Principafgørelsen fastslår
En adoption må kun bevilges, når den er bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.
Ved vurderingen af, om en stedbarnsadoption er til barnets bedste, lægger adoptionsmyndighederne vægt på, om familien har opnået den fornødne stabilitet, før adoptionsbevillingen udstedes, således at ønsket om adoption er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie.
Adoptionsmyndighederne stiller derfor som udgangspunkt krav om, at adoptanten på ansøgningstidspunktet har levet sammen med sin partner og dennes barn i mindst 2½ år.
Samlivskravet på 2½ år mellem ansøger, partneren og barnet, der ønskes adopteret, kan fraviges i situationer, hvor der mellem ansøgeren og partneren eksisterer et stabilt familieliv, inden barnet fødes.
Ved vurderingen af, om der er tale om et stabilt familieliv, indgår længden af ansøgerens og partnerens forhold og samliv, og om de allerede har fællesbørn.
Det er afgørende for, at samlivskravet kan fraviges, at der enten er afsluttet en faderskabssag, uden at der er fastslået et faderskab, eller at en eventuel retlig forælder kan inddrages i adoptionssagen. På den måde sikres det, at forælderen, der mister det juridiske bånd til barnet, der ønskes adopteret, høres og vejledes om adoptionens retsvirkninger.
Forælderen, der mister det juridiske bånd til barnet, har samme rettigheder som enhver anden forælder, indtil adoptionen er gennemført.
I to sager kunne samlivskravet fraviges.
I den ene sag havde ansøgeren og dennes partner været sammen siden 1999 og gift siden 2006. De havde i forvejen et fællesbarn på 6 år. Moren til barnet, der var søgt adoption af, var søster til ansøgeren. Moren havde fungeret som surrogatmor for barnet. Hun havde ikke modtaget betaling for surrogatforholdet, og hun kunne inddrages i adoptionssagen.
I den anden sag, hvor samlivskravet blev fraveget, havde et par indgået registreret partnerskab i 2006 og havde i forvejen to fællesbørn på henholdsvis 7 og 10 år. Faren havde fungeret som kendt donor. Han var efter det oplyste indstillet på ikke at have en forældrerolle i forhold til barnet, der blev søgt om adoption af. Det var muligt at inddrage ham i adoptionssagen.
I disse to sager vurderede Ankestyrelsen, at der i familierne var tale om stabile familieliv, der kunne begrunde en fravigelse af samlivskravet. Statsforvaltningen skulle undersøge, om de øvrige betingelser for stedbarnsadoption var opfyldt, herunder indhente en erklæring fra den forælder, der ville miste det juridiske bånd til barnet.
I en anden sag kom Ankestyrelsen modsat frem til, at der ikke var tale om et stabilt familieliv.
Parret havde i denne sag været sammen siden januar 2014 og var blevet gift i september 2014. De havde ingen fællesbørn. Biologisk far var en anonym sæddonor.
Ankestyrelsen fandt ikke, at der i familien var den fornødne stabilitet, der kunne begrunde en ændring af barnets familieretlige status. Samlivskravet kunne derfor ikke fraviges.
Det var ikke en særlig omstændighed efter adoptionsloven og havde i øvrigt ikke betydning for vurderingen, at ansøgeren var barnets genetiske mor (hun havde fungeret som ægdonor for sin partner).