Resumé:
Ifølge retssikkerhedsloven bevilger opholdskommunen som hovedregel hjælp til borgerne og afholder også udgifterne hertil. Det gælder også efterværn. Fravigelse af dette princip kræver udtrykkelig hjemmel.
Der er i loven indsat en særregel, der dækker de særlige tilfælde, hvor den unge var anbragt uden for hjemmet frem til det 18. år, og opholdskommunen havde ret til refusion for anbringelsesudgifterne. I de situationer har opholdskommunen også ret til refusion for udgifterne under efterværn.
Ordlyden i refusionsbestemmelsen om efterværn kan ikke fortolkes udvidet. En ny opholdskommune har derfor ikke ret til refusion for udgifter til efterværn m.v., hvis der ikke var ret til refusion under anbringelsen.
Når en anbringelse uden for hjemmet fortsætter i et efterværnsophold, er der både mellemkommunal refusion for udgifter til selve efterværnet og for ydelser til borgeren efter andre love.
Det er en forudsætning, at de udbetalte ydelser til borgeren vedrører perioden for efterværnet, og at der er tale om ydelser nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1.
Refusionen er ikke betinget af, at efterværnet er etableret i forbindelse med det fyldte 18. år, eller at det fortsætter ubrudt frem til det 23. år. Retten til refusion for udgifter til efterværn består således i hele efterværnsperioden, uanset om efterværnet først bliver etableret senere eller i en periode har været afbrudt.
Retten til refusion består, selv om den unge i efterværn flytter fra sit døgnophold og i stedet får en kontaktperson.
Retten til refusion er ikke betinget af, at handlekommunen overholder alle formelle sagsbehandlingsregler om handleplaner, så længe det er dokumenteret, at der er brug for den hjælp, der er bevilget.
I sag nr. 1 tiltrådte Ankestyrelsen kommunens afgørelse om ikke at yde refusion. Den unge var flyttet efter det 18. år, og der havde ikke været refusion under anbringelsen.
I sag nr. 2 tiltrådte Ankestyrelsen også kommunens afgørelse om ikke at yde refusion. Den unge var under anbringelsen flyttet til ny kommune sammen med sin plejefamilie, og denne opholdskommune havde ikke haft ret til refusion.
Ændring af praksis
Denne principafgørelse er en ændring af Ankestyrelsens tidligere praksis. Ankestyrelsens principafgørelser har som udgangspunkt virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen. Undtagelse herfra er, hvis der tidligere har været tale om en forkert fortolkning af loven (en retsvildfarelse) eller ulovlig praksis. På baggrund af en fortolkning af bestemmelsen og forarbejderne, må den tidligere praksis anses for at være baseret på en retsvildfarelse.
Som konsekvens af praksisændringen skal Ankestyrelsen tage stilling til, om der er grundlag for at genoptage sager, hvor et nævn eller Ankestyrelsen har pålagt en kommune at betale refusion efter tidligere praksis.
Ankestyrelsen vurderer, at det vil være en betydelig administrativ byrde for styrelsen at søge at identificere sagerne, og der vil ikke være sikkerhed for, at alle sager ville kunne identificeres. Ankestyrelsen vil derfor informere kommunerne gennem KL om muligheden for at søge om genoptagelse og vejlede om retningslinjerne herfor.