Principafgørelsen fastslår
I overensstemmelse med Højesterets praksis fastslår principafgørelsen, at der er en nedre grænse for, hvornår en personskade har et omfang, som kan betyde, at den kan anerkendes som en arbejdsskade. Tilfælde, hvor den sikrede har pådraget sig et blåt mærke eller tilsvarende bagatelagtige skader, kan ikke anerkendes som arbejdsulykker.
Minimumskrav til personskaden
Personskadebegrebet skal fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i lovens forstand. Sikrede skal godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en skade eller en forværring af en kronisk lidelse i et omfang, der i sig selv udgør en personskade.
Vi vurderer, at der er tale om en behandling, hvis en læge foretager for eksempel et stik med en nål eller udtager en splint fra et øje. Der er efter en lægelig vurdering tale om et indgreb med en deraf følgende risiko for komplikation. Uanset, at der ikke måtte være vedvarende gener som følge af indgrebet, vurderer vi, at en sådan behandling medfører, at personskadebegrebet er opfyldt. Hvis der tillige er årsagssammenhæng mellem skaden og hændelsen/påvirkningen, vil det derfor være godtgjort, at der er tale om en arbejdsskade, der kan anerkendes efter loven.
Det er ikke en betingelse, at skaden skal berettige til ydelser efter loven – som f.eks. er behandlingsudgifter-, for at tilfældet kan anerkendes.
Det centrale er, om tilstanden – uanset om der er tale om større eller mindre gener/smerter – går i sig selv igen uanset behandling, inden for den tidshorisont den type skade typisk vil gøre.
Resumé af 4 konkrete afgørelser
Ankestyrelsen har truffet fire afgørelser til præcisering af personskadebegrebet i arbejdsskadesikringen i lyset af Højesterets dom fra november 2013.
I den første afgørelse fandt vi, at en blodansamling, opstået efter sikrede var trådt forkert ned i en kloak, var en arbejdsskade. Vi lagde vægt på, at den behandling, sikrede blev underlagt, indebar en risiko for en komplikation, og at sikrede, uanset at der ikke var tale om vedvarende gener, havde godtgjort, at han havde fået en arbejdsskade. Sikredes meniskskade var ikke en arbejdsskade. Sikredes knægener, som ikke var en del af anerkendelsen, var imidlertid en del af udmålingsgrundlaget i relation til den omvendte bevisbyrde i § 12, stk. 2. Da knægenerne med overvejende sandsynlighed var en følge af en konkurrerende sygdom, blev der ikke tilkendt mén for knægener.
I den anden afgørelse fandt vi, at en kvinde, der slog sin hånd mod en jernstang og efterfølgende modtog behandling hos en fysioterapeut, ikke havde godtgjort, at der var tale om en arbejdsskade. Vi lagde vægt på, at generne i hånden ville forsvinde af sig selv indenfor kortere tid uanset behandlingen. Sikrede havde tillige forud bestående gener i hånden.
I den tredje afgørelse fandt vi, at en pædagog, der hjalp en kørestolsbruger med at få sko på, og som fik smerter i skulderen, da kørestolsbrugeren foretog et uventet spark, ikke havde godtgjort, at hun havde fået en arbejdsskade. Uanset at sikrede havde fået lagt en blokade 5 måneder efter hændelsen, lagde vi vægt på, at sikrede alene havde pådraget sig smerter, som ville gå over af sig selv uden behandling.
I den fjerde afgørelse fandt vi, at en kvinde, der faldt på et vådt gulv og fik smerter i ryggen, ikke havde godtgjort, at hun havde fået en arbejdsskade. Vi lagde vægt på, at hændelsen ikke havde medført længerevarende gener, men alene forbigående smerter, der gik over af sig selv. Vi lagde tillige vægt på, at der ikke var brosymptomer mellem de anmeldte diskusprolapser i ryg og nakke og hændelsen.