Ankestyrelsens principafgørelse 15-12

31-12-2011
Arbejdsskadeloven Arbejdsskade Fodbold Forsikringspligtig arbejdsgiver Gældende Arbejdsskade

Resume:

Forsikringspligten for lejet arbejdskraft påhvilede brugervirksomheden, som havde instruktionsbeføjelser og ret til at føre tilsyn. Det var i den forbindelse uden betydning, hvem der udbetalte lønnen.

Skadelidte, der var kontraktansat fodboldspiller i en superliga fodboldklub, var udlejet til en anden superligafodboldklub. Under udlejningen var skadelidte underlagt samme instruktionsbeføjelser som de øvrige superligaspillere på holdet. Under udlejningen kom han til skade.

Det var uden betydning, at det af DBU’s ansættelseskontrakt fremgår, at under en eventuel udlejning forbliver forsikringsforpligtelserne i den klub, der er tegnet kontrakt med. Forsikringspligten efter arbejdsskadelovgivningen kan ikke tilsidesættes ved aftaler eller kontraktlige forhold.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 48

Note:

Principafgørelse nr. U-4-98 ophæves.

Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse om forsikringsforholdene på skadestidspunktet den 1. november 2009.

Resultatet er

• BB A/S var forsikringspligtig arbejdsgiver på skadestidspunktet den 1. november 2009

• Vi hjemviser derfor sagen til Arbejdsskadestyrelsen og bede dem om på ny at behandle sagen med inddragelse af sagens rette parter

Det betyder, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse ikke gælder.

Arbejdsskadestyrelsen skal træffe en ny afgørelse.

Der var enighed på mødet.

På de næste sider kan du læse om begrundelse, regler med videre.

Vi vurderer, at BB A/S var forsikringspligtig arbejdsgiver på tidspunktet for hændelsen den 1. november 2009.

Vi hjemviser derfor sagen til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på at inddrage BB A/S og deres forsikringsselskab som parter i sagen.

Vi har lagt til grund, at du har tegnet kontrakt med AA A/S frem til 31. december 2013, og at du i perioden fra den 1. september til den 31. december 2009 var udlejet til BB A/S. AA A/S betalte lønnen i udlejningsperioden.

Vi har lagt vægt på, at det var BB A/S, der havde instruktionsbeføjelserne på skadestidspunktet. Det er uden betydning, hvem der udbetaler lønnen. Vi henviser til vedlagte principafgørelse U-4-98, hvoraf fremgår, at forsikringspligten for lejet arbejdskraft påhviler brugervirksomheden.

Vi har videre lagt vægt på, at fastsættelse af hvem der er forsikringspligtig arbejdsgiver efter lov om arbejdsskadesikring, ikke kan tilsidesættes ved aftale eller gennem kontraktlige forhold. Vi har derfor ikke tillagt det betydning, at DBU’s obligatoriske lejeaftale forudsætter, at forsikringsmæssige forhold beror på aftale mellem spilleren og udlejeren.

Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen, af DBU’s kontrakt samt af lejeaftalen mellem BB A/S og AA A/S.

Arbejdsskadestyrelsen vil træffe afgørelse om erstatning.

CC har oplyst, at de mener, at det er BB A/S, der i udlejningsperioden er forsikringspligtig arbejdsgiver.

Spillerforeningen har på baggrund af CCs klage oplyst, at man på baggrund af DBU´s obligatoriske lejeaftale mener, at det er AA, der har forsikringspligten i udlejningsperioden. Af DBU’s kontrakt fremgår, at i forbindelse med udlejning af spillere til andre klubber forbliver forsikringsforholdene i den klub, der er tegnet kontrakt med.

Vi bemærker, at oplysningerne er indgået ved vores behandling af sagen. Vi henviser til begrundelsen ovenfor.

Vi har afgjort sagen på grundlag af

• de oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen

• Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 20. oktober 2010. Ved denne afgørelse blev ulykken den 1. november 2009 anerkendt, og dit varige mén blev vurderet til 5 procent. Skaden havde ikke medført erstatning for tab af erhvervsevne

• klagen til Ankestyrelsen

• Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering

Dato for underskrift

03.01.2012

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 48

Journalnummer 

1200513-11