Ankestyrelsen finder, at der i servicelovens § 41 er hjemmel til at yde hjælp til udgifter til SFO for et større barn med nedsat funktionsevne i det omfang disse udgifter ikke kan bevilges efter reglerne om fripladstilskud i dagtilbudsloven.
Vi finder efter en konkret vurdering, at udgiften til SFO til NNs søn kan anses som en nødvendig merudgift.
Vi har lagt til grund, at han er omfattet af personkredsen i servicelovens § 41.
Vi har lagt vægt på, at han, der er 14 år, på grund af sin funktionsevnenedsættelse har et pasningsbehov, som jævnaldrende, ikke-handicappede børn ikke har.
I har således en udgift til pasning, som forældre til ikke-handicappede børn ikke har.
Vi finder, at reglerne i dagtilbudslovens § 43 ikke har gjort endelig op med i hvilket omfang, der kan kompenseres i forhold til et handicappet barn, som har en alder, hvor der normalt ikke vil være et pasningsbehov.
De forskellige refusionsregler kan ikke begrunde en anden vurdering af sagen.
Sagen hjemvises derfor til nævnet, der skal tage stilling til, hvorvidt du vil være berettiget til at få dækket merudgifter til SFO med tilbagevirkende kraft, herunder om kommunen havde tilsidesat sin oplysningspligt. Der kan i denne forbindelse henvises til Principafgørelse 65-10.
