Ankestyrelsens principafgørelse 162-11

Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 920 af 22. august 2011 - § 19 og § 68

Afgørelse i sagen vedrørende NN

A Kommune har klaget over afgørelse af 2. september 2010 fra Beskæftigelsesankenævnet om ovennævntes ret til sygedagpenge efter den 31. december 2009.

Ankestyrelsen har antaget sagen for at afklare, om der er tale om en ugyldig afgørelse, når en medarbejder, der er ansat som led i en partnerskabsaftale, træffer afgørelse om retten til sygedagpenge.

Resultatet er

• Afgørelse af 21. december 2009 truffet af en ansat ved vikarbureauet Z, må anses for at være truffet som led i opfyldelsen af vikarbureauets aftale med A Kommune om opgavevaretagelsen

• Z er at betragte som anden aktør i henhold til reglerne i lov om sygedagpenge. A Kommune har derfor ikke haft hjemmel til at delegere sin kompetence til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge til Z

Det betyder, at afgørelsen af 21. december 2009 er ugyldig.

Det betyder også, at kommunen skal træffe en ny afgørelse om retten til sygedagpenge efter den 31. december 2009.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er således kommet til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y, men med en ændret begrundelse.

To udvalgsmedlemmer var uenige i afgørelsen.

Det ene udvalgsmedlem fandt, at der ikke var sammenhæng i et sådant omfang mellem partnerskabsaftalen og vikaraftalen, at det kunne medføre, at afgørelsen var ugyldig. Medlemmet fandt endvidere ikke, at vikaraftalen var en anden aktør aftale.

Det andet udvalgsmedlem fandt, at der var tale om en ren vikaraftale, og fandt ikke, at det forhold, at opsigelse og forlængelse skulle ske efter aftale i Styregruppen, kunne medføre, at afgørelsen var ugyldig.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ved afgørelsen ikke taget stilling til evt. genudbetaling af sygedagpenge.

Delegation af kompetencen til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge til et privat firma kræver klar lovhjemmel. En sådan lovhjemmel findes ikke i sygedagpengeloven.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lægger til grund for afgørelsen,

at Z er en selvstændig juridisk enhed,

at A Kommune har indgået en vikaraftale med Z ,

at sagsbehandleren, der har truffet afgørelse om retten til sygedagpenge i denne sag, er ansat i Z, og

at A Kommune har indgået en partnerskabsaftale med X om varig reduktion af udgifterne til sygedagpenge.

Beskæftigelsesudvalget finder, at det er afgørende, om den indgåede vikaraftale mellem Z og A Kommune er en aftale om opgavevaretagelsen – eller blot en aftale om at levere vikarer, der skal udføre arbejdet ved at indgå i kommunens medarbejderstab på samme vilkår som andre ansatte.

Det fremgår af vikaraftalen, at sagsbehandlerne fra Z følger de arbejdsgange og politikker, der gælder for arbejdet i sygedagpengeafdelingen i jobcentret. De indgår i et team i jobcentret og følger aftalerne i teamet. Endvidere foregår arbejdet i Jobcenter A.

Beskæftigelsesudvalget finder desuagtet, at sagsbehandleren har udført udredning af sygedagpengesagen som led i vikarbureauets aftale med A Kommune om opgavevaretagelsen og iværksættes som en af indsatsområderne omfattet af X partnerskabsaftale med kommunens sygedagpengeafdeling, og at samme person har truffet afgørelse i sagen om retten til sygedagpenge.

Det fremgår af vikaraftalen, at ”Z udfører socialfaglig sagsbehandling inden for sygedagpengeområdet i A Kommune. I den socialfaglige sagsbehandling indgår lovpligtig opfølgning. Sagsbehandlingen indeholder ligeledes udarbejdelse af ressourceprofil, evt. afklaring i forhold til raskmeldinger, arbejdsprøvninger, fleksjob, revalidering og førtidspension”.

