom (pension)

ydelser ved efterladte (pension)

ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme

ydelser ved dødsfald (begravelseshjælp)

ydelser ved arbejdsløshed

familieydelser

Kommunen mente, at fortolkningen var gældende for arbejdstagere der fik ret til f.eks. sygedagpenge eller flexydelse, hvor det var arbejdslandet, som skulle give arbejdsgiverrelaterede ydelser.

Kommunen mente, at begrebet kontantydelse var til specifikt at dække ydelser til syge børn efter servicelovens § 41/42, idet man har anerkendt, at denne ydelse kunne falde ind under begrebet familieydelse. Det blev vurderet, at det var en arbejdsmarkedsrettet ydelse. Kommunen henviste i den forbindelse til Ankestyrelsens principafgørelse C-20-04. Såvel servicelovens § 41 og 42 havde et forsørgelsesmæssigt element knyttet, som ikke fandtes i § 100.

Kommunen mente ikke, at merudgifter til voksne efter § 100 kunne defineres som en arbejdsmarkedsrettet ydelse, og på den måde var kommunen uenig med nævnet i, at der var tale om en ydelse ved sygdom som det forstås i forordningens forstand.

Nævnet har ved genvurdering fastholdt sin afgørelse.