Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 69 fastslår, at nævnet og Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.
Det fremgår af vejledning til retssikkerhedsloven nr. 73 af 3. oktober 2006, punkt 219, at efter retssikkerhedslovens § 69 kan klageinstanserne efterprøve retlige spørgsmål. Det svarer til domstolens efterprøvelse, således at klageinstanserne efterprøver afgørelser efter den sociale lovgivning lige så grundigt som domstolene. Det gælder også skønsmæssige afgørelser.
Lov om Social service, § 101 fastslår, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde behandling af stofmisbrugere, og § 107 fastslår, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 37 fremsat den 24. oktober 2002 hvor servicelovens § § 101, dagældende § 84 blev ændret, at regeringen fremlagde en garanti for behandlingstilbud til stofmisbrugere. Garantien indebærer en ret til stofmisbrugeren til at modtage og en pligt for amtskommunen (nu kommunen) til at tilbyde sociale behandlingstilbud, som skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til (amts)kommunen med ønske om behandling. Videre fremgår det af bemærkningerne, at (amts)kommunen løbende har pligt til at følge det konkrete behandlingstilbud. Hvis behovet i perioden ændrer sig fx således, at det rigtige tilbud viser sig at være et døgn- og ikke dag-/ambulant tilbud, har (amts)kommunen pligt til at ændre tilbuddet.
3.
Andre Principafgørelser
Gældende
Følgende Principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
5-13
: Det fremgår heraf, at kommunen kan inden for lovens rammer fastsætte et generelt og vejledende serviceniveau om brug af behandlingstilbud efter servicelovens § 102.
Kommunen skal behandle en ansøgning efter § 102 og tage stilling til, om borgeren opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter bestemmelsen.
Af afgørelsen bør det fremgå, hvilken betydning et fastsat serviceniveau har haft for den konkrete afgørelse. I den konkrete sag skal kommunen foretage en individuel vurdering af, om den påtænkte indsats afhjælper behovet hos borgeren.
Ankeinstansen kan efterprøve, om kommunen i nødvendigt omfang har foretaget den konkrete, individuelle vurdering sammenholdt med det fastlagte serviceniveau ved afgørelsen af, om borgeren kan få den ansøgte hjælp.
Ankeinstansen kan endvidere efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunes afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.
157-12
: Det fremgår heraf, at kommunen har ansvaret for og beslutter, hvordan den skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Det er dermed forudsat, at kommunerne har et vist selvstændigt handlerum. Kommunerne skal i udøvelsen heraf følge skrevne og uskrevne retsgrundsætninger.
Ankeinstanserne kan ikke gå ind i en vurdering af, hvilket af flere konkrete tilbud en kommune skal tilbyde en borger. Det hører under kommunernes udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed.
Ankeinstanserne kan dog efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunal afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.
En afgørelse skal bero på en konkret og individuel vurdering og med inddragelse af alle relevante hensyn i sagen. Det er en forudsætning, at der forinden afgørelsen træffes, er indhentet nye og relevante oplysninger. Kommunens ret til at fastlægge serviceniveauet skal dog fortsat respekteres.
82-12
: Det fremgår heraf, at når en kommunes kvalitetsstandard er anvendt i forbindelse med afgørelsen af en konkret sag, er der adgang for klageinstanserne til at efterprøve, om kvalitetsstandarden er i overensstemmelse med loven.
Ankestyrelsen fandt, at kommunens generelle serviceniveau - om at rengøring bevilges hver fjerde uge – som et vejledende udgangspunkt ikke er i strid med serviceloven.
Ankestyrelsens vurdering byggede på formålet med serviceloven, hvor der ikke er præcise beskrivelser af, hvilke normer der gælder for rengøring.
Ankestyrelsen understregede, at serviceniveauet skal fraviges i de tilfælde, hvor borgerens behov nødvendiggør dette, og at mere subjektivt prægede forhold skal indgå i vurderingen af borgerens behov, såsom borgerens værdighed, integritet og personlige glæde ved at leve i et rent hjem, og navnlig borgerens mulighed for at leve et så normalt liv som muligt, herunder et socialt liv.
Endeligt lagde Ankestyrelsen vægt på, at en borger altid har krav på en fyldestgørende begrundelse. Dette gælder især, når borgeren får nedsat sin bevilling.
236-11
: Det fremgår heraf, at det Sociale Nævn havde kompetence til at træffe afgørelse om bevillig af misbrugsbehandling som døgntilbud, selv om kommunen havde bevilget behandlingen som dagtilbud.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at nævnet kan foretage en retlig efterprøvelse af en kommunes afgørelse. I efterprøvelsen af kommunens afgørelse kan også indgå en vurdering af, om det rigtige tilbud for borgeren er et døgn- eller et dagtilbud.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at en borger, der ønsker behandling for stofmisbrug, ikke har frit valg mellem dag- og døgntilbud efter serviceloven.