Ankestyrelsens principafgørelse 235-11

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 9c, stk. 9, 2. pkt.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i jeres sag om refusion af udgifter vedrørende NN’s ophold på forsorgshjem i A Kommune.

Resultatet er

• A Kommune har ret til refusion fra B Kommune

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y om, hvorvidt B Kommune kan anses som betalingskommune for NN.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at A Kommune har ret til refusion fra den seneste tidligere opholdskommune.

Vi har lagt vægt på, at NN ved flytningen til A Kommune straks tog ophold i et forsorgshjem.

Ankestyrelsen finder endvidere, at B Kommune ud fra de foreliggende oplysninger umiddelbart må anses som den seneste tidligere opholdskommune for NN.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at Det Sociale Nævn i afgørelse af 15. juli 2010 har vurderet, at C Kommune ikke var forpligtet til mellemkommunal refusion af udgifter vedrørende NN.

Vi har lagt vægt på, at NN i perioden 1996-2009 hovedsagelig var indskrevet på forsorgshjem i B Kommune, afbrudt af perioder uden adresse.

Vi har endvidere lagt vægt på, at B Kommune ikke har udredt, hvor NN opholdt sig i de 14 perioder, og efter nævnets afgørelse må have etableret en ny opholdskommune.

Vi har herunder lagt vægt på, at NN i perioden mellem 1996-2009, konsekvent vendte tilbage til forsorgshjem i B Kommune, hvorfor B Kommune havde mulighed for at sikre dokumentation for at kunne fremsætte et refusionskrav.

A Kommune har oplyst, at de ønsker en principiel stillingtagen til;

1) Når en borger har haft perioder hvor denne har været registreret med ukendt adresse og/eller som forsvundet i folkeregistret, og det ikke er muligt at afdække borgerens ophold m.v. i denne periode, er dette så ensbetydende med, at den kommune som borgeren opholdt sig i forinden, er fritaget for betalingspligten.

Vi henviser til afgørelsen.

2) Ad 1, hvem er i denne konkrete, at betragte som opholds- og betalingskommune

Vi vurderer, at B Kommune umiddelbart må betragtes som seneste tidligere opholdskommune, herunder betalingskommune. Vi bemærker, at såfremt B Kommune kan dokumentere, at borgeren har erhvervet opholdskommune et andet sted i landet kan kommunen rejse refusionskrav mod denne.

3) Hvilken kommune der har ”opklaringsarbejdet” i forbindelse med udredningen af, hvem der er betalingskommune?

Vi vurderer, at den kommune hvor borgeren sidst havde ophold må formodes at stå for udredningen af, hvem der kunne være betalingskommune.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 11. november 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 01. december 2010

• Nævnets genvurdering af 21. 12. 2010

• Nævnets afgørelse af 15. juli 2010 om C Kommunens betalingsforpligtelse

Det fremgår af sagen, at NN i 1992 flyttede fra A Kommune til D Kommune. Samme år flyttede han fra D Kommunetil C Kommune, hvor han opholdt sig frem 1996. I 1997 flyttede han til B Kommune, hvor han frem til 2009 boede på diverse forsorgshjem. Under hans ophold i B Kommune, stod han i flere perioder anført med ukendt adresse eller som værende forsvundet.

I 2009 flyttede NN til en § 110 institution i A Kommune.