Vikaraftalen er indgået mellem A Kommune og Z, men aftalen er kædet sammen med partnerskabsaftalen mellem A Kommune og X, således at vikaraftalen ikke fremtræder som en entydig vikaraftale.

Det er således beskæftigelsesudvalgets vurdering, at vikaraftalen ikke kan stå alene som en entydig vikaraftale, idet rammerne for indsatsen delvis er reguleret i partnerskabsaftalen med bilag.

Vikaraftalen kan således alene opsiges eller forlænges ”efter aftale i Styregruppen for partnerskabet mellem A kommune og X”, hvilket kræver enstemmighed i Styregruppen.

Vikaraftalen indeholder endvidere ikke regler om forsikring, tavshedspligt og misligholdelse, medens partnerskabsaftalen indeholder bestemmelser herom.

Det fremgår af vikaraftalen, at Z løbende modtager sager fra den kommunale afdelingsleder, og at ”X” hver måned sender en ”opgørelse af antallet af sager, som Z har arbejdet med”.

Beskæftigelsesudvalget bemærker, at der af hensyn til borgernes retssikkerhed ikke må herske tvivl om, hvorvidt der foreligger ulovlig delegation til at træffe afgørelser om retten til sygedagpenge.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 2. september 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 24. september 2010

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

• Kommunens indlæg af 23. november + bilag og supplerende indlæg af 11. maj 2011 + bilag

• S forbunds bemærkninger af 14. juni 2011 i forbindelse med partshøring + bilag og kommunens bemærkninger hertil af 24. juni 2011

Ved A Kommunes brev af 21. december 2009 blev der truffet afgørelse om standsning af udbetaling af sygedagpenge til NN med sidste udbetalingsdag den 31. december 2009, da hun ikke opfyldte betingelserne for forlængelse af dagpengeperioden, jf. dagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.

S forbund klagede på vegne af NN over kommunens afgørelse.

I en uddybende begrundelse til klagen oplyste forbundet, at afgørelsen var truffet af en medarbejder ansat af X. Forbundet mente, at afgørelsen var ugyldig. X måtte betragtes som anden aktør.

Det var forbundets opfattelse, at X havde en ekstrem stor økonomisk interesse i, at sygedagpengesager afsluttedes så hurtigt som muligt og i hvert tilfælde efter 52 uger, hvor udgiften var ren kommunal. Dette var specielt foruroligende, når det samtidigt kunne ses, at ca. halvdelen af de borgere, der i perioden havde fået stoppet deres sygedagpenge, kom på kontanthjælp eller ingen forsørgelse.

A Kommune oplyste til nævnet, at der var indgået en partnerskabsaftale mellem A Kommune og X. Aftalen trådte i kraft den 1. september 2009. Formålet med partnerskabsaftalen var at styrke sygedagpengeopfølgningen for der igennem at sikre en varig nedbringelse af det langvarige sygefravær. Som en del af samarbejdet skulle X tilføre ressourcer og metoder til at supplere og forbedre indsatsen i A Kommunes Jobcenter.

A Kommune oplyste endvidere, at det fremgik af udbudsmaterialet, at det var en forudsætning for A Kommune, at kommunen under hele samarbejdet havde myndighedskompetencen og den faglige ledelsesret.

Endelig oplystes det, at den person, der havde truffet den afgørelse, som var påklaget til nævnet, på afgørelsestidspunktet var ansat i X, og at vedkommende som led i partnerskabsaftalen mellem A Kommune og X havde fungeret på vikarlignende vilkår i sygedagpengeafdelingen i A Kommune. De personer, der var ansat på vikarlignende vilkår, var som øvrige medarbejdere i sygedagpengeafdelingen forpligtet til at følge interne procedureregler mv.

Ved afgørelse af 2. september 2010 ophævede beskæftigelsesankenævnet A Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet vurdering og afgørelse i kommunen.

