Ankestyrelsens principafgørelse 62-12

Lov om integration af udlændinge i Danmark - lovbekendtgørelse nr. 1062 af 20. august 2010 - § 35

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 81

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om, hvorvidt der kan ydes hjælp efter integrationslovens § 35 til betaling af et gebyr pålagt efter anden lovgivning.

Resultatet er

• NN har ikke ret til hjælp efter integrationslovens § 35 til betaling af et gebyr pålagt efter udlændingeloven.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen vurderer, at integrationslovens § 35 efter sit formål ikke omfatter hjælp til betaling af gebyr pålagt efter anden lovgivning.

Der kan i medfør af integrationslovens § 35 ydes udlændinge hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, hvis egen afholdelse af udgiften i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og dennes families muligheder for at klare sig i fremtiden. Hjælp i medfør af bestemmelsen kan normalt kun ydes, hvis udgiften ikke har kunnet forudses. Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i aktivlovens § 81.

Vi har i tidligere praksis fundet, at hjælp efter aktivlovens § 81 ikke kunne ydes til dækning af egenbetalingen vedrørende et forbrugsgode, hvortil der var ydet hjælp efter servicelovens § 98.

Begrundelsen var, at det fremgår af serviceloven, at hjælpen udgør 50 % af et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Der er ikke fastsat regler om, at egenbetalingen eventuelt vil kunne ydes efter bestemmelser indenfor anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke selv har mulighed for at afholde egenbetalingen.

Vi fandt endvidere, at aktivlovens § 81 efter sit formål ikke omfatter hjælp til egenbetaling efter anden lovgivning.

I overensstemmelse med tidligere praksis vurderer vi, at integrationslovens § 35 efter sit formål ikke omfatter hjælp til betaling af gebyr pålagt efter anden lovgivning.

Vi finder i øvrigt ikke, at der er tale om en uforudsigelig udgift. Betingelsen om, at hjælp kun kan ydes, hvis udgiften ikke har kunnet forudses, er et spørgsmål om, at der ikke ydes hjælp, hvis ansøger har haft mulighed for at indrette sig på udgiften.

NN har midlertidig opholdstilladelse i Danmark. I forbindelse med ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, skal han betale et gebyr på 1.725 kr., hvilket han har søgt kommunen om økonomisk støtte til.

På www.nyidanmark.dk er oplyst om, at ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse, forudsætter betaling af gebyr. En person, der skal ansøge om forlængelse, har således som udgangspunkt mulighed for at indrette sig herpå og spare op til gebyret.

Gebyr ved indgivelse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse har skullet betales siden den 1. januar 2011. De nye gebyrregler blev offentliggjort på www.nyidanmark.dk den 17. december 2010.

NNs midlertidige opholdstilladelse udløb den 22. maj 2011. Ansøgning om forlængelse skal indgives fra 2 måneder før udløbsdagen. Ansøgning om forlængelse skal således indgives efter den 22. marts 2011 men inden den 22. maj 2011.

NN har søgt kommunen om hjælp til gebyret den 1. februar 2011. Han kan vente med at ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse til den 22. maj 2011, hvorved han først vil have udgiften til gebyret den 22. maj 2011.

Da de nye gebyrregler er meldt ud den 17. december 2010, har NN haft mulighed for at indrette sig på betaling af gebyret, og han har haft 5 måneder til at spare op, inden gebyret skal betales.

A Kommune har i klagen ønsket at få afklaret, om betaling af gebyr, pålagt efter anden lovgivning, kan sidestilles med egenbetaling efter anden lovgivning.

A Kommune har henvist til Ankestyrelsens principafgørelse A-2-01, hvor der ikke kan ydes hjælp til egenbetaling pålagt efter anden lovgivning.

Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen

• Det Sociale Nævns afgørelse af 26. maj 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 9. juni 2011

• Det Sociale Nævns genvurdering

A Kommune traf den 2. februar 2011 afgørelse om afslag på økonomisk hjælp til betaling af gebyr i forbindelse med forlængelse af opholdstilladelse. A Kommune vurderede, at der ikke er tale om en rimeligt velbegrundet enkeltudgift, og at der ikke i integrationslovens § 35 er lovhjemmel til at bevilge udgifter til diverse gebyrer.

Det Sociale Nævn hjemviste den 26. maj 2011 afgørelsen fra A Kommune.

Det Sociale Nævn vurderede, at det ikke kan udelukkes, at et gebyr i forbindelse med ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse kan bevilges efter integrationslovens § 35.

A Kommune har klaget over det Sociale Nævns afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at det ønskes afklaret, hvorvidt betaling af gebyr pålagt efter anden lovgivning, kan sidestilles med egenbetaling efter anden lovgivning. A Kommune har henvist til Ankestyrelsens principafgørelse A-2-01, hvorefter der ikke kan ydes hjælp til egenbetaling pålagt efter anden lovgivning.