Ankestyrelsens principafgørelse 6-15

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1023 af 23. september 2014 - § 84, § 107 og § 108, § 124a, § 129 og § 131 og § 134

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare reglerne for flytning fra et aflastningstilbud til et særligt botilbud, når den pågældende ikke selv er i stand til at give sit samtykke til en flytning.

Det fremgår af servicelovens § 84, at Kommunalbestyrelsen skal tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje.

Det fremgår af § 124a, at magtanvendelsesreglerne gælder for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. efter §§ 83-87, behandling efter §§ 101 og 102 eller aktiverende tilbud efter §§ 103 og 104, og som ikke samtykker i en foranstaltning efter §§ 125-129. Det er en forudsætning, at der foreligger den fornødne faglige dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne.

Lov om social service § 129, fastslår, at en person, der er omfattet af bestemmelserne om magtanvendelse kan flytte, når

1) det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og

2) hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig og

3) den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og

4) den pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade og

5) det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

§ 107 fastslår, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold

1) til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og

2) til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.

Det fremgår af lov om social service § 108, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Det fremgår af lov om social service § 131, at Statsforvaltningen træffer afgørelse om optagelse i særlig botilbud uden samtykke efter § 129 efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Indstillingen skal bl.a. indeholde en redegørelse for indretningen af den nye bolig og den personlige hjælp, pleje og støtte m.v., som vil kunne stilles til rådighed.

Det fremgår af servicelovens 134, at Statsforvaltningens afgørelser efter § 131 om optagelse i bestemte botilbud efter § 129 kan indbringes for Ankestyrelsen, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Det er den person, som afgørelsen vedrører, eller kommunalbestyrelsen, der kan klage over de afgørelser, der er nævnt i stk. 1. En ægtefælle, en pårørende, en værge eller en anden repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører, kan klage over Statsforvaltningens afgørelse, når den person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage.

Det fremgår af punkt 106 til 108 i Socialministeriets vejledning om botilbud mv. til voksne efter reglerne i almenboligloven, serviceloven og friplejeboligloven af 15. februar 2011, at målgruppen for botilbud efter servicelovens § 107:

106. Målgrupperne for § 107-botilbud er i loven angivet således:

1) Personer som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for et § 107-tilbud. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, er det personer med behov for aflastning, optræning, afprøvning af fremtidige bomuligheder, udslusning mv.

2) Personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte. Det er ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, personer, hvis behov er så omfattende, at de ikke kan dækkes på anden vis. Der kan være tale om behov for aflastning, behandling, optræning og udslusning mv.

3) Personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, kan det dels være personer med stofmisbrug som hovedproblem, dels personer med andre adfærdsmæssige problemer af psykisk eller social karakter, herunder personer med sindslidelser.

Botilbud til midlertidigt ophold efter servicelovens § 107 adskiller sig fra længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 og fra almene ældre- og handicapboliger efter almenboliglovens § 105 ved, at det ved visitationen af en borger til et midlertidigt botilbud vurderes, at borgerens behov for et botilbud ikke er varigt, men f.eks. har til formål at sikre rammen om en behandlingsmæssig indsats.

Visitation

107. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om visitation til ophold i et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107 på baggrund af en vurdering af borgerens behov for opholdet. Afgørende for kommunens afgørelse er en vurdering af borgerens behov for at få tilbudt et midlertidigt ophold.

Varigheden af det midlertidige ophold

108. Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige botilbud. Det afgørende for opholdets varighed er, at formålet med opholdet er opfyldt, og at den pågældende efter opholdet kan klare sig uden den støtte, der ydes i den midlertidige boform, og derfor skal tilbage til den oprindelige bolig igen, eller om pågældende f.eks. skal tilbydes ophold i længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 eller en bolig efter almenboligloven eller en anden bolig.

Når der er tale om en borger, der er visiteret til et botilbud til midlertidigt ophold, vil udvisitering kunne ske, når borgeren ikke længere har behov for botilbuddet. Dette kan f.eks. skyldes, at der har været et særligt pædagogisk eller fysisk/optræningsmæssigt sigte med borgerens ophold i botilbuddet, og dette formål er indfriet. Hvis borgeren ikke længere har behov for et botilbud til midlertidigt ophold, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om denne skal have tilbudt anden hjælp, herunder f.eks. en almen ældre- og handicapbolig eller et længerevarende botilbud efter servicelovens § 108. Som eksempel kan nævnes en borger, hvis ophold i et midlertidigt botilbud skyldes erhvervet hjerneskade, og hvor indsatsen i forbindelse med opholdet skal bidrage til afklaring af, om brugeren kan vende tilbage til sin oprindelige bolig eller om der f.eks. skal visiteres til længerevarende støtte, herunder botilbud. I forbindelse med kommunalbestyrelsens opfølgning på sagen, jf. servicelovens § 148, stk. 2, vurderes det, om borgeren har behov for at fortsætte sit ophold i det midlertidige tilbud, om borgeren ikke længere har behov for det midlertidige botilbud og kan vende tilbage til den oprindelige bolig eventuelt med støtte, eller om borgeren har behov for at blive visiteret til f.eks. en almen ældre- og handicap bolig eller et længerevarende botilbud efter servicelovens § 108.

