Ankestyrelsens principafgørelse 114-12

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 100

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 764 af 24. juni 2010 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse - § 1

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NN´s sag om afklaring af, om en person med OCD er omfattet af personkredsen for dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.

Resultatet er

• NN er ikke omfattet af den personkreds, der kan få dækket nødvendige udgifter ved den daglige livsførelse

Det betyder, at kommunen ikke skal behandle NNs ansøgning om dækning af udgifter til øget anvendelse af vand, el, tøj, rengørings- og plejeartikler.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Det er en betingelse for at få dækket nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at man er omfattet af den personkreds, der kan få dækket disse udgifter.

Ankestyrelsen finder ikke, at NN er omfattet af den personkreds, der kan få dækket nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.

Det er en betingelse for at få dækket nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at den fysiske eller psykiske funktionsevne er varigt nedsat.

Konsekvenserne af lidelsen skal være af indgribende karakter i den daglige tilværelse og medføre, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

NN opfylder ikke betingelsen, fordi lidelsen OCD – Obssesiv Kompulsiv Disorder, en tvangspræget tilstand ikke kan anses for at være en varig lidelse. Der er behandlingsmuligheder i form af adfærdsterapi og medicinsk behandling.

Vi har desuden lagt vægt på, at den oplevede nedsættelse af funktionsevnen skyldes, at tid og opmærksomhed bliver brugt på tvangstanker og tvangshandlinger.

Vi har lagt til grund, at NN gennem mange år har haft en OCD adfærd med tvangshandlinger ved vaske og renlighedsritualer.

NN har ikke været i behandling siden 2008, hvor hun blev afsluttet fra psykiater.

Vi er opmærksom på, at egen læge i november 2011 har udtalt, at lidelsen var varig og at behandlingsmulighederne var udtømte.

Vi er ikke enig i denne vurdering, uanset at lidelsen har været langvarig.

Vi har samtidig lagt vægt på, at der ikke er sat ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger. Med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger forstås bl.a. flexjob, handicapbil, handicapbetinget flytning og bevilling af hjælpemidler.

Vi bemærker endvidere, at flytningen i 2009 ikke var en handicapbetinget flytning men en flytning begrundet i, at opholdet på familiepensionen alene var en midlertidig løsning.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på oplysningerne om NN fra læge X den 22. november 2011 og 29. juli 2010 samt oplysningerne fra Århus Universitetshospital Risskov af 11. januar og 20. juni 2007.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 26. maj 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 22. juni med bemærkninger af 5. august 2011

• Nævnets genvurdering

• Lægelige akter fra kommunen af 4. november 2011

A Kommune traf den 2. august 2010 afgørelse om, at NN ikke havde ret dækning af nødvendige merudgifter jf. servicelovens § 100. Kommunen begrundede afgørelsen med, at udgifter til rengøringsartikler, plejeartikler, vask, vand- og elforbrug og kassering af tøj og merudgift til husleje ikke var nødvendige merudgifter.

Kommunen henviste til, at merudgiften skulle være

• Nødvendig

• En følge af den nedsatte funktionsevne

• Et led i den daglige livsførelse

• Omfattet af den almindelige sektoransvarlighed

Kommunen henviste til nævnets tidligere afgørelse, om at ansøger var omfattet af personkredsen.

Kommunen vurderede, at der ikke var et reelt behov for de øgede

udgifter, da disse var forbundet med ansøgers tvangshandlinger. Det blev vurderet, at udgifterne ikke var en følge af pågældendes funktionsnedsættelse, samt at hjælp til afholdelse af de ovennævnte udgifter ville kunne understøtte og forværre OCD lidelsen.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at tvangshandlinger var en del af NNs funktionsnedsættelse, og at kommunen skulle medtage de nødvendige merudgifter, som NN havde som følger heraf i merudgiftsberegningen.

Kommunen skulle derfor afklare, i hvilket omfang, NN havde nødvendige merudgifter i forbindelse med funktionsnedsættelsen, herunder tvangshandlingerne.

Nævnet lagde ved vurdering vægt på, at

• NN var 34 år og boede sammen med sine børn

• led af OCD,

• var omfattet af personkredsen, der kunne få dækket nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100, jf. nævnets tidligere afgørelse

• tvangshandlingerne var en direkte følge af lidelsen OCD

• af lægeattest fremgik det, at sygdommen hos NN primært manifesterede sig ved vaske- og renlighedsritualer. Dette betød, at patienten havde mange udgifter i forbindelse med vask, rengøring og personlig hygiejne. Dette gjorde sig også gældende i forhold til patientens børn.

Nævnet var opmærksomt på, at kommunen i sin afgørelse vedrørende udgifterne til vand, el, tøj og rengørings- og plejeartikler havde begrundet afslaget med, at der ikke sås et reelt behov, og at der derimod var tale om øgede udgifter på grund af tvangshandlinger.

Det var nævnets opfattelse, at tvangshandlingerne var en del af funktionsnedsættelsen, og at behovet for en øget anvendelse af vand, el, tøj og rengørings- og plejeartikler var nødvendig.

Kommunen måtte afklare, i hvilket omfang de anførte udgifter var merudgifter, set i forhold til personer uden funktionsnedsættelse.

Kommunen har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at A Kommune gjorde gældende, at nødvendigheden af merudgifter ved en nedsættelse af funktionsevnen skulle afgøres i henhold til normalforståelsen af begrebet ”nødvendighed”. Nødvendigheden var af nævnet vurderet i forhold til borgerens oplysninger om merudgifter i dagligdagen på grund af OCD. Dette medførte, at nødvendigheden af udgifterne var sandsynliggjort med baggrund i borgerens oplevelse af nødvendigheden.

A Kommune var bekymret for risikoen for at komme til at medvirke til borgerens uhensigtsmæssige adfærd gennem blandt andet overdreven vask af hænder m.v., i princippet i ubegrænset omfang.

Kommunen var endvidere bekymret for, om nævnets afgørelse ville danne præcedens i andre lignende sager.

A Kommune anmodede om, at Ankestyrelsen optog sagen til behandling til afklaring af, om merudgifter på grund af tvangshandlinger var nødvendige merudgifter efter servicelovens

§ 100.

Kommunen henviste til, at Ankestyrelsen den 11. august 2011 havde meddelt, at styrelsen ville behandle sagen for at afklare, om en person med OCD og omfattende tvangshandlinger var omfattet af personkredsen efter merudgiftsreglerne. Klagefristen var overskredet, og Ankestyrelsen meddelte den 23. december 2010, at Ankestyrelsen ikke kunne behandle sagen.

Nævnet har ved genvurderingen bemærket, at nævnet havde lagt vægt på, at tvangshandlingerne var en direkte følge af den psykiske funktionsnedsættelse. Det var herefter nævnets vurdering, at de merudgifter, som opstod som følge af tvangshandlingerne var nødvendige set i sammenhæng med funktionsnedsættelsen.

Ankestyrelsen havde ved brev af 26. august 2011 bedt nævnet oplyse, i hvilket omfang principafgørelse C-33-07 var indgået i nævnets vurdering af sagen.

Nævnet har den 30. august 2011 oplyst, at der ikke var taget stilling til personkredsen i denne afgørelse. Ved afgørelse af 12. maj 2010 havde nævnet taget stilling til spørgsmålet om personkredsen i sagen. I den forbindelse havde nævnet forholdt sig til principafgørelse C-33-07 og havde konkret vurderet, at NN var omfattet af personkredsen. Nævnets afgørelse af 26. maj 2011 var alene en stillingtagen til de konkrete merudgifter.

Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.