Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 1. februar 2011
• Klagen til Ankestyrelsen af 2. marts 2011
• Nævnets genvurdering
Det er oplyst fra hospitalet S, at der ved skanning efter fødslen blev påvist hjernebrok hos NNs søn, født den 16. oktober 2009.
Fra børneafdelingen, på hospital T fremgår det, at NNs søn har udviklet spasticitet i venstre arm og venstre ben.
Barnets forældre har ansøgt om støtte til et behandlings- træningsforløb i form af ergoterapi og babysvømning til deres søn.
A Kommune traf den 9. september 2010 afgørelse om, at der ikke kunne ydes dækning af behandling hos ergoterapeut efter servicelovens § 41. Begrundelsen var, at servicelovens § 41 ikke kunne anvendes til behandling.
Der kunne heller ikke ydes dækning af udgifter til babysvømning. Babysvømning var i NNs søns tilfælde behandling og på den anden side en almindelig fritidsaktivitet. I henhold til at babysvømning var for alle, blev det vurderet, at der ikke var tale om en merudgift, som udsprang af barnets særlige behov.
Forældrene klagede over denne afgørelse den 14. september 2010.
A Kommune har den 17. september 2010 uddybet sin afgørelse.
Kommunen har anført, at den behandling, der kunne gives efter servicelovens § 11, stk. 3 (nu stk. 4) var enkeltstående behandling, der var nødvendig for at vurdere behovet for hjælp. Der var således tale om muligheden for en udredning af behovet. Det blev vurderet, at den ansøgte ergoterapi ikke kunne betragtes som udredning, men som behandling.
Kommunen anførte endvidere, at der efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 10 (nu nr. 9) kunne gives hjælp til behandling, hvis det var et led i et genoptræningsprogram. NNs søn havde brug for vedligeholdelsestræning, men § 52 handlede om genoptræning.
I henhold til servicelovens § 44, jf. § 86 kunne der tilbydes vedligeholdelsestræning af børn. Ansøgning skulle indgives til U.
Der var endvidere mulighed for at ansøge om hjemmetræning efter servicelovens § 32.
Babysvømning havde været vurderet både efter servicelovens § 41, § 11, stk. 3, § 52, stk. 3, nr. 10 (nu nr. 9).
Nævnet hjemviste afgørelsen om dækning af udgifter til ergoterapeut og svømning til kommunen. Kommunen skulle behandle sagen igen og træffe ny afgørelse.
Nævnet har begrundet afgørelsen med, at et længerevarende behandlingsforløb også var omfattet af servicelovens § 11, stk. 3 (nu stk. 4).
Nævnet vurderede endvidere, at babysvømning og ergoterapi var omfattet af § 52, stk. 3, nr. 10 (nu nr. 9), og at kommunen derfor skulle have foranstaltet en § 50 undersøgelse før afgørelsen blev truffet.
Kommunen skulle derfor træffe ny afgørelse herom. Kommunen skulle lave en § 50 undersøgelse med henblik på at vurdere, om der kunne gives støtte efter servicelovens § 52, stk. 1, nr. 10 (nu nr. 9).
Nævnet har vedrørende servicelovens § 11, stk. 3 (nu stk. 4) lagt vægt på, at Folketingets Ombudsmand i en konkret sag havde taget stilling til servicelovens § 11, stk. 3. Folketingets Ombudsmand havde anført, at bestemmelsen ikke alene omfattede den enkeltstående eller midlertidige kortvarige behandling, længerevarende behandlingsforløb var også omfattet af bestemmelsen.
Folketingets Ombudsmand havde endvidere anført, at der ikke var noget i lovens forarbejder, der talte for at § 11, stk. 3 alene skulle omfatte den enkeltstående eller helt midlertidige behandling.
Vedrørende støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 10 (nu nr. 9) har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af vejledningen, at bestemmelsen havde til formål, at give kommunen vide rammer i forhold til tilrettelæggelsen af indsatsen, så det var muligt at etablere nye foranstaltningstyper, der ikke var taget højde for i de forangående paragraffer.
Kommunen havde vurderet NNs søns behov for støtte uden først at have udarbejdet den lovpligtige § 50 undersøgelse.
Nævnet lagde yderligere vægt på, at NNs søn var født med hjernebrok, hvilket bevirkede, at han havde udviklingsspasticitet i venstre arm og venstre ben. Han havde brug for træning for at forbedre funktionsniveauet.
Nævnet var enig med kommunen i, at der ikke kunne dækkes udgifter til behandling som en merudgift efter serviceloven.
A Kommune har den 2. marts 2011 klaget over nævnets afgørelse for så vidt angik den del af nævnets afgørelse, som vedrørte den dagældende servicelovs § 11, stk. 3 (nu stk. 4).
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at nævnet har lagt vægt på, at også længerevarende behandlingsforløb måtte anses for omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. Ankestyrelsen havde i Principafgørelse 62-09 udtalt, at længerevarende behandlingsforløb faldt uden for bestemmelsen. Da der var modstrid mellem nævnets og Ankestyrelsens praksis måtte sagen have principiel/generel betydning.
Nævnet har ved brev af 3. marts 2011 anført, at nævnet har vurderet babysvømning og ergoterapi som omfattet af § 52, stk. 3, nr. 10. (nu nr. 9). Dette skulle forstås på den måde, at nævnet ikke på forhånd kunne udelukke, at denne bestemmelse fandt anvendelse.
Om bestemmelsen kunne anvendes i den konkrete sag, ville afhænge af en nærmere belysning af NNs søns behov og mulighederne for at få behovene dækket.
Nævnet har ved genvurderingen fastholdt sin afgørelse og har anført, at det ikke kunne udelukkes, at udgifter til ergoterapi og babysvømning kunne dækkes efter servicelovens § 11 og § 52, stk. 3, nr. 10 (nu nr. 9).
