Resumé:
Hvis kommunen har viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge eller om, at samværet skal være overvåget. Afgørelsen træffes for en bestemt periode. Afgørelse om afbrydelse af forbindelsen omfatter samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse.
Pligt til at forelægge sagen for børn og unge-udvalget
Børn og unge-udvalget har pligt til at træffe afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af forbindelsen, når der er viden eller formodning om, at den person, der ønsker samvær med barnet eller den unge har begået overgreb mod et barn eller en ung.
Kun hvis særlige forhold taler imod det, kan børn og unge-udvalget undlade at fastsætte overvåget eller afbrudt samvær.
Børn og unge-udvalget kan ikke tage sager op af egen drift. Udvalget er derfor afhængigt af, at sagerne om overvåget eller afbrudt samvær bliver forelagt for udvalget. Det er kommunalbestyrelsen, som skal forestå denne forelæggelse. Dette betyder, at kommunalbestyrelsen har pligt til at forelægge sagerne for børn og unge-udvalget.
Kommunalbestyrelsen har ikke kompetencen til at vurdere, om der er særlige grunde til, at samværet ikke skal være overvåget eller afbrudt. Denne kompetence ligger udelukkende hos børn og unge-udvalget, der derfor altid skal have spørgsmålet forelagt.
Overgreb mod et andet barn eller ung
Bestemmelsen omfatter ikke kun overgreb mod det konkrete barn eller den unge, som der ønskes samvær med. Den gælder også, når der er viden om eller formodning for, at samværspersonen har begået overgreb mod et andet barn eller ung.
Hensigten med bestemmelsen er at beskytte anbragte børn og unge mod at opleve overgreb, når de har samvær med forældre og netværk. Dermed tager bestemmelsen udgangspunkt i sikring af barnets eller den unges bedste og ikke i samværspersonens interesse i at have samvær med barnet eller den unge.
Krav om formodning
En formodning om overgreb forudsætter ikke, at der er rejst sigtelse mod den person, formodningen retter sig mod.
I den konkrete sag var det tilstrækkeligt, at kommunen havde modtaget en underretning fra et hospital om flere knoglebrud på et barn.
Ankestyrelsens egen-drift beføjelse
Ankestyrelsen kan af egen drift tage sager om særlig støtte til børn og unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Ankestyrelsen kan da pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser.
Hvis kommunalbestyrelsen ikke har forelagt børn og unge-udvalget en sag, hvor der var viden om eller formodning for, at samværspersonen havde begået overgreb mod et barn eller en ung kan Ankestyrelsen tage sagen op af egen drift og pålægge kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for børn og unge-udvalget.