Vejledningen i brev af 28. juni 2010
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at kommunen i brev af 28. juni 2010 informerede NN tilstrækkeligt om konsekvensen af udeblivelse fra jobsamtalen, og om hvilke skridt hun skulle tage for igen at blive berettiget til hjælp.
Det er efter § 35, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik en betingelse for at foretage fradrag i hjælpen efter § 37, at kommunen skriftligt har informeret tilstrækkeligt om konsekvensen af udeblivelse fra samtalen, og om hvilke skridt borgeren skal tage for igen at blive berettiget til hjælp. Vejledningspligten er således en garantiforskrift.
Kommunen har ved brev af 28. juni 2010 indkaldt til møde den 8. juli 2010. Der er i brevet vejledt med følgende ordlyd:
”Såfremt du udebliver fra samtalen uden afbud, vil du ikke kunne modtage kontanthjælp fra udeblivelsesdagen, og indtil du igen retter henvendelse på ny. ”
Vi har lagt vægt på, at det fremgår, at NN ikke vil kunne modtage kontanthjælp fra udeblivelsesdagen, og indtil hun igen retter henvendelse.
Vi bemærker, at kommunen efter reglerne skal foretage fradrag i hjælpen, hvis borgeren udebliver fra samtale ”uden rimelig grund”.
”Uden afbud” kan ikke umiddelbart anses for at omfatte ”uden rimelig grund”.
Da ”uden rimelig grund” relaterer sig til arten af udeblivelse og ikke konsekvensen af udeblivelsen, og da den væsentligste del af konsekvensen af en udeblivelse fremgår klart af den øvrige tekst, finder vi efter en konkret vurdering, at vejledningen er tilstrækkelig til at opfylde betingelserne i § 35, stk. 1.
Vejledningen anses for at gælde for mødet den 9. juli 2010
Beskæftigelsesudvalget finder, at betingelserne for mødet den 8. juli 2010 efter omstændighederne må anses for også at gælde for mødet den 9. juli 2010.
Vi har lagt vægt på, at det blev aftalt at ændre mødetidspunktet fra den 8. juli 2010 kl. 11.00 til den 9. juli 2010 kl. 12.00, og at der ikke foreligger oplysninger om, at der skulle være aftalt andre ændringer end mødetidspunktet.
Vi har også lagt vægt på, at
• ændringen skyldes NNs forhold,
• ændringen kommer i stand dagen inden det oprindeligt aftalte møde, og
• det nye mødetidspunkt ligger kort tid efter samtalen om ændring af tidspunktet.
Da vejledningen ved indkaldelsen til mødet den 8. juli 2010 på denne baggrund må anses for at gælde for mødet den 9. juli 2010, har kommunen vejledt tilstrækkeligt om konsekvensen af udeblivelsen.
Hjemvisning af vurdering af udeblivelsesgrund
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviser spørgsmålet om, hvorvidt NN udeblev uden rimelig grund fra jobsamtalen den 9. juli 2010.
Vi har lagt vægt på, at Beskæftigelsesankenævnet har truffet afgørelse om, at kommunen ikke kunne foretage fradrag i NNs hjælp, fordi kommunen ikke havde vejledt tilstrækkeligt om konsekvensen af udeblivelse.
Nævnet ses således ikke at have foretaget en selvstændig vurdering af grunden til NNs udeblivelse.
Det fremgår af sagen, at NN ikke svarede på kommunens partshøring, inden udløb af fristen, men at hun efterfølgende har oplyst, at hun udeblev på grund af psykiske problemer/angst.
Vi har ikke ud fra de foreliggende oplysninger i sagen tilstrækkeligt grundlag for at vurdere NNs forklaring.
En mødedeltager var ikke enig i afgørelsen. Mødedeltageren mente, at der ikke var grund til at hjemvise spørgsmålet om rimelig grund til udeblivelsen i denne konkrete situation. NN havde fået så tilstrækkelig vejledning om mødet, at hun ikke kunne have nogen grund til ikke at reagere på indkaldelsen.