Resumé:
En borger med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få støtte til hjælpemidler, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.
En servicehund til en person med en psykisk funktionsnedsættelse kan være et hjælpemiddel. Afgørelsen heraf beror på en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt en servicehund i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.
Ved vurderingen af om væsentlighedskriteriet er opfyldt, kan der lægges vægt på blandt andet helbredsmæssige forhold, sociale forhold, hjælpemidlets betydning for muligheden for at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation, og om der eventuelt kan findes andre måder at kompensere for funktionsnedsættelsen på.
Har kommunen iværksat andre former for hjælp eller støtte, skal virkningen heraf vurderes, forinden der træffes afgørelse om bevilling af en servicehund til en person med psykisk funktionsnedsættelse.
I sag nr. 1 og 2 vurderede Ankestyrelsen, at en servicehund ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet. Væsentlighedskravet var ikke opfyldt, da der i begge sager var iværksat andre former for hjælp og støtte, som det endnu ikke var muligt at vurdere virkningen af.
I sag nr. 3 vurderede Ankestyrelsen, at en servicehund i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne. Ansøger havde passet en hund for et familiemedlem, hvilket havde gjort en stor forskel for ansøger. Kommunen anerkendte denne effekt, og væsentlighedskriteriet var opfyldt, idet ansøger med en servicehund ved sin side kunne opholde sig alene i sin lejlighed samt færdes i det offentlige rum.