Det fremgår af aktivlovens § 35, stk. 1, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen er betinget af, at kommunen samtidig med henvisningen til arbejde, afgivelsen af tilbud, indkaldelsen til samtale m.v. skriftligt har informeret ansøgeren eller modtageren af hjælp om konsekvensen for hjælpen, hvis en person uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet, ikke møder til samtalen m.v., og om, hvilke skridt en person, der afslår m.v., skal tage for igen at blive berettiget til hjælp.
Det fremgår af aktivlovens § 39, nr. 8, at kommunen skal nedsætte hjælpen, hvis en person uden rimelig grund har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat, jf. § 13 a, stk. 4, 3. pkt.
Nedsættelsen sker med den sats, der fremgår af aktivlovens § 40.
Det fremgår af aktivlovens § 13 a, stk. 4, at en person, som er åbenlyst uddannelsesparat eller er jobparat, og som modtager hjælp efter § 11, skal være aktivt jobsøgende. Personen skal overholde de aftaler, der fremgår af Jobnet, og som er indgået med kommunen om, hvordan og inden for hvilke områder den pågældende skal søge job. Personen skal endvidere løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet.
Det fremgår af bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats § 25, stk. 1, og 2, at personer, der er jobparate eller åbenlyst uddannelsesparate, løbende skal dokumentere alle deres jobsøgningsaktiviteter i deres joblog på "Min side" på Jobnet. Ved jobsøgningsaktiviteter forstås en jobsøgning rettet mod et specifikt job eller jobsøgning generelt, herunder deltagelse i jobmesse m.v.
Det fremgår af bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager integrationsydelse eller uddannelseshjælp som uddannelsesparate, herunder åbenlyst uddannelsesparate, eller integrationsydelse eller kontanthjælp som jobparate, § 11, stk. 5, at personer, der er jobparate eller åbenlyst uddannelsesparate løbende skal registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet.
Det fremgår af vejledningen om rådighed og sanktioner, kapitel 6, at hvis den åbenlyst uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtager eller jobparate kontanthjælpsmodtager ikke har foretaget registreringer i jobloggen, jf. § 13 a, stk. 4, 3. pkt., gives der ligeledes en punktsanktion, medmindre den pågældende har en rimelig grund til ikke at være aktivt arbejdssøgende. Dette følger af lovens § 39, nr. 8. Kommunen kan give personen en frist for, hvornår personen skal foretage registreringer i jobloggen.
Følgende fremgår af lovforarbejderne til ændringslov nr. 894 af 4. juli 2013:
•
”. . kontanthjælpssystemet skal bygge på klare rettigheder og pligter”
•
”. . sanktionsreglerne skal anvendes effektivt og på en måde, så det er tydeligt for den enkelte, at der er et klart rådighedskrav. ”
•
”Jobsøgningen for den enkelte skal samtidig være intensiv og realistisk, og jobsøgningen skal dokumenteres i jobloggen på "Min side" i Jobnet. ”
•
”Hvis jobcenteret vurderer, at den åbenlyst uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtager eller den jobparate kontanthjælpsmodtager ikke har søgt job i tilstrækkeligt omfang, kan jobcenteret stille krav til den enkelte om jobsøgningen og gennem klare aftaler sikre, at den enkelte reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Aftalen mellem den åbenlyst uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtager eller den jobparate kontanthjælpsmodtager og jobcenteret skal fremgå af "Min side" på Jobnet. ”
•
”Det foreslås derfor, at en åbenlyst uddannelsesparat uddannelseshjælpsmodtager eller en jobparat kontanthjælpsmodtager, som ikke har overholdt de aftaler om jobsøgning, der fremgår af "Min side", og som er aftalt med kommunen, skal have en punktsanktion. Samtidig foreslås det, at en åbenlyst uddannelsesparat modtager af uddannelseshjælp og en jobparat modtager af kontanthjælp, der ikke har registreret sine jobsøgningsaktiviteter i sin joblog på "Min side" på Jobnet inden for den frist, som kommunen har givet den pågældende, skal have en punktsanktion. ”
3.
Andre principafgørelser
Gældende
Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
86-14
: Omhandler blandt andet vejlednings- og samtidighedskravet i aktivlovens § 35, stk. 1, samt krav til kommunens dokumentation heraf. Principafgørelsen fastslår, at det er en betingelse for, at kommunen kan give en sanktion, at borgeren forud for afmeldingen på grund af manglende tjek af jobforslag har fået skriftlig vejledning om fradrag i hjælpen. Principafgørelsen tager stilling til, hvornår den skriftlige vejledning om fradrag i kontanthjælpen ved manglende tjek af jobforslag skal være givet.
Principafgørelsen fastslår også, at den skriftlige vejledning skal være indholdsmæssigt fyldestgørende, og at kommunen skal dokumentere på sagen, at der er givet skriftlig vejledning.
85-14
: Principafgørelsen fastslår, at aktivloven udtømmende opregner, hvilke hændelser der kan medføre en sanktion. Der skal være sikker hjemmel i loven for at sanktionere en konkret hændelse. Det betyder, at kommunen ikke kan give en sanktion, hvis hændelsen ikke er nævnt i §§ 36-44.
19-13
: Omhandler blandt andet vejlednings- og samtidighedskravet i aktivlovens § 35, stk. 1.
Principafgørelsen fastslår, at det er en forudsætning for en afgørelse om sanktion, at kommunen samtidig med henvisning til arbejde, afgivelse af tilbud, indkaldelse til samtale m.v. skriftligt har informeret personen om hvilken konsekvens, det har for hjælpen, hvis denne uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet, ikke møder til samtalen m.v., og om, hvilke skridt han skal tage for igen at blive berettiget til hjælp. Informationen kan for eksempel fremgå af en jobplan, hvis kontanthjælpsmodtageren har modtaget den inden, han afslår arbejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke møder til samtale m.v.
132-11
: Principafgørelsen fastslår, at kommunen skal vejlede konkret og præcist om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund, når kommunen har anledning til det. I denne sag havde kommunen imidlertid ikke en sådan anledning til at vejlede borgeren, idet kommunen ikke havde oplysninger om, at borgeren ville opsige sit arbejde.
6-11
: Omhandler vejledningskravet i aktivlovens § 35, stk. 1, ved indkaldelse til jobsamtale.
Principafgørelsen fastslår, at en sanktion på grund af udeblivelse fra en samtale forudsætter, at kommunen tilstrækkelig præcist har vejledt borgeren om, at udeblivelsen ville få konsekvenser for borgerens udbetaling af ydelser og om, at han ved udeblivelse skulle genoprette kontakten til jobcentret for igen at blive berettiget til hjælp. Kommunen havde vejledt om, at udeblivelse kan få konsekvenser for fremtidig udbetaling af ydelse, og det var ikke en tilstrækkelig præcis vejledning.
5-11
: Omhandler vejledningskravet i aktivlovens § 35, stk. 1, ved indkaldelse til jobsamtale.
Kommunens vejledning i forbindelse med indkaldelse til jobsamtale var uklar, da kommunen i jobplanen havde angivet 3 forskellige konsekvenser af udeblivelse fra jobsamtalen uden rimelig grund, selv om der i reglerne ikke er nogen valgmulighed. Angivelse af alternativer medførte uklarhed om, hvilken konsekvens en udeblivelse rent faktisk ville have, og vejledningen var dermed utilstrækkelig.