Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da det sociale nævn traf afgørelse i sagen
• Det sociale nævns afgørelse af 17. december 2009
• Klagen til Ankestyrelsen af 7. januar 2010
• Nævnets genvurdering af 22. januar og 17. februar 2010
Det fremgår af sagen, at A Kommune i august 2008 fremsendte et refusionskrav til B Kommune vedrørende NN.
Ved brev af 29. januar 2009 uddybede A Kommune refusionskravet.
Det anførtes, at ved kommunesammenlægningen i 2007 overtog B Kommune C Kommunes status som opholdskommune og betalingskommune.
Det fremgik af det Centrale Personregister, at NN i perioden 27. november 1994 til 25. september 1998 havde været tilmeldt B Kommune og fra 25. september 1998 til sin død 10. oktober 2007 havde været tilmeldt A Kommune.
Det fremgår af sagen, at NN var stof/og spiritusmisbruger og havde store angstproblemer. Han modtog førtidspension.
Af oplysningerne fra A Kommune fremgår, at efter aftale med NN drøftede sagsbehandleren i C Kommune (nu B Kommune) i oktober 1997 hans situation med P. NN indvilgede i at indlede et samarbejde. P mente imidlertid ikke, at NN hørte til målgruppen, hvorfor etableringen af kontakten trak ud.
NN blev i december 1997 indlagt på Q sygehus i meget miserabel tilstand og kontaktpersonen på P gik ind med kontakt til NN og i april oprettedes en samarbejdskontrakt.
Af samarbejdsaftalen mellem C Kommune og P vedrørende NN fra april 1998 fremgik, at i P’s regi var en bestemt person kontaktperson i samarbejdet med C Kommune omkring NN.
Sagsbehandleren i pensionskontoret i C Kommune, var ansvarlig for rådgivning og vejledning omkring NN’s økonomi og overordnede sociale rettigheder.
Det var NN’s ønske at flytte ind på P, da han på grund af social armod, angst og misbrugsproblemer ikke formåede at bo alene og ej heller i andre former for institutioner.
Det aftaltes, at NN flyttede ind, når der blev en ledig plads. Indtil da var han dagbruger foreløbig to dage om ugen tirsdag og fredag. C Kommune afholdt udgifterne vedrørende kørsel fra bopæl og til P.
Det fremgår af bemærkninger fra P i oktober 1999, at NN nu havde haft tilknytning til P siden januar 1998. Årsagen til at P blev aktuel var, at NN på daværende tidspunkt boede i egen bolig og end ikke var i stand til at stå op af sin seng på grund af alvorlige fysiske gener på grund af alkohol og angst. Omgivelserne/naboerne fratog ham hans pension, og da P kom ind i billedet, var han af egen læge opgivet, forstået sådan, at hans fysiske tilstand var meget kritisk. NN blev indlagt på P’s anmodning på somatisk afdeling. Efter udskrivelse boede han en kort periode hos familie med tilbud om at komme som dagbruger et par gange om ugen på P. Der bevilgedes taxa, da han ikke selv var i stand til at fremskaffe transportudgifter, ej heller var i stand til at rejse alene på grund af angst.
Der lejedes et værelse i byen (A Kommune) til NN med hjemmestøtte koblet på fra P. På trods af dette, sattes NN ud af boligen på grund af lugtgener, og så sig ikke i stand til at bo alene. Han boede nu i en beboelsesvogn på P, og havde boet der fast i et halvt år.
Af B Kommunes oplysninger fremgår, at NN boede på det lejede værelse i B Kommune fra 25. september 1998 indtil 1. februar 1999, og at han den 1. februar 1999 havde ophold på P’s forsorgshjem (nu § 110 i serviceloven). P havde på daværende tidspunkt adresse 1 i A Kommune, og han havde fortsat ophold her, da P i august 2001 flyttede til nye bygninger på adressen 2 i A Kommune. Pr. 1. marts 2006 fik NN ophold på P’s § 108-institution.
Ved afgørelse af 4. marts 2009 meddelte B Kommune afslag på A Kommunes anmodning om refusion af udgiften til opholdsbetalingen til P og udgifter til hjælpemidler.
