Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 19. november 2010
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 10. december 2010
• Nævnets genvurdering
Det fremgår af kommunens afgørelse af 8. september 2010, at kommunen nu havde truffet ny afgørelse overfor NNs arbejdsgiver i sagen om udbetaling af sygedagpenge til tidligere ansat NN. Tidligere afgørelse var hjemvist af beskæftigelsesankenævnet til fornyet afgørelse, da den var truffet af anden aktør og derfor var ugyldig.
Ifølge kommunens notater ringede NN den 25. marts 2009, idet hun var indkaldt til samtale. Hun mente ikke umiddelbart, at hun havde brug for samtalen, idet hun havde sagt sit job op med fratrædelse 1. maj 2009. Hun skulle til jobsamtale den 26. marts med evt. opstart 1. maj 2009.
Egen læge støttede fortsat sygemelding i aktuelle job, og NN var i jævnlig dialog med lægen.
NN fik den 31. marts 2009 skriftlig meddelelse om ophør at sygedagpenge med virkning fra den 30. april 2009.
Ved den nye afgørelse af 8. september 2010 fandt kommunen fortsat, at refusionen til NNs arbejdsgiver skulle ophøre med sidste udbetalingsdag den 30. april 2009.
Kommunens begrundelse var, at det fremgik af journalen, at NN havde drøftet sagen med sin læge og efterfølgende taget kontakt til sagsbehandleren hos anden aktør for at meddele denne, at hun ønskede at raskmelde sig med sidste sygedag 30. april 2009. Hun mente efter samråd med lægen, at hun ikke var uarbejdsdygtig i ethvert erhverv.
Kommunen henviste til dagpengelovens § 54, hvorefter en arbejdsgivers ret til refusion af udbetalt løn under en ansat lønmodtagers sygdom, er en afledet ret fra lønmodtagerens ret til sygedagpenge. Arbejdsgiverens ret til sygedagpengerefusion var således afhængig af, at lønmodtageren havde ret til dagpenge, selv om medarbejderen undlod at gå i arbejde igen.
NNs arbejdsgiver klagede over afgørelsen, da den havde samme karakter som den tidligere.
NNs arbejdsgiver gjorde gældende, at NN på intet tidspunkt havde oplyst årsag til sygefravær (og det var hun heller ikke pligtig til) og at det på intet tidspunkt havde været meddelt eller oplyst, at hendes fravær skyldtes forhold på arbejdsstedet.
Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse vedrørende stop af udbetaling af sygedagpengerefusion. Det betød, at NNs arbejdsgiver var berettiget til sygedagpengerefusion, så længe han betalte løn til NN.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet vurderede, at medarbejderen ville have været berettiget til sygedagpenge indtil den 11. september 2010, da kommunen tidligst kunne stoppe udbetalingen af sygedagpenge dagen efter, at medarbejderen havde modtaget kommunens afgørelse.
A Kommune klagede over afgørelsen.
Kommunen pointerede, at kommunen ikke havde truffet afgørelse om, at NN ikke var berettiget til sygedagpenge, men at NN selv oplyste sagsbehandleren, at hun ønskede at raskmelde sig, da hun efter samtale med sin praktiserende læge ikke mente sig syg bredt set. I øvrigt var der taget beslutning om, at arbejdsforholdet skulle ophøre. A Kommune havde sendt en bekræftelse på denne personlige samtale.
Nævnet fastholdt afgørelsen ved oversendelsen til Ankestyrelsen.
Nævnet lagde til grund, at NN havde sagt sit arbejde op med virkning fra den 30. april 2009, men at hun havde et opsigelsesvarsel på mindst en måned. Det ville sige, at hun først kunne fratræde sin stilling hos sin arbejdsgiver på standsningstidspunktet. Medarbejderen havde første sygedag den 2. februar 2009, og den brede vurdering ville først kunne foretages efter den 2. maj 2009.
Nævnet lagde vægt på, at kommunens afgørelse af 31. marts 2009 var ugyldig, da den var truffet af anden aktør, og at kommunen først kunne standse udbetalingen af sygedagpengene dagen efter, at NN havde modtaget kommunens afgørelse.
