Ankestyrelsens principafgørelse 148-12

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012 - § 95 og § 100

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige - lovbekendtgørelse nr. 1333 af 19. december 2008 - § 2, stk. 5, 2. pkt.

Sagen er antaget til behandling for en afklaring af, hvilken myndighed, der har kompetence til at fastsætte afdrag i henhold til borgerens betalingsevne, når fordringen er overdraget til SKAT.

Aktivlovens § 95, stk. 1,, fastslår, at tilbagebetalingskrav opkræves af kommunen efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren.

Aktivlovens § 100 fastslår hvilke ydelser, der giver ret til refusion fra staten.

Inddrivelseslovens § 2, stk. 5, 2. pkt., fastslår, at fordringer, der er omfattet af refusionsret fra statskassen, ikke sendes tilbage til fordringshaveren.

3. Andre Principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre Principafgørelser på området.

Afgørelse i NNs sag om tilbagebetaling af kontanthjælp

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om fastsættelse af afdragsordning for tilbagebetaling af kontanthjælp, hvor sagen er sendt til inddrivelse hos SKAT.

Resultatet er

• Kompetencen til at indgå en revideret aftale for tilbagebetaling af kontanthjælp ligger alene hos restanceinddrivelsesmyndigheden hos SKAT

Det betyder, at Y Kommune ikke skal behandle sagen igen.

Vi ændrer således Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Xs afgørelse, idet udvalget finder, at sagen ikke skal hjemvises.

Begrundelsen

Revision af betalingsaftale

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at Restanceinddrivelsesmyndigheden hos SKAT alene har kompetencen til at indgå en revideret aftale om tilbagebetaling af kontanthjælp efter sagen af kommunen er oversendt til SKAT for inddrivelse.

Dette begrundes i, at kontanthjælp er en ydelse med ret til refusion fra staten.

Det fremgår af reglerne for inddrivelse af fordringer, at fordringer vedrørende ydelser, hvor der er ret til refusion fra staten – uanset refusionens størrelse - ikke kan tilbagekaldes af fordringshaver efter overdragelse af inddrivelsen til SKAT. Dette begrundes i, at fordringen reelt dækker statsmidler.

Vi skal bemærke, at Skatteministeriet har tilkendegivet, at de har samme forståelse af reglerne.

Konkret betalingsevnevurdering

Vedrørende spørgsmålet om kommunens foretagelse af en konkret betalingsevnevurdering finder Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg under henvisning til afgørelsen af spørgsmålet om kompetence, at kommunen efter oversendelse af fordringen til SKAT ikke har mulighed for at foretage vurderinger eller ændringer af aftaler om tilbagebetaling af fordringer med ret til refusion.

Vi skal desuden bemærke, at det er Beskæftigelsesudvalgets opfattelse, at selvom fordringen ikke var overdraget til SKAT for inddrivelse, skulle kommunen ikke foretage en konkret betalingsevnevurdering.

Det er udvalgets vurdering, at det ved ændring af reglerne om inddrivelse af kommunernes fordringer ikke har været hensigten, at kommunerne skulle foretage en egentlig betalingsevnevurdering, men at kommunerne, såfremt skyldneren ønsker en afdragsvis betaling af fordringen, skulle anvende tabellen, som fremgår af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Vi har lagt vægt på, at det af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at der fastsættes forenklede/skematiske regler vedrørende proceduren i forbindelse med opkrævningen af tilbagebetalingspligtige beløb, således at denne ikke som hidtil skal indledes med en ressourcekrævende betalingsevnevurdering, men derimod kan baseres på skematiske regler med udgangspunkt i skyldnerens nettoindkomst.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er enig i det af klageren anførte.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 28. november 2011

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 21. december 2011

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Y Kommune traf den 13. maj 2011 afgørelse om, at NN fra den 1. juni 2011 skal betale 5.750 kr. per måned i afdrag af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp m.v.

Beskæftigelsesankenævnet hjemviste den 28. november 2011 kommunens afgørelse til fornyet behandling.

Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at Y Kommune ikke har forholdt sig til det af borgeren anførte angående hans betalingsevne. Det anføres, at § 5 i bekendtgørelsen om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik må forstås således, at kommunen ved fastsættelse af afdragsordningen er forpligtet til at forholde sig til betydningen af den konkrete betalingsevne i henhold til § 5, stk. 6, i bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige, såfremt der fremsættes anmodning herom. Kommunen har i genvurderingen kun forholdt sig til spørgsmålet om forældelse.

Y Kommune har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen ikke på nuværende tidspunkt kan behandle sagen, fordi kravet er til inddrivelse hos SKAT. Det er endvidere anført, at det er SKAT, der har hjemmel til at indhente budgetskema og dokumentation hos skyldnere. Kommunen har endelig anført, at den alene har lov til at fastsætte en betalingsaftale ud fra tabeltræk.

Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurdering bemærket, at der i opkrævningsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, henvises til inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, som henviser videre til § 5, stk. 6. Det anføres, at denne henvisning i sig selv kunne begrunde, at afdragsordningen af kommunen skal fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering. Nævnet har endvidere anført, at det fremgår af § 5, stk. 1, i opkrævningsbekendtgørelsen, samt af § 5, stk. 1, i inddrivelsesbekendtgørelsen, at afdragsordningen fastsættes med udgangspunkt i tabellen. Kommunen har derfor efter anmodning herom ret og pligt til at forholde sig til, hvorvidt det månedlige afdrag kan fastsættes i henhold til en konkret vurdering af borgerens betalingsevne.