Ankestyrelsen har i afgørelse C-41-03 fastslået, at en kommune ikke kunne flytte en mand med nedsat psykisk funktionsevne til et midlertidigt botilbud uden hans samtykke.

Kommunen havde efter en konkret vurdering af mandens behov mulighed for at udvisitere ham fra et midlertidigt botilbud. I forbindelse med udvisiteringen skulle kommunen som følge af sin omsorgspligt tilstræbe at finde et botilbud, der så vidt muligt var afpasset efter hans særlige behov og ønsker, således at der kunne opnås et samtykke fra ham til opholdet.

Han ville ikke kunne flyttes til et varigt botilbud uden samtykke med mindre betingelserne for flytning efter magtanvendelsesreglerne var opfyldt.

3. Andre principafgørelser

Gældende

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

C-20-07: Ved en ændring fra et midlertidigt aflastningsophold til et længerevarende eller permanent ophold skulle magtanvendelsesreglerne bruges, da kvinden manglede evnen til at give samtykke.

53-13: Flytning uden samtykke sker efter servicelovens § 129 ved optagelse i et bestemt botilbud.

Frit valg af botilbud gælder også for personer, der flytter til et botilbud efter reglerne om magtanvendelse.

Kasserede

Følgende principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

C-9-03, C-41-03 og C-48-01: historiske og gælder ikke længere. Praksis er indarbejdet i denne principafgørelse.

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om flytning fra et aflastningsophold på P til botilbuddet Q.

NNs mor har klaget over flytningen til Q. Der er imidlertid ikke truffet en afgørelse, som moderen kan klage over.

Da reglerne ved NNs flytning ikke har været fulgt, har vi besluttet at behandle sagen af retssikkerhedsmæssige grunde.

Da du er udpeget som værge for NN har Ankestyrelsen stilet afgørelsen til dig.

Resultatet er

• Kommunen skal behandle sagen igen, fordi kommunen ikke har fulgt bestemmelserne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten ved flytningen til botilbuddet Q.

Der er i lovgivningen fastsat nogle retssikkerhedsmæssige forhold, som skal følges ved flytning af en borger, som ikke selv kan varetage sine egne interesser.

Det fremgår af reglerne, at flytning af en person, som er omfattet af den personkreds, hvor lovbestemmelserne om magtanvendelse gælder, skal træffes af Statsforvaltningen efter indstilling fra kommunen efter servicelovens § 131, jf. § 129, stk. 1.

Dette gælder, når personen modsætter sig flytning eller ikke kan give et informeret samtykke til en flytning. En værge kan ikke beslutte eller give samtykke til en flytning efter servicelovens § 129, stk. 1.

En flytning efter denne bestemmelse kan ske når

1) det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og

2) hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig og

3) den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og

4) den pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade og

5) det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Bestemmelsen om flytning uden samtykke skal anvendes, når flytningen skyldes, at den fornødne hjælp ikke kan gives i personens hidtidige bolig.

Det skyldes, at det er indgribende i en persons tilværelse at skulle flytte uden at være i stand til at give et informeret samtykke til en flytning og optagelse i et bestemt botilbud.

Efter bestemmelsen i servicelovens § 129, stk. 2, kan værgen tiltræde en flytning, hvis personen modsætter sig. Bestemmelsen gælder, hvor den psykiske funktionsevne er en konsekvens af en erhvervet mental svækkelse, som er fremadskridende, men dette er ikke tilfældet for NN.

Vi finder, at NN er flyttet til et bestemt botilbud uden bestemmelserne herom har været overholdt.

Vi er opmærksomme på, at den første flytning fra hjemmet til P den 29. august 2013 var tænkt som et aflastningsophold efter servicelovens § 84, stk. 2.

NN flyttede imidlertid den 1. november 2013 til Q, som er et midlertidigt botilbud. Efter de foreliggende oplysninger har NN fortsat ophold på botilbuddet Q.

Vi finder, at kommunen skulle have anvendt reglerne om magtanvendelse, forinden NN blev flyttet til botilbuddet Q.

Det fremgår af kommunens oplysninger, at NN ikke kan færdes på egen hånd, hun kan ikke finde rundt eller gøre noget på egen hånd, og hun skal have hjælp til alt. NN vil ikke være i stand til at bo for sig selv, og hun skal kunne overvåges hele tiden.

Vi finder ikke, at kommunen kunne flytte NN til et botilbud uden NNs samtykke, selvom tidligere værge måtte have givet samtykke hertil.

Ved en indstilling til Statsforvaltningen om en flytning til et botilbud skal kommunen være opmærksom på, at servicelovens regler om frit valg af botilbud efter servicelovens § 108 også gælder i NNs tilfælde. Vi henviser til principafgørelse 53-13.

Kommunens indstilling til Statsforvaltningen om en flytning skal efter servicelovens § 131 indeholde oplysninger om NNs pårørendes og værgens bemærkninger til flytningen.

Vi bemærker, at NN har ret til bistand fra en advokat.

Vi bemærker også, at der kan klages over en afgørelse fra Statsforvaltningen om flytning til et bestemt botilbud. Klageberettiget er NN og kommunen. En pårørende, en værge eller anden repræsentant for NN kan også klage over Statsforvaltningens afgørelse.