Ankestyrelsens principafgørelse 236-11

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 60, stk. 1 og § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 101, § 107 og § 166

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om afgrænsning af nævnets kompetence i forhold til bevilling af døgntilbud efter lov om social service § 101, når kommunen har tildelt et dagtilbud. Sagen er yderligere behandlet til belysning af, om der er frit valg efter servicelovens § 101, mellem dag- og døgntilbud.

Resultatet er

• nævnet har kompetence til at træffe afgørelse om bevilling af misbrugsbehandling som døgntilbud, selv om kommunen har bevilget behandlingen som dagtilbud

• der er ikke frit valg mellem dag- og døgntilbud efter servicelovens § 101, stk. 4

Det betyder, at afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY stadig gælder.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen ikke taget stilling til nævnets afgørelse i forhold til det konkrete tilbud.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at nævnet havde kompetence til at efterprøve kommunens afgørelse om, at NN at give afslag på bevilling af misbrugsbehandling som døgntilbud.

Vi har lagt vægt på, at kommunen efter serviceloven § 101, stk. 1, skal tilbyde behandling af stofmisbrugere.

Efter servicelovens § 166 kan afgørelsen indbringes for det sociale nævn efter reglerne i efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Af retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, fremgår det, at kommunalbestyrelsens afgørelser, når det fremgår af lovgivningen, kan indbringes for det sociale nævn. Efter lovens § 60, stk. 3 kan afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Af retssikkerhedslovens § 69 fremgår det, at nævnet og Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.

Af bemærkningerne til lovforslag nr. 37 fremsat den 24. oktober 2002 hvor servicelovens § 101, dagældende § 84, blev ændret, fremgår det, at regeringen fremlagde nødvendige ændringer af bestemmelsen til gennemførelse af en garanti for sociale behandlingstilbud til stofmisbrugere. Garantien indebærer en ret til stofmisbrugeren til at modtage og en pligt for amtskommunen (nu kommunen) til at tilbyde sociale behandlingstilbud, som skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til amtskommunen med ønske om behandling. Videre fremgår det af bemærkningerne, at amtskommunen har pligt til løbende at følge det konkrete behandlingstilbud. Hvis behovet i perioden ændrer sig fx således, at det rigtige tilbud viser sig at være et døgn- og ikke dag-/ambulant tilbud, har amtskommunen pligt til at ændre tilbuddet.

Det er på baggrund lovbestemmelserne og bemærkningerne til servicelovens § 101 Ankestyrelsens opfattelse, at afgørelser om misbrugsbehandling har en sådan karakter, at de krav der stilles til en kommune om at opfylde sine forpligtelser til at iværksætte den relevante behandling gør det relevant, at nævnet får mulighed for at efterprøve kommunens afgørelse.

Nævnet kan derfor foretage en retlig efterprøvelse af en kommunens afgørelse. I denne vurdering skal bl.a. indgå om der er blevet foretaget et individuelt skøn, og om der er taget uvedkommende hensyn, om de kriterier, der er blevet anvendt er lovlige, og alle relevante kriterier er inddraget, således at borgeren får det rigtige tilbud. I en sådan vurdering kan også indgå en vurdering af, om det rigtige tilbud er et døgn- eller et dagtilbud.

Nævnet har således kompetence til at træffe afgørelse om bevilling af misbrugsbehandling som døgntilbud, selv om kommunen har bevilget behandlingen som dagtilbud.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der er frit valg mellem dag- og døgntilbud efter servicelovens § 101, stk. 4, er det Ankestyrelsens vurdering, at det ikke har været hensigten med reglerne at give borgeren frit valg mellem et døgn- eller dagbehandlingstilbud. Borgerens frie valg med de begrænsninger der er opstillet i servicelovens § 101, stk. 4, omfatter alene et valg mellem at blive behandlet i et andet offentligt behandlingstilbud eller et privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter.

