Ankestyrelsens principafgørelse 79-12

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 9a, stk. 2, § 9a, stk. 4, § 9, stk. 10 og § 9c, stk. 5

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om fastlæggelse af refusionsforpligtelsen, når en kommune har truffet afgørelse om at anbringe et barn, hvor forældremyndighedsindehaverens kommune afviser at handle.

Resultatet er

• A Kommune har ikke ret til refusion

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Ankestyrelsen mener dog, at det er kritisabelt, at B Kommune ikke påtog sig handleforpligtelsen efter henvendelse fra A Kommune.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at afgørelser for børn og unge efter servicelovens kapitel 11 træffes af den kommune, som er retlig opholdskommune for indehaveren af forældremyndigheden.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at B Kommune er handlekommune, da forældremyndighedsindehaveren er bosiddende her. A Kommune var derfor ikke kompetent til at anbringe NN uden for hjemmet. Den manglende kompetence medfører, at A Kommune ikke har ret til refusion.

Vi vurderer dog, at den stedlige inkompetence ikke skal medføre, at afgørelsen om selve anbringelsen skal anses for ugyldig.

Vi har herved lagt til grund, at NN er anbragt uden for hjemmet ved en frivillig anbringelse.

Vi har endvidere lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at en ikke kompetent kommune kan betragtes som kompetent handlekommune med hensyn til anbringelse af et barn uden for hjemmet med den virkning, at den kompetente kommune mister sin kompetence og/eller forpligtes til at betale refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5.

Det skyldes, at rettighedssubjektet efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, i denne sag er forældremyndighedsindehaveren og ikke barnet.

A Kommune har oplyst, at de inden anbringelsen af NN har gjort B Kommune opmærksom på, at handleforpligtelsen er deres, hvilket blev afvist af B Kommune.

A Kommune vurderer, at B Kommune har medvirket til, at A Kommune har handlet i sagen, da de afviser at påtage sig handleforpligtelsen.

A Kommune vurderer endvidere, at NN ikke ville have fået den nødvendige støtte, såfremt A Kommune ikke havde handlet i sagen. Kommunen henviser til at vejledningen foreskriver, at uenighed om, hvem der er rette handlekommune, ikke må få konsekvenser for borgeren.

Vi vurderer, at der på baggrund af sagens omstændigheder ikke har været tale om medvirken i retssikkerhedslovens forstand. Et eventuelt erstatningskrav uden for refusionsreglerne på baggrund af en aftale, der bestrides af en af kommunerne, må løses efter dansk rets almindelige regler herom ved domstolene.

Vi bemærker, at en kommune, der bliver opmærksom på, at et barn, der opholder sig i kommunen har behov for hjælp efter servicelovens kapitel 11 har pligt til at tage initiativ til, at en sådan støtte iværksættes. Er kommunen ikke handlekommune i forhold til sådan en hjælp, fordi barnets forældremyndighedsindehaver har opholdskommune i en anden kommune, må den kommune, hvor barnet opholder sig, således tage kontakt til forældremyndighedsindehaverens opholdskommune med henblik på, at hjælpen iværksættes.

Hvis kommunen har grund til at antage, at den kompetente handlekommune ikke har foretaget eller truffet de i loven forskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med barnets tarv, kan kommunen efter serviceloven § 65 underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vurderer herefter om der er grundlag for at tage sagen op.

A Kommune oplyser endvidere, at det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 10 (tidligere stk. 7), at den kommune, hvor personen har eller senest har haft folkeregisteradresse, må handle, hvis der er uenighed om handleforpligtelsen, herunder, at der er hjemmel til, at den fungerende handlekommune kan kræve refusion fra rette handlekommune.

Ankestyrelsen er enig i ovenstående, men vurderer, at forholdet ikke er omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 10, da A Kommune ikke er den kommune, hvor faderen senest har haft folkeregisteradresse.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i

sagen

• Nævnets afgørelse af 23. juli 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 16. august 2010

• Nævnets genvurdering

Det fremgår af sagen, at NN den 4. august 2008 rejste fra sin mor i A Kommune og tog ophold hos faren i B Kommune.

Faren fik den 21. august 2008 forældremyndigheden over NN.

NN stak den 9. september 2008 af fra sin far, men blev bragt tilbage. B Kommune iværksatte umiddelbart efter et støttende rådgivningsforløb.

I januar 2009 stak NN af til sin mor i A Kommune. B Kommune fremsendte sagsakterne i det tilfælde, at A Kommune skulle få

behov for en akutforanstaltning i forhold til NN.

Den 9. juni 2009 orienterede A Kommune B Kommune om, at NN er stukket af hjemme fra sin mor. NN blev kort efter sygehusindlagt, hvor der samtidig blev foretaget en psykologundersøgelse af NN. Konklusionen af undersøgelsen var, at NN skulle anbringes uden for hjemmet.

B Kommune skrev den 17. juni 2009 til A Kommune, at de måtte anses som handlekommune for NN. Den 18. juni 2009 skrev A Kommune, at de den 17. juni 2009 akut havde anbragt NN uden for hjemmet.

Der kom en anmodning om mellemkommunal refusion samme dag.

Den 1. juli 2009 gav B Kommune afslag på refusion. Det blev begrundet med, at der ikke var indgået en aftale om refusion, herunder at A

Kommune havde anbragt NN uden medvirken fra B Kommune.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Afgørelsen blev begrundet med, at A Kommune ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse, men at afgørelsen var

gyldig, idet stedlig inkompetence ikke medførte ugyldighed i forhold til en begunstigende forvaltningsakt.

Nævnet vurderede, at A Kommunes krav ikke var reguleret i retssikkerhedsloven, og at anden kompensation hørte under domstolene.

A Kommune klagede over nævnets afgørelse.

Nævnet havde ved genvurderingen bemærket, at der ikke var nye oplysninger.