Af de akter B Kommune var i besiddelse af fremgik ikke, at C Kommune havde medvirket til, at NN flyttede til adressen 3 i A Kommune. Det var endvidere B Kommunes opfattelse, at en kommunes medvirken til at en person flyttede sin faste bopæl i en kommune til en anden kommune ikke medførte ret til refusion. Det var således også en betingelse, at personen fik ophold i en af de boformer eller institutioner, som var anført i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 1-6. A Kommune havde ikke dokumenteret, at det var tilfældet i nærværende sag. De akter, B Kommune var i besiddelse af, viste ikke, at der var ydet hjælp til NN under hans ophold på adressen 3 i A Kommune, i perioden 25. september 1998 – 1. februar 1999, som gjorde, at der skulle ydes refusion i henhold til retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 5. A Kommune var således handle- og betalingskommune, da NN den 1. februar 1999 flyttede i egen bolig i A Kommune.
Endvidere anførte B Kommune, at A Kommune havde fremsat urigtige oplysninger (at C Kommune anbragte NN på P i A Kommune, pr. 8. september 2000), og at det var denne urigtige oplysning, som gjorde, at C Kommune gav refusionstilsagn i afgørelse af 28. juni 2006.
A Kommune klagede over afgørelsen.
I klagen anførtes bl.a., at der var A Kommunes opfattelse, at den omstændighed, at det var A Kommune, der havde indsendt ansøgningen vedrørende opholdet til daværende T Amt, ikke bevirkede, at A Kommune kunne siges at have medvirket til opholdet på P. A Kommune har alene indsendt ansøgningen som handlekommune, jf. retssikkerhedslovens § 9.
Det sociale nævn stadfæstede B Kommunes afgørelse.
Det betød, at A Kommune på det foreliggende grundlag ikke var berettiget til refusion for NN.
Nævnet vurderede, at A Kommune fra den 25. september 1998 var opholds- og handlekommune for NN, som havde egen bopæl i A Kommune i perioden 25. september 1998 til 31. januar 1999, jf. retssikkerhedslovens § 9.
Nævnet vurderede endvidere, at der på det foreliggende grundlag ikke sås at være iværksat foranstaltninger i ovennævnte periode, som gjorde, at opholdet i eget hjem kunne sidestilles med en boform efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 5.
Nævnet lagde vægt på, at NN i perioden, hvor han havde egen bopæl i A Kommune, havde taget varigt ophold i A Kommune.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at NN i perioden i egen bolig modtog støtte i et omfang, der gjorde, at opholdet kunne sidestilles med en boform.
Det fremgik af sagens oplysninger, at NN i perioden i egen bolig dagligt kom på P for at få en snak med personalet og for at spise. Endvidere fremgik det, at han slog græsset for P, og at han var tilknyttet en kontaktperson samt fik hjemmestøtte.
Der forelå ikke oplysninger om hjemmestøttens omfang.
Endelig fremgik det, at C Kommune (nu B Kommune) hjalp NN med indskud mv. i forbindelse med hans lejemål i A Kommune.
Den omstændighed, at en tidligere opholdskommune ydede økonomisk hjælp i forbindelse med flytning til en anden kommune, kunne ikke anses for medvirken.
Der forelå således ikke oplysninger om, at hjælpen, som NN modtog i perioden 25. september 1998 til 31. januar 1999, kunne berettige A Kommune til at modtage refusion fra B Kommune.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at der efter A Kommunes opfattelse var tilstrækkeligt til, at statuere medvirken i et sådant omfang, at denne kommune betragtedes som betalingskommune. Endvidere anførtes det, at NN havde haft den væsentligste tilknytning til den tidligere C Kommune, ligesom det var A Kommunes vurdering, at NN efter sin flytning til A Kommune samlet set havde modtaget hjælp i et omfang og af en sådan karakter, at dette berettigede til refusion.
Nævnet fastholdt ved genvurderingen afgørelsen. Det anførtes, det forhold, at B Kommune havde indgået et samarbejde med en på tidspunktet amtsligt drevet institution i A Kommune, ikke i sig selv bevirkede refusionspligt for B Kommune.
