Ankestyrelsen stadfæstede den 23. juni 2015 kommunens afgørelser truffet den 22. august 2014 og den 18. december 2014.
Ankestyrelsen vurderede, at du ikke har ret til jobafklaringsforløb, hvis du afslår at modtage ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløbet.
Den 31. marts 2017 har Østre Landsret afsagt følgende dom:
”Ankestyrelsen skal anerkende, at A er berettiget til et tværfagligt afklaringsforløb, uanset han har afslået at modtage ressourceforløbsydelse, jf. lov om aktiv beskæftigelsesindsats § 2, nr. 14, jf. § 68 d.”
Ankestyrelsen tager dommen til efterretning og afgør sagen i overensstemmelse med dommen og med samme begrundelse som dommen.
Landsrettens begrundelse
Det følger af beskæftigelsesindsatslovens § 68 d, der blev indført med virkning fra den 1. juli 2014, at en sygedagpengemodtager, som 1) er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, og som 2) ikke kan få forlænget sygedagpengene efter lov om sygedagpenge, har ret til at få et jobafklaringsforløb ved ophør af sygedagpengene.
Det er ubestridt, at A, der var uarbejdsdygtig på grund af sygdom og efter den 24. august 2014 ikke længere berettiget til sygedagpenge, var berettiget til et jobafklaringsforløb i medfør af beskæftigelsesindsatslovens § 68 d fra dette tidspunkt.
Bestemmelsen i beskæftigelsesindsatslovens § 68 d indeholder ikke yderligere betingelser end de to ovennævnte.
Spørgsmålet er herefter, om definitionen af målgruppen i den dagældende beskæftigelsesindsatslovs § 2, nr. 14 (”personer, der som led i et jobafklaringsforløb efter kapitel 12 b modtager ressourceforløbsydelse”), medfører, at modtagelse af ressourceforløbsydelse må anses som en yderligere betingelse for deltagelse i et jobafklaringsforløb.
Den nugældende ordning med jobafklaringsforløb blev indført ved lovændringen i 2014, men der var også forud herfor regler om ret til arbejdsprøvning eller anden arbejdsafklaring, herunder for personer omfattet af beskæftigelsesindsatslovens § 2, nr. 10, som blev indsat i 2007, og som fortsat er gældende. Efter denne bestemmelse er personer, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke opfylder betingelserne for at modtage offentlig hjælp til forsørgelse, omfattet af lovens målgruppe og har efter lovens § 75 a dermed ret til jobafklaring.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen i § 2, nr. 10, jf. ovenfor, at der med bestemmelsen som noget nyt blev indført en mulighed for at give tilbud om aktivering til personer, som ikke er i beskæftigelse, og som er selvforsørgende, det vil sige personer, der ikke modtager dagpenge, kontant- eller starthjælp. Af bemærkningerne fremgår endvidere, at tilbud om aktivering mv. ikke giver personen ret til at modtage offentlig forsørgelsesydelse.
Det må antages, at A forud for lovændringen i 2014 ville have været omfattet af beskæftigelsesindsatslovens § 2, nr. 10, og dermed ville have haft ret til arbejdsprøvning. Han ville derimod ikke i medfør af § 2, nr. 10, have haft ret til at modtage offentlig forsørgelsesydelse som følge heraf.
Af bemærkningerne til lovændringen i 2014, hvorved bestemmelsen i § 2, nr. 14, 1. led, og § 68 d blev indført, fremgår, at formålet med indførelsen af reglerne om jobafklaringsforløb og ressourceydelse var at sikre syge personer økonomisk tryghed under hele sygeforløbet, således at udbetaling af ydelsen følger perioden med uarbejdsdygtighed og ikke ophører en bestemt dato.
Efter det angivne formål med lovændringen finder landsretten ikke grundlag for at antage, at det med ændringen har været tilsigtet at afskære personer, som hidtil havde været berettiget til jobafklaring, fra at opnå en sådan ret. I den forbindelse bemærkes endvidere, at det intetsteds i forarbejderne til ændringsloven er anført, at modtagelse af ressourceforløbsydelse er en betingelse for deltagelse i et jobafklaringsforløb.
Hertil kommer, at det følger af flere bestemmelser i aktivloven, at det er muligt at deltage i et jobafklaringsforløb uden at modtage (fuld) ressourceforløbsydelse.
Aktivloven indeholder således i § 69 j, stk. 4-6, regler om, at der for deltagere i et jobafklaringsforløb, som under forløbet oppebærer visse andre indtægter, sker fradrag i ressourceforløbsydelsen, herunder eventuelt fuldt fradrag. Det bemærkes herved, at det af forarbejderne til ændringen i 2015 af beskæftigelsesindsatslovens § 2, nr. 14, hvorved bestemmelsen blev udvidet til at omfatte personer, der på grund af fradragsreglerne ikke får udbetalt ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløbet, fremgår, at der alene var tale om en ”præcisering” i forhold til den gældende ordning. Der var således ikke tale om en ændring af den retstilstand, der var gældende forud for lovændringen, og ændringen understøtter ikke, at jobafklaringsforløb ikke kan gives uden samtidig tilkendelse af ressourceforløbsydelse.
Endvidere følger det af aktivlovens § 69 l, at der skal ske nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelsen, hvis en person i jobafklaringsforløb f.eks. undlader at opfylde sin pligt til at deltage aktivt i forløbet. Det fremgår ikke af loven eller dennes forarbejder, at sådanne sanktioner medfører, at den pågældende ikke længere kan deltage i jobafklaringsforløbet.
Sammenfattende finder landsretten efter ordlyden af hjemmelsbestemmelsen i beskæftigelsesindsatslovens § 68 d og indholdet af de øvrige relevante bestemmelser og disses indbyrdes sammenhæng sammenholdt med den tidligere gældende retstilstand, formålet med lovændringen i 2014 og reale grunde, at beskæftigelsesindsatslovens § 68 d og § 2, nr. 14, må fortolkes således, at deltagelse i jobafklaringsforløb er en ret, der ikke er betinget af en samtidig pligt til at modtage ressourceforløbsydelse.
