Ankestyrelsens principafgørelse 123-11

Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 85 af 7. februar 2011 - § 27, stk. 1

Note:

Principafgørelsen afløser 143-10, som ophæves.

Afgørelse i sagen om sygedagpenge vedrørende NN

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om udsættelse af afgørelsen om forlængelse af sygedagpengeperioden i cirka 8 uger for at afvente oplysninger fra psykiater.

Resultatet er

• Afgørelsen om forlængelse af sygedagpenge kunne ikke udsættes til efter den 27. oktober 2009 hvor NN havde en tid hos psykiater, da varighedsbegrænsningen indtrådte den 31. august 2009.

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen X.

Der var ikke enighed om afgørelsen. to mødedeltagere mente, at afgørelsen om forlængelse kunne udsættes i de cirka 8 uger. Begrundelsen for dette var, at det var kommunens lægekonsulent, der havde henvist NN til psykiatrisk udredning, og NN var derfor uforskyldt i, at oplysningerne ikke var tilvejebragt inden varighedsbegrænsningens indtræden. Derudover lagde de to mødedeltagere vægt på, at forlængelse på ulovbestemt grundlag er udtryk for et skøn, og at det derfor kan være lige så rigtigt at forlænge i 8 uger som i 4 uger.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder ikke, at kommunen burde have udsat afgørelsen om forlængelse af NNs sygedagpenge med henblik på at afvente udtalelse fra psykiater.

Der er lagt vægt på, at udsættelse af afgørelse om forlængelse af sygedagpenge i otte uger efter Beskæftigelsesudvalgets vurdering ikke kan anses for et kortere tidsrum.

Der er herunder lagt vægt på, at udgangspunktet er, at kommunen vedvarende skal foretage opfølgning og ved varighedsbegrænsningens indtræden skal tage stilling til, om sygedagpengene kan forlænges. Den administrative praksis, hvorefter en sag kan udsættes i et kortere tidsrum, ca. 1 måned er en undtagelse.

Beskæftigelsesudvalget finder, at lang ventetid på en psykiatrisk udtalelse ikke kan begrunde en udvidelse af praksis for, hvornår der foreligger et kortere tidsrum.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har lagt til grund, at varighedsbegrænsningen indtrådte den 31. august 2009.

Det er endvidere lagt til grund, at NN var henvist til psykiatrisk udredning den 27. oktober 2009, og at hun blev henvist i januar 2009 på foranledning af kommunens lægekonsulent. Det fremgår endvidere, at der var meget lang ventetid hos psykiateren.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 27. november 2009

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 21. december 2009

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering.

Ved afgørelse af 31. august 2009 meddelte kommunen NN, at hendes sygedagpenge ophørte den 31. august 2009, idet det vurderedes, at der ikke var nogen forlængelsesmuligheder jf. lov om sygedagpenge § 27, stk. 1 nr. 1-7.

NN var i partshøringsbrev af 25. august 2009 varslet om det forestående dagpengeophør og var blevet bedt om eventuelle bemærkninger hertil. Af bemærkningerne fra NNs fagforening fremgik det bl.a. at hun skulle til udredning hos psykiater den 27. oktober 2009.

Nævnet ændrede herefter kommunens afgørelse og traf den 27. november 2009 afgørelse om, at kommunen skulle have haft udsat afgørelsen om forlængelse indtil der forelå oplysninger fra psykiater. Ansøger havde ikke ret til sygedagpenge efter det daværende foreliggende grundlag.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen blev det anført, at der efter kommunens opfattelse, hverken i sygedagpengeloven eller i Ankestyrelsens praksis er hjemmel til ved varighedsbegrænsningens ophør at udsætte afgørelsen om forlængelse af sygedagpenge i otte uger. Det blev endvidere anført, at det er nærliggende at antage, at en afgørelse om udsættelse af sygedagpenge alene knytter sig til § 27, stk. 1. , nr. 3.

Kommunens bemærkninger er indgået i vurderingen af sagen. Med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt en afgørelse om udsættelse af sygedagpenge alene knytter sig til § 27 stk. 1, nr. 3 skal vi henvise til principafgørelse 158-09 hvor sagen blev udsat men henblik på udsættelse efter § 27, stk. 1 nr. 2. Der er således indirekte taget stilling til, at muligheden for udsættelse ikke alene knytter sig til § 27, stk. 1 nr. 3.