Resumé:
Forældemyndighedsindehavers nye ægtefælle kan være en del af barnets eller den unges netværk
Et anbragt barn eller ung har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner mv. under anbringelsen uden for hjemmet. Reglen om samvær gør ikke udtømmende op med hvilke personer, der er omfattet af begrebet netværk.
I den konkrete sag har Ankestyrelsen vurderet, at fars nye ægtefælle er omfattet af begrebet netværk, idet hun er en del af farens hjem, og idet hun både under og efter anbringelsen kan være en ressource for barnet. Kommunen skal derfor ud fra en konkret vurdering af barnets behov tage stilling til, om der skal være samvær mellem barnet og fars nye ægtefælle.
Hvis kommunen finder, at der ikke skal være samvær, eller at samværet skal begrænses til mindre end én gang hver fjerde uge, og forældremyndighedsindehaveren eller barnet over 12 år er uenige heri, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget. Det er uden betydning for denne vurdering, om samværet ønskes etableret ved, at forældremyndighedsindehaverens ægtefælle deltager i dennes samvær eller ved et selvstændigt samvær mellem barnet og forældremyndighedsindehaverens ægtefælle.
Hvem kan være netværk?
Vurderingen af, om en person er omfattet af et barns eller en ungs netværk skal tage udgangspunkt i en konkret helhedsvurdering af barnets tilknytning eller mulige relation til personen.
Vurderingen kan ikke foretages ud fra en fast målestok, men må foretages på baggrund af en række momenter, som alle er medvirkende til at belyse tilknytningen og relationen mellem barnet og personen.
Der kan ikke stilles krav om, at barnet allerede på tidspunktet for kommunens vurdering skal have en relation til personen. Bestemmelsen giver også mulighed for, at samvær kan bruges til, at barnet eller den unge kan etablere nære relationer.
Ved vurderingen kan der blandt andet lægges vægt på, hvilken tilknytning personen har til barnet eller den unge, hvilken tilknytning personen har til de biologiske forældre, og om personen er en fast del af det biologiske hjem, idet det biologiske hjem må vurderes som en helhed. Der kan i den forbindelse også lægges vægt på udsigten til, at barnet eller den unge skal hjemgives til det biologiske hjem. Ved vurderingen kan der desuden lægges vægt på, om der er tale om en person, som vil være en ressource i barnet eller den unges liv både under og efter anbringelsen.