Med henvisning til Ankestyrelsens antagelsestema, skal vi bemærke, at vi ikke har taget konkret stilling til, hvorvidt nævnet i den konkrete sag med bindende virkning for kommunen kunne pege på PP som behandlingssted.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 25. juni 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 15. juli 2010 og yderligere bemærkninger af 25. august 2010

• Nævnets genvurdering

Kommunen gav den 30. oktober 2009 afslag på misbrugsbehandling som døgnbehandling.

Afgørelsen blev truffet efter servicelovens § 107, jf. § 101.

Der meddeltes afslag på 4-6 ugers afgiftning påX og efterfølgende 4-6 måneders behandlingsforløb på PP, da der med baggrund i tidligere forløb samme sted ikke sås at have været effekt. Samtidig sås det aktuelt, at nedtrapning i ambulant regi havde vist god effekt.

Herudover blev der truffet afgørelse om fremtidigt forløb:

At misbrugskonsulenten i samarbejde med Jobcentret arbejdede for et sammenhængende tilbud/forløb i forhold til beskæftigelse.

At misbrugskonsulenten sikrede, at NN blev skrevet op til bolig i kommunen via den boligsociale venteliste.

At misbrugskonsulenten skulle gå i dialog med KABS om, at de fortsat understøttede nedtrapning samt opfordrede til, at NN blev afklaret for ADHD.

NN klagede til nævnet med ønske om døgnbehandling på PP.

Nævnet traf den 25. juni 2010 afgørelse om, at NN havde ret til 4-6 ugers afgiftning påX og efterfølgende 4-6 måneder behandlingsforløb på PP, jf. servicelovens § 101, jf. § 107.

Begrundelsen var, at det fremgår af både af NN udtalelser i sagen, og hans gode resultet med nedtrapning i den ambulante behandling op til ansøgningen om døgnbehandling, at han var meget motiveret for at blive stoffri.

Begrundelsen var endvidere, at det fremgik af udtalelserne i sagen, herunder nævnets lægefaglige konsulent, at det vurderedes svært at opnå stoffrihed uden døgnbehandling.

Yderligere referat af nævnets begrundelse er udeladt.

I kommunens anke redegøres der for, hvorfor kommunen ikke er enig i afgørelsen om døgnophold.

Det er kommunens vurdering, at nævnet har tilsidesat kommunens skøn i forhold til valg af behandlingsmulighed. Herunder var det generelt set ikke dokumenteret, at døgnbehandling havde en større effekt end ambulant behandling.

Endeligt var kommunen ikke enig i, at nævnet påpegede et konkret behandlingssted, idet kommunen ikke havde erfaring for at det nødvendigvis var det bedste tilbud, herunder havde det ikke tidligere hjulpet NN. Kommunen mente således ikke, at nævnet kunne fratage kommunen retten til at pege på et andet døgntilbud.

Ved genvurdering fastholdt nævnet den trufne afgørelse med henvisning til den afgørelse, som var anført i nævnets afgørelse.

Ved brev af 31. august 2010 henviser nævnet, til det af kommunen anførte om, at nævnet ikke kan fratage kommunen retten til at pege på et andet døgntilbud, til servicelovens § 101, stk. 4, om frit valg, samt til at nævnet havde peget på det døgnbehandlingstilbud, som NN havde ønsket.

Ved brev af 20. september 2010 bemærker nævnet, at hvis nævnet ikke skulle kunne have kompetence til at ændre kommunens afgørelse om bevilling af dagtilbud, når der var søgt om døgntilbud, så ville det betyde, at der ikke var reel klageadgang for dette område. Nævnet bemærkede videre, at der ved nævnets afgørelse ikke er tale om, at nævnet mente, at der var frit valg mellem dag- og døgntilbud.

Nævnet havde ved afgørelsen bestemt, at NN havde ret til et døgntilbud, og derfor havde han som udgangspunkt frit valg mellem døgntilbud af tilsvarende karakter efter servicelovens § 101, stk. 4.