Principafgørelsen fastslår
Kommunen yder støtte til boligindretning til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretningen er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. Boligindretning omfatter mur- og nagelfaste genstande, der fastgøres på en særlig måde eller som ved nedtagning vil efterlade synlige og usædvanlige spor, der kræver reparation, som ikke kan sammenlignes med sædvanligvis forekommende udbedringer.
Kommunen yder støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet. Hjælpemidler er produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, mens forbrugsgoder er produkter, der fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.
Om gelændre og støttegreb er boligindretning, hjælpemidler eller forbrugsgoder afhænger af det konkrete gelænder eller støttegrebs udformning og fastgørelse.
Afgørende for, om et gelænder eller et støttegreb kan anses som boligindretning, er, om gelænderet eller støttegrebet fastgøres på en særlig måde (fx mures fast i væggen) eller efterlader synlige og usædvanlige spor, når det fjernes. Hvis gelænderet eller støttegrebet ikke fastgøres på en særlig måde eller efterlader synlige og usædvanlige spor, når det fjernes, kan det ikke anses som boligindretning. Kommunen skal så vurdere, om gelænderet eller støttegrebet i stedet kan bevilges som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode.
Gelændre vil typisk være forbrugsgoder, da disse fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. Gelændre er således ikke fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne, som det er tilfældet med hjælpemidler, men kan i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for.
Støttegreb må anses som hjælpemidler, da disse er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne og med en begrænset del af befolkningen som målgruppe. Støttegrebene er udformet til at kunne holde fast i og bære en vis vægt. De skal bruges til at støtte sig til, holde balancen og afhjælpe borgeren fra at falde fx i brusenichen eller for at kunne rejse sig fra toilettet. Støttegrebene skal derfor ikke forveksles med andre greb så som greb ved køkkenbordsskuffer eller døre, der har en helt anden funktion.
Støttens omfang er afhængig af, om gelændre og støttegreb bliver ydet som boligindretning, hjælpemiddel eller forbrugsgode. Borger får hjælp til produktet og opsætning heraf, hvis der er tale om boligindretning eller et hjælpemiddel, mens borger selv skal betale halvdelen, hvis der er tale om et forbrugsgode.
I sag nr. 1 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at gelænderet var et forbrugsgode. Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om det konkrete gelænder, der blev søgt om hjælp til. Ankestyrelsen lagde vægt på, at gelænderet blev opsat på almindelig vis, og at fjernelse af gelænderet ikke ville efterlade usædvanlige spor.
I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at de ansøgte støttegreb ikke var boligindretning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om mindre støttegreb, der blev opsat med få skruer, som ikke ville efterlade andre og mere usædvanlige spor end eksempelvis en sæbeholder eller hylde til personlige plejeartikler. Det forhold, at nedtagningen af støttegrebene kunne betyde spartling eller udskiftning af få fliser betød ikke, at der var tale om en boligindretning. Ankestyrelsen hjemviste samtidig sagen, da den ikke var tilstrækkelig oplyst til, at det kunne vurderes, om borger kunne få hjælp efter reglerne om hjælpemidler.