Resumé:
Borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få dækket nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.
En person, der er omfattet af personkredsen efter servicelovens bestemmelser om nødvendige merudgifter, kan ikke få dækket tabt arbejdsfortjeneste, der kan opstå i forbindelse med fx kontroller på hospitalet, som en merudgift.
Bestemmelsen om nødvendige merudgifter er ikke tilsigtet at skulle dække et indtægtstab, men kun en merudgift. I bemærkningerne til lovforslaget fra 1996 er det præciseret, at det ikke er hensigten, at der skal kunne gives tabt arbejdsfortjeneste til voksne i forbindelse med fravær fra arbejdet pga. egen funktionsnedsættelsen. Bestemmelsen er alene tiltænkt børn med nedsat funktionsevne, hvor der kan være et behov for, at det er mor eller far, der passer barnet i hjemmet.
I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at borgeren ikke kunne få dækket et eventuelt løntab i forbindelse med kontroller på hospitalet, idet tabt arbejdsfortjeneste ikke er omfattet af reglen om dækning af merudgifter til voksne.