Ankestyrelsens principafgørelse 28-14

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare, hvem der har kompetencen til at optage og bestemme længden af et ophold på et kvindekrisecenter.

Det fremgår af § 109 i lov om social service, at kommunen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivs-forhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.

Optagelse i boformen kan ske anonymt ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder.

Det er lederen, der træffer afgørelse om optagelse.

Det fremgår endvidere, at kommunen skal tilbyde støtte og vejledning fra en familierådgiver til kvinder med børn på boformer efter bestemmelsen. Rådgivningen gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte de enkelte dele i kommunens øvrige tilbud. Rådgivningen iværksættes, når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes, og indtil kvinden og børnene er etableret i egen bolig.

3. Andre principafgørelser

Gældende

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

119-12: Betaling af anonym kvindes ophold på krisecenter skulle afgøres efter reglerne i retssikker-hedslovens § 9, stk. 7. En pligt for en kommune til at betale for udgifterne til støtte til en borger kræver normalt, at borgeren kan identificeres af den betalende kommune. Når en kvinde havde benyttet muligheden for anonym optagelse på et krisecenter, kunne der ikke stilles de sædvanlige krav til identifikation. Det kunne uanset manglende præcise oplysninger om kvindens identitet fastslås, hvilken kommune kvinden kom fra, og hvilken kommune, der skulle betale.

Det er tilstrækkeligt til at fastslå opholdskommune, at en leder af et krisecenter oplyste, at kvinden havde oplyst, hvilken kommune hun kom fra. Videre forelå der udfyldt ind- og udskrivningsblanket fra krisecentret, hvoraf det fremgik, at samme kommune var anført som opholds-, betalings- og handlekommune.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om afklaring af, hvem der har kompetence til at optage og bestemme længden på et ophold på et kvindekrisecenter efter servicelovens § 109.

Resultatet er

· Kommunen var ikke berettiget til at stoppe betalingen af NNs ophold på kvindekrisecenter pr. 1. september 2012.

Det betyder, at kommunen skal betale for NNs ophold på kvindekrisecenter, indtil kvindekrisecenter har fundet, at hun kunne udskrives derfra.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at det er lederen af kvindekrisecenter, som havde kompetencen til at træffe afgørelse om, på hvilket tidspunkt formålet med opholdet på kvindekrisecenter måtte anses for opfyldt, og om forudsætningerne for en vellykket udslusning var til stede.

Vi har lagt vægt på, at det efter § 109, stk. 3, er lederen på kvinde-krisecenteret, der træffer afgørelse om optagelse. Vi finder, at det på samme måde må være lederen af centeret, der træffer afgørelse om, hvornår borgeren ikke længere er berettiget til at opholde sig på centeret.

Vi har herved endvidere lagt vægt på, at det er tale om en særlig udsat gruppe, hvor der er selvmødeprincip, mulighed for anonymitet, ingen geografisk begrænsning og halv statsrefusion.

Kommunen har således ikke kompetence til at træffe afgørelse om ophør af ophold på krisecenter, men kommunen skal under opholdet yde den nødvendige hjælp, herunder udarbejde handleplan efter servicelovens § 141.

I har bemærket, at nævnets afgørelse ikke var i overensstemmelse med lovens bemærkninger, hvorefter botilbuddet først ophører, når formålet med opholdet er opfyldt. Der var ikke i loven/bemærkningerne angivet en tidsgrænse for denne periode, men det er alene angivet, at ophold er ”midlertidigt”.

Endvidere er botilbud ikke begrænset til den periode, hvor krisen er akut. Efter § 109 er det krisecenteret, der angiver, hvornår formålet med et ophold er opfyldt.

I bemærkede endvidere, at for denne familie var et 3 måneders ophold på hjemmet – ud fra jeres faglige vurdering - langt fra tilstrækkeligt i forhold til at få skabt den tillid, der var afgørende for, at familien så småt kunne begynde at tale om og få bearbejdet sine oplevelser.

I var nu ved at lave en krisecenterfaglig udslusningsplan mv., som burde danne grundlag for kommunens senere handleplan om bl.a. bolig.

Vi henviser til vores begrundelse ovenfor.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

· De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen

· Nævnets afgørelse af 4. marts 2013

· Klagen til Ankestyrelsen af 15. maj 2014

Kommunen meddelte, at kommunens forpligtelse til betaling af ophold på kvindekrisecenter ophørte den 30. september 2011, da borgeren ikke havde medvirket til løsningen af sit boligproblem.

Kommunen bemærkede endvidere, at hun havde haft ophold på krisecenter over 3 måneder og det vurderedes ikke, at hun var i en akut krise.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, da nævnet fandt, at hun ikke havde medvirket til løsning af sin boligsituation.

Nævnet lagde vægt på, at hun efter 3 måneders ophold på kvindekrisecenter ikke længere kunne anses for at være i akut krise.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at hun havde fastholdt kun at ville søge bolig i A, idet hendes børn trivedes på denne adresse.

Nævnet havde desuden lagt vægt på, at hun ikke havde samarbejdet med kommunen om at løse sin boligsituation på trods af kommunens opfordringer hertil.

Nævnet havde endelig lagt vægt på oplysningerne om, at hun efter kommunens afgørelse havde skrevet sig op i fire boligselskaber uden resultat.

Kvindekrisecenter fandt, at afgørelsen ikke var i overensstemmelse med servicelovens § 109 med bemærkninger, hvorefter botilbud først ophører, når formålet med opholdet er opfyldt. Der var ikke angivet en tidsgrænse for denne periode, men alene, at ophold er ”midlertidigt”. Endvidere er botilbud ikke begrænset til den periode, hvor krisen er akut. Efter § 109 er det krisecenteret, der angiver, hvornår formålet med et ophold er opfyldt.

Kvindekrisecenter bemærkede, at for denne familie var et 3 måneders ophold på centret – ud fra centrets faglige vurdering - langt fra tilstrækkeligt i forhold til at få skabt den tillid, der var afgørende for, at familien så småt kunne begynde at tale om og få bearbejdet sine oplevelser.

Kvindekrisecenter var i færd med at udfærdige en krisecenterfaglig udslusningsplan mv., som burde danne grundlag for kommunens senere handleplan om bl.a. bolig. Kvindekrisecenter kom herefter med bemærkninger til dele af kommunens sagsfremstilling, herunder redegjorde centeret for hendes boligsøgning.

Endelig bemærkede centeret, at familien bl.a. ikke var blevet tilbudt hjælp fra familierådgiver efter § 109, stk. 4 trods anmodning herom.