Ankestyrelsens principafgørelse 27-12

Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 920 af 22. august 2011 - § 19 og § 68

A Kommune har klaget over afgørelse af 12. august 2010 fra Beskæftigelsesankenævnet om ovennævntes ret til sygedagpenge efter den 25. august 2009.

Ankestyrelsen har antaget sagen for at afklare, om afgørelsen er truffet af anden aktør.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag.

Resultatet er

– Afgørelse af 24. august 2009 er truffet af anden aktør

Det betyder, at afgørelsen 24. august 2009 er ugyldig.

Vi er således kommet til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ved afgørelsen ikke taget stilling til genudbetaling af sygedagpengene

Der var enighed på mødet.

Delegation af kompetencen til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge til et privat firma kræver klar lovhjemmel. En sådan hjemmel findes ikke i sygedagpengeloven.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lægger til grund for afgørelsen,

at konsulenten, der har truffet afgørelsen om retten til sygedagpenge er ansat hos L

at A Kommune har indgået en projektaftale med L om udvikling af en samarbejdsmodel mellem Jobcenter og A-kasse

at A Kommune i forbindelse med samarbejdet ikke har indgået aftale om vikarbistand

at der i projektaftalen indgår et samarbejde om afklaring af 100 sygemeldte

Beskæftigelsesudvalget finder, at det, der er afgørende for, om afgørelsen er truffet af anden aktør eller kommunen, er, om aftalegrundlaget for sagsbehandlerens arbejde i A Kommuneer en klar og entydig aftale om levering af en vikar, der skal indgår i A Kommunes medarbejderstab på samme vilkår som kommunens andre ansatte, eller om det er en aftale om opgavevaretagelsen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at konsulenten har udført arbejdet på vegne af firmaet L, som led til opfyldelse af firmaets forpligtelser i henhold til projektaftalen med A Kommune.

Beskæftigelsesudvalget finder endvidere, at projektaftalen er en aftale om opgavevaretagelsen. Der foreligger således ikke en klar og entydig vikaraftale, der godtgør, at kommunen har lejet vikarer, der arbejder for kommunen på lige vilkår som kommunens egne ansatte.

A Kommunehar derfor ikke været berettiget til at uddelegere kompetencen til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge til konsulenten fra L.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 12. august 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af modtaget i nævnet den 8. august 2010

•Nævnets genvurdering

• Kommunens oplysninger i brev fa 6. september 2011

Kommunen meddelte ved brev af 24. august 2009, at NN ikke længere opfyldte betingelserne for at modtage sygedagpenge, jf. dagpengelovens § 7, og A Kommunehar derfor besluttet at standse udbetalingen af sygedagpenge med sidste sygedag den 25. august 2009.

NN klagede over afgørelsen.

Beskæftigelsesankenævnet ophævede ved afgørelse af 12. august 2010 kommunens afgørelse.

Det betød, at A Kommuneskulle genoptage sygedagpengeudbetalingen med virkning fra standsningstidspunktet og så længe NN opfyldte sygedagpengelovens betingelser for udbetaling af sygedagpenge.

Nævnet tog ved afgørelsen ikke stilling til, hvor længe NN var berettiget til udbetaling af sygedagpenge.

Afgørelsen var truffet efter § 7, § 19, stk. 2 og § 68, stk. 1 i sygedagpengeloven.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke var hjemmel i sygedagpengeloven til, at en anden aktør end kommunen, i dette tilfælde M, der var medarbejder hos L, kunne træffe afgørelse på kommunens vegne.

Afgørelsen af 24. august 2009 var udfærdiget afM konsulent.

Kommunen havde ved brev af 12. marts 2009 oplyst, at Jobcenter i A Kommune pr. 1. oktober 2008 havde etableret et samarbejdsprojekt med L.

I brevet var oplistet 2 sagsbehandlere, der havde deltaget i projektet fra L.

NNs sag var behandlet af M, der var ansat som konsulent ved L, og som den 24. august 2009 havde truffet afgørelse om ophør af sygedagpengeretten.

A Kommunehavde oplyst, at kommunen ikke havde overladt opgaver i forbindelse med opfølgningsindsatsen til andre aktører. Jobcenter A Kommune havde pr. 1. oktober 2008 etableret projektet ”Vejen til varigt job”. Projektet var blevet etableret som et internt afklarings- og beskæftigelsesprojekt for sygemeldte forsikrede ledige. Projektet var tidsbegrænset og var ophørt den 31. december 2009. Projektet var beskrevet som et samarbejdsprojekt mellem Jobcenteri A Kommuneog L. Projektets medarbejdere, der havde haft til huse i jobcentrets lokaler, havde bestået af 2 interne sagsbehandlere fra Jobcenter i A Kommune samt 2 konsulenter fra L.

Kommunen havde ved brev af 17. maj 2010 anført, at der ikke var oprettet ansættelseskontrakter mellem Jobcenteri A Kommuneog L. Det var endvidere telefonisk den 14. juni 2010 oplyst, at der ikke var indgået nogen ansættelseskontrakt eller anden form for skriftlig aftale mellem A Kommuneog L.

Det fremgår endvidere, at L ikke har fået uddelegeret myndighedsopgaver, men alene havde leveret arbejdskraft til projektet. Medarbejderne fra L havde i det daglige arbejde været underlagt kommunens instruktionsbeføjelse og havde arbejdet på lige fod kommunens medarbejdere. De havde således udført arbejde i kommunens navn og havde i øvrigt været underlagt de samme retssikkerhedsmæssige forskrifter, som kommunens faste ansatte.

Kommunen havde i brev af 14. juni 2010 anført, at der havde været en forudsætning i projektet, at konsulenterne fraL havde været underlagt Jobcentrets ledelse. I praksis havde teamlederen fra jobcentret deltaget i ugentlige sagsmøder, hvor alle sager om forlængelse/standsning var blevet drøftet i plenum og behandlet. Det overordnede myndigheds- og faglige ansvar for sagsbehandlingen havde således været placeret hos teamlederen fra jobcentret.

Projektet finansieredes dels gennem Jobcenters daglige drift og dels gennem midler fra Det Lokale Beskæftigelsesråd i A KommuneDet var i budgettet i bilag 2 udspecificeret, hvilken betaling L forventedes at få for deltagelse i projektet.

Beskæftigelsesankenævnet fandt, at uanset at medarbejderne fra L arbejdede under instruktion og ledelse af Jobcenter i A Kommune, var der tale om konsulenter, der ikke var ansat af A Kommune, hvorfor de måtte anses for at være private aktører.

Der forelå således en afgørelse om ophør af sygedagpengeudbetalingen truffet af en privat aktør.

A Kommunepåklagede afgørelsen.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at Jobcenteret i A Kommuneansættelsesretligt betragtede medarbejderne fra L som vikarer, for hvem der ikke oprettedes individuelle ansættelseskontrakter.

Beskæftigelsesankenævnet fastholdt afgørelsen ved genvurderingen.