Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du på revurderingstidspunktet ikke opfyldte nogen af betingelserne for forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge.
Du blev sygemeldt den 9. november 2015 fra dit arbejde som salgsassistent. Revurderingstidspunktet indtrådte den 31. maj 2016, og kommunen traf afgørelse om, at udbetalingen af sygedagpenge skulle stoppe.
Nedenfor gennemgår vi de enkelte forlængelsesmuligheder.
Revalidering
Vi vurderer, at det hverken på kortere eller længere sigt var overvejende sandsynligt, at der ville blive behov for at iværksætte revalidering.
Ved vurderingen har vi lagt vægt på, at du på revurderingstidspunktet var optrappet i tid på din arbejdsplads og arbejdede 20 til 22,5 timer om ugen. Vi har også lagt vægt på statusattest af den 26. april 2016, hvoraf det fremgår, at du tidligere havde arbejdet 31 til 32 timer om ugen. Din læge forventede, at du ville komme på fuld tid inden for ca. otte uger.
Afklaring af arbejdsevnen
Vi vurderer, at det ikke var nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger.
I den forbindelse har vi lagt vægt på, at din læge vurderede, at der var en god prognose, og at du ville kunne arbejde fuld tid inden for ca. otte uger.
Da der var udsigt til, at du kunne trappe op til fuld tid, ville der ikke være brug for at gennemføre afklarende foranstaltninger.
Lægebehandling og sikker lægelig vurdering
Det er en betingelse for at forlænge udbetalingen af sygedagpenge efter denne forlængelsesmulighed, at du var under eller ventede på lægebehandling, og at der var en sikker lægelig vurdering af, at du kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet.
Du var ikke under eller ventede på lægebehandling.
Vi har lagt vægt på statusattest af den 26. april 2016. Din læge har oplyst, at du havde gået til fysioterapeut, men at du ikke længere modtog behandling.
Desuden har vi lagt vægt på, at du ved opfølgningssamtale af den 21. april 2016 har oplyst, at du ikke var i et behandlingsforløb, men lavede øvelser derhjemme og gik ture. Ved opfølgningssamtale af den 13. maj 2016 har du også oplyst, at du ikke var i et behandlingsforløb.
Vi er opmærksomme på, at din læge vurderede, at du kunne raskmeldes til fuld tid inden for otte uger via en optrapning.
Vi vurderer, at dette ikke kan føre til et andet resultat. I den forbindelse har vi lagt vægt på, at forlængelse efter bestemmelsen ikke kun er betinget af, at der er en sikker lægelig vurdering. Det er også en betingelse, at den sygemeldte er i behandling.
Det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse 102-12, at lægeordineret behandling, herunder fysioterapeutisk behandling, kan anses for at være lægebehandling i sygedagpengelovens forstand, uanset om behandlingen faktisk foretages af en læge.
Principafgørelse D-33-05 konkluderer, at et behandlingsforløb, der beror på spontan helbredelse, i nogle tilfælde kan sidestilles med, at den sygemeldte er under lægebehandling i lovens betydning. I sagen blev der lagt vægt på, at den sygemeldte var i et uafsluttet lægeligt forløb, hvor han jævnligt skulle komme til ambulant kontrol.
Vi vurderer, at din træning i hjemmet ikke kan sidestilles med lægebehandling i sygedagpengelovens forstand. Vi har lagt vægt på, at du ikke var i et uafsluttet lægeligt forløb, hvor du jævnligt skulle komme til kontrol. I den forbindelse har vi lagt vægt på, at træningen blev gennemført på egen hånd, og at der ikke var et planlagt kontrol- eller behandlingsforløb med opfølgning. Du var derfor ikke under egentlig behandling hos læge eller anden behandler, der udførte lægeordineret behandling.
Behandling i rehabiliteringsteamet
Kommunen havde i forbindelse med revurdering af sagen inden ophør af sygedagpengeudbetalingen vurderet, at sagen ikke skulle behandles i rehabiliteringsteamet med henblik på en vurdering af berettigelse til ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Der kunne derfor ikke ske forlængelse efter denne bestemmelse.
Vi er enige i kommunens vurdering. Vi har lagt vægt på, at der var udsigt til, at du kunne raskmeldes til fuld tid. Du ville derfor ikke have behov for ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
Øvrige forlængelsesmuligheder
Der kunne ikke ske forlængelse efter de øvrige forlængelsesmuligheder. Der var ikke tale om en livstruende og alvorlig sygdom. Der var ikke rejst en arbejdsskadesag, og der var ikke modtaget ansøgning om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag.