Lov om social service § 113, stk. 1, fastslår, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 112, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Det fremgår af § 17 i bekendtgørelse nr. 1432 af 23. december 2012 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 112, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Forbrugsgoder omfatter produkter, som er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Det fremgår af § 20 i bekendtgørelse nr. 1432 af 23. december 2012 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, at hjælp til anskaffelse af øvrige forbrugsgoder ydes med et beløb svarende til 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Af stk. 6 fremgår, at der ikke ydes hjælp efter denne bestemmelse til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, for eksempel almindelige stole, borde, senge, telefoner, Tv-apparater, videomaskiner, båndoptagere m.v., som normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.
Det fremgår af punkt 46 i vejledningen om hjælpemidler, biler, boligindretning mv., at
der
ikke kan ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, f.eks. almindelige stole, borde, senge, telefoner, TV-apparater, videomaskiner, båndoptagere, standard- computere, vaskemaskiner mv., og som normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.
Der ydes således ikke støtte til almindelige båndoptagere til blinde, der f.eks. har behov for afspilning af lydbøger eller lydbreve. Ligeledes ydes der ikke støtte til almindelige videomaskiner til døve.
Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, vil løbende ændres i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved bedømmelsen af om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og borgernes forbrugs- og levevaner. Således vil flere forbrugsgoder med tiden blive mere almindeligt udbredt og efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.
Det forudsættes, at niveauet i det mindste svarer til praksis vedrørende trangsbeneficiet, hvorefter der skal være tale om »et beskedent hjem«, jf. Retsplejelovens § 509. Som supplement hertil skal der foretages en vurdering af, hvor udbredt et givet forbrugsgode er på landsplan. Til brug for denne vurdering kan oplysninger fra Danmarks Statistik anvendes som retningsgivende standard.
Der henvises i øvrigt til Ankestyrelsens praksis for, hvad der betragtes som sædvanlig indbo. Der kan f.eks. henvises til Principafgørelse C-35-02 om en faconhovedpude, som var sædvanligt indbo, C-31-02, som fastsatte at en vaskemaskine ikke kunne udskiftes, da den var sædvanligt indbo og C-23-01 som hjemviste en afgørelse til kommunen, idet det blev fundet at være uden betydning for afgørelsen, at en hvilestol kunne købes hos en almindelig møbelforhandler.
3.
Andre principafgørelser
Gældende
Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
C-35-02
om faconhovedpude,
C-11-06
om internetabonnement og
153-11
om digitalkamera,
59-13
om smartphones, andre mobiltelefoner, fastnettelefoner, bærbare computere, tablet computere og GPS´er. Disse forbrugsgoder blev anset som sædvanligt indbo.
C-36-07
om hæve/sænkebord og
C-22-05
om elevationssengebund. Disse forbrugsgoder blev ikke anset som sædvanligt indbo.
Kasserede
Følgende principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:
260-09 om opvaskemaskine,
C-31-02
om vaskemaskine og C-33-07 om tørretumbler er historiske og gælder ikke længere. Praksis er indarbejdet i denne principafgørelse.
C-33-07 vedrører selve lidelsen og er indarbejdet i 114-12.
Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.