Ankestyrelsen finder, at A Kommune har ret til refusion fra B Kommune for udgifterne til NNs efterværn.
Vi lægger ved afgørelsen vægt på, at NN inden det 18. år var anbragt af B Kommune, og at hun senere flyttede til A Kommune, hvor hun blev bevilget efterværn.
Ankestyrelsen finder, at der ikke kan stilles krav til begyndelsestidspunkt eller forløb i øvrigt, forudsat at efterværnsforanstaltningen i øvrigt har hjemmel i § 76, stk. 3, hvorefter kommunen kan iværksætte støtte til en ung, der umiddelbart inden det fyldte 18. år har været anbragt uden for hjemmet.
Det er ikke en betingelse for retten til refusion for udgifter til efterværn, at efterværnet er påbegyndt i forbindelse med det fyldte 18. år, eller at det fortsætter uafbrudt frem til det fyldte 23. år.
Ifølge servicelovens § 76, stk. 4, kan et efterværn efter § 76, stk. 3, tildeles eller genetableres, hvis den unge tidligere har afvist at modtage støtte, den unges behov har ændret sig, eller hvis efterværnet er ophørt, fordi de iværksatte tiltag ikke længere opfyldte deres formål. Den eneste betingelse er, at den unge fortsat er omfattet af personkredsen.
Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen i § 76, stk. 4, er indført for at præcisere, at støtten kan genetableres eller tildeles efter det fyldte 18. år. Det skyldes, at der kan være tilfælde, hvor unge, der i første omgang takker nej til støtte, senere kan ændre holdning, eller der for nogle unge senere kan opstå et behov for støtte, selvom de umiddelbart ved det 18. år ikke vurderes at have behov herfor.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9c, stk. 3, at der er refusion for udgifter til støtte efter servicelovens § 76, stk. 3. Efter ordlyden i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 3, er der ikke knyttet andre betingelser til retten til refusion.
Vi finder således, at A Kommune har ret til refusion fra B Kommune for udgifterne til NN.
Bemærkninger til kommunens sagsbehandling
B Kommune har i afgørelse af 4. september 2013 anført, at det ved refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2 er en betingelse, at der foreligger medvirken.
Det bemærkes hertil, at B Kommune er refusionspligtig efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 3, hvor medvirken ikke er en betingelse, jf. ovenfor.
B Kommune har endvidere anført, at NN selv valgte at stoppe på gymnasiet og flytte til A by, samt at hun selv ved sin fraflytning af B Kommune gav udtryk for, at hun ikke ønskede hjælp fra det offentlige.
Vi bemærker i den forbindelse, at det direkte fremgår af servicelovens § 76, stk. 4, at et efterværn kan tildeles eller genetableres indtil det 23. år, når den unge fortryder tidligere at have afvist støtte, og behovet herfor fortsat er til stede. Lovgiveren har således taget højde for præcis den situation, som beskrevet af B Kommune, og besluttet, at den unges tidligere fravalg af støtte ikke kan stå i vejen for, at støtten bliver (gen)etableret på et senere tidspunkt.
Vedrørende det af B Kommune anførte, om at der ikke er tale om en videreført anbringelse, henviser vi til vores principafgørelse R-7-05, hvoraf det fremgår, at der er refusion for alle typer for efterværnsforanstaltninger.
Vedrørende det anførte om, at der ikke er tale om et ubrudt forløb, henviser vi til vores begrundelse ovenfor.
