Vi har afgjort sagen på grundlag af:
·De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen
·Nævnets afgørelse af 8. april 2013
·Klagen til Ankestyrelsen af 5. maj 2013
·Nævnets genvurdering
Kommunen meddelte afslag på behandlingsmæssigt fripladstilskud.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet lagde vægt på, at begrebet ”behandlingsmæssig” i dagtilbuds-lovens forstand ikke er fastlagt fuldt ud i praksis. Nævnet fortolkede ”behandlingsmæssig” ud fra en sproglig forståelse af begrebet behandling og på baggrund af Principafgørelserne 33-10, O-46-94 og O-61-89.
Nævnet forstod ”behandling”, som en indsats, der har til formål at forbedre en funktionsnedsættelse ved intervention foretaget af dertil uddannet fagperson.
Efter en sproglig fortolkning af begrebet ”behandling” og Principafgørelserne, fandt nævnet, at ophold i dagtilbud kan være begrundet i behandlingsmæssige årsager, når opholdet bl.a. har til formål at forbedre et barns funktionsnedsættelse gennem fagpersoners intervention gennem træning, stimulation og andre specifikke former for støtte. Dagtilbuddets opgave i.f.t barnet skal som hovedregel ligge udover den almindelige pædagogiske opgave med at fremme barnets udvikling og udover de individuelle hensyn, der kan tages for at få dagen til at fungere. Det forhold, at et barn modtager støtte i skole/dagtilbuddet er ikke afgørende for, om barnet har ret til en behandlingsmæssig friplads, da denne støtte gives til en bredere gruppe af børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte.
Efter en konkret vurdering fandt nævnet, at den støtte og guidning, som datteren havde behov for i dagtilbud X, ikke kunne betragtes som behandling.
Det fremgik af udtalelse fra dagtilbud X, at hun havde gavn af det sociale samspil, som de kunne tilbyde. Hun havde brug for struktur og genkendelige rammer samt forberedelse på, hvad der skal ske, når hun er der. Hun havde brug for hjælp til at blive skiftet og når hun skulle fra kørestolen og ned på gulvet. Hun var tryg ved de andre børn og voksne og deltog på lige fod i aktiviteterne, hvis hun havde en voksen i baggrunden til at guide og ind imellem tjekke, om hun var okay.
Der var ikke oplysninger om, at indsatsen var afgørende for hendes videre udvikling, eller at opholdet var et nødvendigt led i behandlingen af hende, da der ikke der foregik en målrettet indsats, som medførte, at der kunne ses tydelige forbedringer hos hende. Man havde mest fokus på hendes personlige og sociale udvikling. Den yderligere indsats, der foregik, lå ikke udover den almindelige pædagogiske opgave med at fremme barnets udvikling og udover de individuelle hensyn, der kan tages for at få dagen til at fungere.
Nævnet fandt, at graden af funktionsnedsættelsen ikke var det afgørende ved vurderingen af, om man har ret til behandlingsmæssigt fripladstilskud. Det afgørende er indholdet af behandlingen/træningen i dagtilbuddet.