Ankestyrelsens principafgørelse 134-11

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 35 og § 37

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag, som vi har antaget for at afklare omfanget af kommunens vejledningspligt om konsekvenserne af at udeblive fra en aftalt jobsamtale i Jobcenteret, når aftalen flyttes på anmodning fra borgeren.

Resultatet er

• Kommunens vejledning til mødet den 9. juli 2010 var tilstrækkelig til at opfylde betingelserne i § 35, stk. 1.

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

• Vi hjemviser spørgsmålet om, hvorvidt NN havde en rimelig grund til udeblivelsen den 9. juli 2010.

Det betyder, at Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY skal træffe en ny afgørelse om NN havde en rimelig grund til udeblivelsen fra samtalen den 9. juli 2010.

Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY vil kontakte dig.

En mødedeltager var ikke enig i afgørelsen. Mødedeltageren mente, at der ikke var grund til at hjemvise spørgsmålet om rimelig grund til udeblivelsen i denne konkrete situation.

Vejledningen i brev af 28. juni 2010

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at kommunen i brev af 28. juni 2010 informerede NN tilstrækkeligt om konsekvensen af udeblivelse fra jobsamtalen, og om hvilke skridt hun skulle tage for igen at blive berettiget til hjælp.

Det er efter § 35, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik en betingelse for at foretage fradrag i hjælpen efter § 37, at kommunen skriftligt har informeret tilstrækkeligt om konsekvensen af udeblivelse fra samtalen, og om hvilke skridt borgeren skal tage for igen at blive berettiget til hjælp. Vejledningspligten er således en garantiforskrift.

Kommunen har ved brev af 28. juni 2010 indkaldt til møde den 8. juli 2010. Der er i brevet vejledt med følgende ordlyd:

”Såfremt du udebliver fra samtalen uden afbud, vil du ikke kunne modtage kontanthjælp fra udeblivelsesdagen, og indtil du igen retter henvendelse på ny. ”

Vi har lagt vægt på, at det fremgår, at NN ikke vil kunne modtage kontanthjælp fra udeblivelsesdagen, og indtil hun igen retter henvendelse.

Vi bemærker, at kommunen efter reglerne skal foretage fradrag i hjælpen, hvis borgeren udebliver fra samtale ”uden rimelig grund”.

”Uden afbud” kan ikke umiddelbart anses for at omfatte ”uden rimelig grund”.

Da ”uden rimelig grund” relaterer sig til arten af udeblivelse og ikke konsekvensen af udeblivelsen, og da den væsentligste del af konsekvensen af en udeblivelse fremgår klart af den øvrige tekst, finder vi efter en konkret vurdering, at vejledningen er tilstrækkelig til at opfylde betingelserne i § 35, stk. 1.

Vejledningen anses for at gælde for mødet den 9. juli 2010

Beskæftigelsesudvalget finder, at betingelserne for mødet den 8. juli 2010 efter omstændighederne må anses for også at gælde for mødet den 9. juli 2010.

Vi har lagt vægt på, at det blev aftalt at ændre mødetidspunktet fra den 8. juli 2010 kl. 11.00 til den 9. juli 2010 kl. 12.00, og at der ikke foreligger oplysninger om, at der skulle være aftalt andre ændringer end mødetidspunktet.

Vi har også lagt vægt på, at

• ændringen skyldes NNs forhold,

• ændringen kommer i stand dagen inden det oprindeligt aftalte møde, og

• det nye mødetidspunkt ligger kort tid efter samtalen om ændring af tidspunktet.

Da vejledningen ved indkaldelsen til mødet den 8. juli 2010 på denne baggrund må anses for at gælde for mødet den 9. juli 2010, har kommunen vejledt tilstrækkeligt om konsekvensen af udeblivelsen.

Hjemvisning af vurdering af udeblivelsesgrund

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviser spørgsmålet om, hvorvidt NN udeblev uden rimelig grund fra jobsamtalen den 9. juli 2010.

Vi har lagt vægt på, at Beskæftigelsesankenævnet har truffet afgørelse om, at kommunen ikke kunne foretage fradrag i NNs hjælp, fordi kommunen ikke havde vejledt tilstrækkeligt om konsekvensen af udeblivelse.

Nævnet ses således ikke at have foretaget en selvstændig vurdering af grunden til NNs udeblivelse.

Det fremgår af sagen, at NN ikke svarede på kommunens partshøring, inden udløb af fristen, men at hun efterfølgende har oplyst, at hun udeblev på grund af psykiske problemer/angst.

Vi har ikke ud fra de foreliggende oplysninger i sagen tilstrækkeligt grundlag for at vurdere NNs forklaring.

En mødedeltager var ikke enig i afgørelsen. Mødedeltageren mente, at der ikke var grund til at hjemvise spørgsmålet om rimelig grund til udeblivelsen i denne konkrete situation. NN havde fået så tilstrækkelig vejledning om mødet, at hun ikke kunne have nogen grund til ikke at reagere på indkaldelsen.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 20. december 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 23. december 2010

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Kommunen traf afgørelse om, at der skulle foretages fradrag i hjælpen i perioden fra den 9. juli 2010 til den 4. august 2010.

Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse om, at ændre kommunens afgørelse.

Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at kommunen ikke skriftligt havde vejledt om konsekvensen af udeblivelse eller om hvad NN skulle gøre for at få udbetalt kontanthjælp igen.

Jobcenter A har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at vejledningen ifm. indkaldelsen til mødet den 8. juli 2010 må kunne gælde for samtalen den 9. juli 2010 i dette tilfælde.

Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurdering bemærket, at nævnet ville have truffet en anden afgørelse, hvis sagen havde været forelagt nævnet, idet den ændrede mødedato var på klagers foranledning, mødet blev fastsat til 2 dage senere. Kommunen kunne vanskeligt nå at sende et nyt brev med mødeindkaldelse og vejledning.