Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 24. marts 2010
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 20. april 2010
• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
Sagen omhandler en 50 årig kvinde, som oprindelig er uddannet frisør i 1980 men kun har arbejdet som sådan indtil 1986, da arbejde og familieliv ikke hang sammen. Hun har efterfølgende haft arbejde på fabrik og som postbud. Senest har hun arbejdet på vaskeri, hvorfra hun blev sygemeldt d. 15. maj 2008 efter hun under sit arbejde fik kraftige lændesmerter.
Sygedagpengeperioden har været forlænget to gange. I første omgang blev der anlagt arbejdsskadesag, og kommunen forlængede derfor sygedagpengeperioden efter sygedagpengelovens § 27 stk. 1 nr. 5 (nu ændret til § 27 stk. 1 nr. 6) Arbejdsskadesagen udløste ingen erstatning.
Efterfølgende forlænges sygedagpengeperioden efter sygedagpengelovens § 27 stk. 1 nr. 2 med henblik på arbejdsprøvning. Der etableres arbejdsprøvning i butik, hvor NN’s arbejdsopgaver er opfyldning af varer, som ikke er tunge, f.eks. tekstil, nonfood og blomster samt andre forefaldende opgaver i butikken.
Arbejdstiden blev aftalt til 20 timer ugentlig i opstarten, og det var aftalt, at arbejdstiden skulle øges med ½ time dagligt, indtil hun var på 35 timer ugentlig. Indtil arbejdstiden var på 30 timer ugentlig, var der ingen ændringer i rygsmerterne, uanset om hun var hjemme eller på arbejde, men ved arbejdstid på mere end 30 timer ugentlig er der markant øgede rygsmerter. Jobkonsulenten vurderer, at ved en ugentlig arbejdstid på 30 timer er den effektive arbejdstid på ca. 21 timer ugentlig. Det anbefales derfor, at NN tilbydes personlig assistance, hvilket vil kunne bedre hendes mulighed for at påtage sig arbejdsopgaver, og det vurderes, at en personlig assistent vil øge hendes arbejdsintensitet yderligere. Praktikken stopper medio oktober.
I oktober 2009 oplyser egen læge, at der er opstået nye helbredsmæssige problemer i form af depression, hvilket ikke tidligere har været en kendt problemstilling. NN er i den forbindelse sat i anti-depressiv behandling.
Med virkning fra 24. november 2009 standses sygedagpengeudbetalingen, idet det vurderes, at forlængelsesgrundene i sygedagpengelovens § 27 stk. 1 ikke længere er opfyldte.
A Kommune vurderede d. 19. november 2009, at det ikke var muligt at forlænge NN’s sygedagpenge yderligere og sygedagpengene standses med virkning fra 24. november 2009.
Kommunen henviste til, at den generelle varighed indtrådte den 31. maj 2009, og at sygedagpengene blev forlænget efter lovens bestemmelser om verserende arbejdsskadesag. Da denne var afgjort forlængede kommunen sygedagpengene efter bestemmelsen om arbejdsprøvning og der blev etableret virksomhedspraktik. Efter afslutning af virksomhedspraktik forværres NN’s helbredsmæssige tilstand og på baggrund af nye lægelige akter i sagen, vurderes det ikke længere som realistisk, at arbejdsevnen ville kunne klarlægges inden den 1. december 2009.
Det vurderes, at der ikke var andre forlængelsesbestemmelser, der var opfyldt.
Begrundelsen for afgørelsen om ikke at forlænge sygedagpengene var vedrørende § 27 stk. 1 nr. 1, at de varige begrænsninger i arbejdsevnen ikke på nuværende tidspunkt er endelig klarlagt, hvorfor det ikke er muligt at vurdere under hvilken form NN kunne blive tilknyttet arbejdsmarkedet.
Vedrørende § 27 stk. 1 nr. 2 har denne forlængelsesbestemmelse været anvendt og kan ikke anvendes yderligere.
Lovens § 27 stk. 1 nr. 3 kan ikke anvendes, idet NN ikke afventer eller er under lægelig behandling, der med sikkerhed vil kunne genskabe hendes fulde arbejdsevne inden 2 x 52 uger fra den generelle varigheds indtræden.
Der kan ikke ske forlængelse efter § 27 stk. 1 nr. 5, idet NN ikke lider af en livstruende sygdom.
Der kan ikke ske forlængelse efter § 27 stk. 1 nr. 6, idet der har været anmeldt en arbejdsskadesag, hvori der er truffet afgørelse, og der er ikke yderligere arbejdsskadesager anmeldt.
Der kan ikke ske forlængelse efter § 27 stk. 1 nr. 7, idet det vurderes, at der ikke er grundlag for at rejse sag om førtidspension.
Kommunen vurderede i henhold til retssikkerhedslovens § 7a, at der ud fra en umiddelbar vurdering var behov for yderligere afklarende foranstaltninger, når den helbredsmæssige tilstand er stationær.
I klagen over kommunens afgørelse blev det anført, at egen læge har vurderet, at NN på grund af konstante smerter og depression hverken nu eller i fremtiden kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det anføres derfor, at der bør ske forlængelse efter sygedagpengelovens § 27 stk. 1 nr. 4 så det kunne afklares om NN var berettiget til fleksjob eller førtidspension.
Beskæftigelsesankenævnet stadfæster kommunens afgørelse
Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at nævnet er enigt med kommunens afgørelse med den givne begrundelse. Med hensyn til forlængelse efter lovens § 27 stk. 1 nr. 4 finder nævnet sammenfattende, at NN på afgørelsestidspunktet ikke er omfattet af bestemmelsen, der er begrænset til personer, som ikke er endeligt afklaret alene i forhold til fleksjob eller førtidspension.
NN’s hjælper har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at NN aldrig bliver fuldt arbejdsdygtig igen på grund af de konstante smerter i ryggen og depressionen. NN’s hjælper finder derfor, at sygedagpengene burde have været forlænget i henhold til § 27 stk. 1 nr. 4. Det anføres, at NN er startet på behandlinger på smerteklinikken, men dette vil ikke resultere i, at hun kan opnå beskæftigelse på normale vilkår. Der vedlægges tværfaglig journal fra smerteklinikken.
Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurdering bemærket, at de vedlagte bilag ikke giver anledning til at ændre den trufne afgørelse.