Det betød, at kommunens afgørelse ikke gjaldt, og at kommunen skulle behandle sagen på ny og vurdere, om der kunne ske forlængelse af sygedagpengeperioden efter den 31. december 2009. Afgørelsen betød ikke umiddelbart, at kommunen skulle genoptage udbetalingen af sygedagpenge til NN, da fortsat udbetaling af sygedagpenge i en forlængelsesperiode forudsatte, at der var et særligt grundlag herfor, men at kommunen på ny skulle vurdere, om sygedagpengeperioden burde have været forlænget efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.

Beskæftigelsesankenævnet begrundede afgørelsen med, at kommunens afgørelse om retten til sygedagpenge måtte anses for at være truffet af anden aktør.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde oplyst, at der var indgået en partnerskabsaftale mellem A Kommune og X, og at aftalen trådte i kraft den 1. september 2009.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen havde oplyst, at såvel partshøringsbrevet af 15. december 2009 som afgørelsen var underskrevet af en person, som var ansat i X.

Nævnet lagde endelig vægt på, at overdragelse af myndighedsopgaver til private virksomheder kræver klar lovhjemmel.

Det forhold, at partshøringsbrevet og afgørelsen var skrevet på kommunens brevpapir, og at vedkommende, som havde underskrevet brevene og som led i partnerskabsaftalen mellem A Kommune og X havde fungeret på vikarlignende vilkår i sygedagpengeafdelingen i A Kommune under ledelse og instruktion af ledelsen i Jobcentret, således at kommunen havde haft myndighedskompetencen og den faglige ledelsesret, medførte ikke en ændret vurdering af, at afgørelsen om stop af sygedagpenge måtte anses for at være truffet af anden aktør.

A Kommune klagede over beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at det var kommunens opfattelse, der ikke var delegeret kompetence vedrørende sygedagpengesager til X. Som led i partnerskabsaftalen var der ansat vikarer via X. X måtte derfor anses for et vikarbureau, hvor de pågældende vikarer løste opgaver for A Kommune. De pågældende vikarer var under direkte ledelse og instruktion af lederen af sygedagpengeafdelingen i A Kommune. Vikarerne indgik i opgaveløsningen på lige fod med de medarbejdere, der juridisk set var ansat af A Kommune – de deltog således i personalemøder, faglig sparring med ledelsen og i udvikling og optimering af arbejdsgange og arbejdsprocesser, ligesom de deltog i andre kompetenceudviklingstiltag sammen med de kommunalt ansatte medarbejdere. Vikarerne blev derfor instrueret i de krav til sagsbehandlingen, som kommunen stillede og de hensyn, der skulle lægges vægt på, når afgørelserne blev truffet.

Samlet set indgik vikarerne i kommunens medarbejderstab i sygedagpengeafdelingen på samme vilkår som de øvrige ansatte i sygepengeafdelingen.

Det bemærkedes særligt, at A Kommune under samarbejdet med X havde og bevarede myndighedskompetencen, instruktionsbeføjelsen og den faglige ledelsesret i sygedagpengeafdelingen – også i relation til de vikarer, der var ansat i sygedagpengeafdelingen via partnerskabsaftalen med X. Der henvistes til sygedagpengeafdelingens interne procedureregler, hvoraf fremgik, at alene den faglige koordinator, teamlederne eller afdelingschefen i sygedagpengeafdelingen havde kompetence til at tage stilling til, om sygedagpengeperioden kunne forlænges eller om dagpengeperioden skulle ophøre ved varighedsbegrænsningen på 52 uger. Afgørelsen i den konkrete sag var således foretaget under A Kommunes ledelsesret og ledelsestilsyn, ligesom det måtte stå klart for NN, at afgørelsen i sagen var truffet af A Kommune.

Beskæftigelsesankenævnet fastholdt afgørelsen ved oversendelsen til Ankestyrelsen.