Ankestyrelsens principafgørelse 171-12

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012 - § 100

Social- og Integrationsministeries bekendtgørelse nr. 648 af 25. juni 2012 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse - § 1

Afklaring af, om kravet om, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger, er opfyldt for en person, der modtager førtidspension.

Reglerne om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse findes i servicelovens § 100, stk. 1.

Det fremgår heraf, at der kan ydes dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.

I Social- og Integrationsministeriets bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, § 1, stk. 2 fremgår det, at der ved en varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Det fremgår af punkt 42 i vejledningen om særlig støtte til voksne, Socialministeriet den 15. februar 2011, at det ikke udtømmende kan angives, hvad der ligger i begrebet ”ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger”. Som eksempler er nævnt flexjob, handicapbil, handicapbetinget flytning, bevilling af hjælpemidler i sammenhæng med andre ydelser m.v.

Reglerne om betingelserne for tilkendelse af førtidspension findes i pensionslovens § 16.

Efter § 16 i Social- og Integrationsministeriets bekendtgørelse af lov om social pension nr. 783 af 9. juli 2012 er det en betingelse for at få tilkendt førtidspension, at nedsættelsen af arbejdsevnen er af et sådant omfang, at pågældende uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Det fremgår af punkt 8 i Socialministeriets Vejledning nr. 105 af 23. oktober 2002 om førtidspension, at førtidspension er en forsørgelsesydelse til personer, som ikke kan blive selvforsørgende som følge af en varig nedsættelse af arbejdsevnen.

3. Andre Principafgørelser

Følgende Principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

221-09: Ved vurderingen af, om betingelsen om ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger var opfyldt, blev der lagt vægt på, at det var uden betydning, om hjælpen blev ydet af det private netværk, eller om den blev ydet efter den sociale lovgivning.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om afklaring af, om kravet om, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger, er opfyldt for en person, der modtager førtidspension.

Resultatet er

• Førtidspension kan ikke anses for en ikke uvæsentlig hjælpeforanstaltning ved afgørelse om merudgiftsydelse.

Det betyder, at vi ændrer nævnets afgørelse vedrørende vurdering af hjælpeforanstaltninger.

Kommunen skal vurdere om NN er omfattet af personkredsen og berettiget til merudgifter.

Vi bemærker, at antagelsen ikke omfatter spørgsmålet om ophør med medicin i forhold til den personkreds, der har ret til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.

Der var enighed på mødet.

Vi har vurderet, at tilkendelse af førtidspension ikke i sig selv kan anses for en ikke uvæsentlig hjælpeforanstaltning, når der træffes afgørelse om merudgiftsydelse.

Førtidspension er en forsørgelsesydelse til personer, som ikke kan blive selvforsørgende som følge af en varig nedsættelse af arbejdsevnen.

De helbredsmæssige oplysninger, der ligger til grund for en afgørelse om førtidspension, skal inddrages i vurderingen af, om en person tilhører den personkreds, der har ret til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.

Ved den samlede vurdering af funktionsnedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse vil således blandt andet indgå den pågældendes aktivitetsniveau, boligforhold, erhvervsforhold, helbredsforhold og personlige forhold, herunder om den pågældende er forælder.

Med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger

Vi har ikke taget stilling til den del af afgørelsen fra nævnet, der vedrører nedsættelsen af funktionsevnen ved ophør af den medicinske behandling.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 2. august 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 30. august 2011 med uddybende bemærkninger af 12. september 2011

• Nævnets genvurdering

A Kommune traf den 2. december 2010 afgørelse om, at NN ikke havde ret til merudgifter efter servicelovens 100, da hun ikke var omfattet af personkredsen.

Kommunen vurderede, at NN havde en varigt nedsat psykisk funktionsevne, at denne funktionsnedsættelse gav nogle begrænsninger i hverdagen, men kunne ikke karakteriseres som at have en indgribende karakter i den daglige tilværelse. Den nedsatte funktionsevne var ikke af en sådan karakter, at der ofte måtte sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Det blev ikke vurderet, at lidelsen uden relevant behandling ville blive akut livstruende, men at der ved medicinophør ville være en risiko for gennembrud af psykotisk symptomer, og at dette kunne føre til en væsentlig funktionsnedsættelse.

De iværksatte hjælpeforanstaltninger bestod i, at NN var tilkendt førtidspension.

Kommunen henviste til Ankestyrelsens principafgørelse C-39-08 og 56-09.

Nævnet ændrede den 3. august 2011 kommunens afgørelse. Nævnet hjemviste samtidigt sagen til beregning af størrelsen af eventuelle merudgifter.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at NN tilhørte personkredsen, da hun havde en varigt nedsat funktionsevne, som var indgribende i dagligdagen, og som medførte, at der ofte måtte sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Nævnet anførte, at vurderingen af om en person var omfattet af personkredsen, der havde ret til merudgifter, skulle foretages uafhængigt af den løbende behandling for personens lidelse.

Der blev lagt vægt på, at lidelsen uden relevant behandling ville blive akut livstruende eller betyde en umiddelbar risiko for væsentlig og varig nedsat funktionsevne.

NN led at en skizoid personlighedsforstyrrelse med markante træk af paranoid personlighedsforstyrrelse.

NN Havde svært ved at fungere i sociale sammenhænge – både privat og arbejdsmæssigt. Tilstanden var forværret og blev beskrevet som varig.

NN var ifølge statusattest af 1. november 2010 i intensiv behandling med antipsykotiske, antidepressive, og beroligende midler samt sovemedicin. Det fremgik videre, at umiddelbart ophør med disse præparater ville have en ganske drastisk effekt med risiko for gennembrud af psykotiske symptomer og føre til en væsentlig funktionsnedsættelse.

Efter en konkret vurdering fandt nævnet, at behandlingen med medicin var at betragte som værende ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger, når der i vurderingen indgik det oplyste i speciallægeerklæringen af 31. maj 2007. Det syntes udelukket, at NN kunne fungerer på arbejdsmarkedet, selv på nedsat tid. Hun var på baggrund heraf bevilget førtidspension i 2007.

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen ikke fandt, at der efter en helhedsvurdering i den konkrete sag var påvist, at der ofte måtte sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger, hvor eneste foranstaltning udover medicin var førtidspension.

Det fremgik ikke af statusattester eller lignende, at pågældende ville være i akut livstruet ved ophør af medicinsk behandling.