Ankestyrelsens principafgørelse 38-16

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1052 af 8. september 2015 - § 9 c, stk. 1, 2, 7, og 9

Ankestyrelsen har behandlet sagerne principielt for at fortolke samspillet mellem retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, og § 9 c, stk. 7, samt mellem § 9, stk. 6, og § 9 c, stk. 7.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9 c fastslår, under hvilke betingelser og for hvilke udgifter, der er ret til refusion.

Det fremgår af § 9 c, stk. 2, at der er ret til refusion for udgifterne efter stk. 1, når kommunen eller anden offentlig myndighed har medvirket til at borgeren har fået ophold i nærmere fastsatte boliger/boformer.

Det fremgår af § 9 c, stk. 8, 1, pkt., at tilkendelseskommunen refunderer udgiften til førtidspension i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet tilkendelseskommunen. Refusion efter stk. 2, 3, 5, og 6, udskyder retten til refusion efter 1. pkt.

Det fremgår af § 9 c, stk. 10, at retten til refusion efter stk. 2, 5, og 6, består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende tilbud.

Efter § 9, stk. 6, kan opholdskommunen aftale med den tidligere opholdskommune og borgeren, at den tidligere opholdskommune fortsat har pligt til at yde hjælp.

3. Andre principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

Sag 1: 2015-2211-37314

Resultatet er

• B Kommune har pligt til at yde refusion for udgifterne til førtidspension så længe borgeren er omfattet af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2.

Det betyder, at vi ændrer B Kommunes afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at en bestående pligt til refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, suspenderer en senere opstået pligt til refusion efter stk. 8, uanset hvilken kommune borgeren efterfølgende får ophold i.

Vi har lagt vægt på, at borgeren har været i et ubrudt refusionsbærende forløb siden december 2003, at førtidspensionen er tilkendt efter dette tidspunkt, og at det var B Kommune, der allerede på dette tidspunkt havde pligt til at afholde eventuelle udgifter.

B Kommunes overordnede forpligtelse til at yde refusion var således stiftet, før A Kommune tilkendte borgeren førtidspension og grundlaget for forpligtelsen til refusion af førtidspension dermed opstod.

B Kommune har oplyst, at det har betydning, at der efter tilkendelsen af pension er sket yderligere en flytning, således at der er 3 kommuner involveret. Det er B Kommunes opfattelse, at dette forhold er afgørende og henviser til bemærkningerne i lovforslaget (LF 18 03-04).

Vi bemærker, at der efter Ankestyrelsens opfattelse må skelnes mellem, om en borger, der allerede er tilkendt førtidspension, efterfølgende – med en anden kommune som refusionspligtig – bliver omfattet af

retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, eller om borgeren, mens han er i en situation, der er omfattet af § 9 c, stk. 2, også viser sig at opfylde betingelserne for at blive tilkendt førtidspension.

I den første situation vil refusion efter § 9 c, stk. 8 fra tilkendelseskommunen til den oprindelige opholdskommune i § 9 c, stk. 2, kunne ske sideløbende med den oprindelige opholdskommunes refusion til opholdskommunen. I den sidstnævnte situation vil refusion af førtidspension blive udskudt indtil borgeren ikke længere er omfattet af stk. 2, 3, 5 eller 6, idet den oprindelige opholdskommune indtil da har ansvar for refusion af alle typer hjælp, der er nævnt i § 9 c, stk. 1.

Vi vurderer således, at B Kommune har pligt til at yde refusion for udgifter, der er blevet afholdt efter de love, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, herunder udgifterne til førtidspension så længe borgeren har ophold i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.

Sag 2: 2015-2211-52527:

Resultatet er

• B Kommune har ret til refusion af førtidspension uanset det efterfølgende ophold på forsorgshjem.

Det betyder, at vi ændrer A Kommunes afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen vurderer, at A Kommunes allerede stiftede forpligtelse til at yde refusion for førtidspension til borgeren, ikke påvirkes af, at B Kommune efterfølgende fik pligt til at yde refusion efter andre regler, da borgeren fik ophold på forsorgshjem.

Vi lægger vægt på, at NN blev tilkendt førtidspension i 2008, hvor han boede i A Kommune. I 2009 flyttede han til B Kommune i en almindelig bolig, og A Kommune ydede refusion for den udbetalte førtidspension. I december 2012 blev han optaget på forsorgshjem i A Kommune med B Kommune som refusionskommune.

Vi er af den opfattelse, at hensynet bag reglen om refusion af førtidspension er at pålægge den tilkendende kommune – i dette tilfælde A Kommune – en finansieringsforpligtelse, der strækker sig over en længere periode. Der er hverken i loven eller forarbejderne holdepunkter for, at dette hensyn skulle svækkes, blot fordi borgeren efterfølgende også får brug for anden hjælp.

Sag 3: 2015-2211-45885:

Resultatet er

• B Kommune har ret til refusion for udgifterne for førtidspension frem til 6 år efter tilkendelsen.

Det betyder, at vi ændrer A Kommunes afgørelse. Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen vurderer, at reglen om refusion for tilkendt førtidspension i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 8, må forstås som en pligt for den kommune, der tilkender, til at yde refusion.

Vi vurderer, at der hverken i loven eller forarbejderne hertil er holdepunkter for, at reglen i stk. 8 om, at en opholdskommune har ret til refusion for udgiften til førtidspension, kan fraviges, uanset at kompetencen udspringer af en aftale om handleforpligtelse over for borgeren efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 6.

Vi bemærker, at der ikke i tilknytning til aftalen om handleforpligtelse eller på et andet tidspunkt er indgået aftale mellem kommunerne om at fravige retssikkerhedslovens refusionsregler.

Vi bemærker, at der er enighed mellem parterne om, at A Kommune har tilkendt førtidspension, og at der ikke i retssikkerhedsloven ses at være taget udtrykkelig stilling til, hvilken kommune, der afholder udgifterne i tilknytning til en aftale om handleforpligtelse, men at det skønnes at være bedst i overensstemmelse med lovens særlige refusionsregler for førtidspensionsudgifter, at en tilkendende kommune tager ansvar for udgifterne i overensstemmelse med § 9 c, stk. 8.

Vi bemærker yderligere, at kommunerne har mulighed for at indgå aftaler om udgiftsfordeling. Vi kan ikke tage stilling til sådanne aftaler.