Principafgørelsen fastslår
Kommunen skal efter serviceloven tilbyde behandling til stofmisbrugere.
Personkreds
En stofmisbruger er en person, som er fysisk og/eller psykisk afhængig af et eller flere bevidsthedsændrende stoffer (rusmidler) i en sådan grad, at det medfører skader eller problemer for vedkommende selv og/eller nærtstående samt samfundet. Personkredsen for tilbud om behandling er personer, hvis misbrug har et sådant omfang, at borgeren ikke kan klare sin dagligdag på grund af misbruget.
Stofmisbrug er et forbrugsmønster, der består af et uautoriseret forbrug af psykoaktive stoffer. Det betyder, at brugen af lægeordineret substitutionsmedicin indtaget efter forskrifterne ikke betragtes som et stofmisbrug, så længe det ikke fører til problemer eller skader for borgeren. Afhængighed af lægeordineret medicin, som har ført til sociale, psykiske og/eller fysiske problemer eller skader for borgeren, er omfattet af servicelovens bestemmelser om behandling af stofmisbrug.
Indsatsen i forhold til stofmisbrugere efter serviceloven retter sig mod den nedsatte fysiske og især psykiske funktionsevne samt de sociale problemer, som følger af misbruget.
Hvilken behandling?
Behandling kan ske ved ambulant behandling (herunder dagtilbud) eller døgnbehandling.
Kommunens tilbud om behandling skal være relevant og hensigtsmæssig i forhold til borgerens konkrete situation. Det betyder, at det skal være afstemt efter de konkrete behov og være tilstrækkelig og nøjagtig så omfattende, at det er effektivt nok til at bringe borgeren ud af sit misbrug.
Hvis borgeren kan hjælpes ud af sit misbrug med et ambulant tilbud, har borgeren ikke ret til et døgntilbud. En borger, der ikke kan hjælpes tilstrækkeligt med et ambulant tilbud, har derimod ret til et døgntilbud.
Omfanget og kompleksiteten af borgerens stofmisbrug og konkurrerende problemer skal indgå i helhedsvurderingen af borgerens behov, og afgørelsen af, hvilken behandling der er nødvendig. Er der fx behov for intensiv behandling med tæt tilknytning af personale, er det oplysninger der peger i retning af behov for døgnbehandling.
Det er derfor væsentligt, at kommunen i sagen får beskrevet det konkrete misbrug og borgerens øvrige livssituation, blandt andet om der er behov for støtte på grund af adfærdsmæssige problemer, og om der er behov for støtte på grund af særlige sociale og/eller psykiske problemer.
Den konkrete indsats i stofmisbrugsbehandlingen og anden støtte
Kommunens tilbud om døgnbehandling skal være egnet og tage hensyn til stofmisbrugerens eventuelle psykiske funktionsnedsættelse. Hvis det er en forudsætning for, at borgeren kan deltage i behandlingen, skal kommunen samtidig tilbyde socialpædagogisk støtte. Kommunen skal sørge for, at der er personale i behandlingstilbuddet, som har kompetencer til at støtte og behandle stofmisbrugeren.
Selvom en stofmisbrugers behov for behandling peger på døgnbehandling, er det ikke sikkert, at det er den rette behandling. Der kan være oplysninger, fx lægefaglige oplysninger, som taler imod døgnbehandling, som den rette behandlingsindsats. Kommunen skal i det tilfælde tilbyde stofmisbrugeren den nødvendige hjælp på anden vis, herunder eksempelvis ved ophold i midlertidigt botilbud samtidigt med tilbud om ambulant misbrugsbehandling.
En kommunes tilbud om behandling af stofmisbrugere, herunder spørgsmålet om visitation til døgnbehandling, skal ske efter servicelovens § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2.
Det frie valg
Det er en forudsætning for, at en stofmisbruger kan gøre brug af det frie valg i servicelovens bestemmelse om misbrugsbehandling i forhold til en konkret døgnbehandlingsinstitution, at kommunen har visiteret stofmisbrugeren til døgnbehandling efter servicelovens § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2.
Der er ikke frit valg mellem dag- og døgntilbud.
Tilbud inden for 14 dage
Stofmisbrugeren har ret til at modtage og kommunen pligt til at tilbyde sociale behandlingstilbud inden for en kort tidsfrist (14 dage). Et tilbud om forbehandling kan opfylde servicelovens krav om, at der skal tilbydes behandling til en stofmisbruger senest 14 dage efter henvendelsen, hvis den tilbudte forbehandling indholdsmæssigt og omfangsmæssigt opfylder servicelovens krav om tilbud af behandling.
De konkrete sager
I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at borgeren ikke havde ret til misbrugsbehandling som døgnbehandling. Borgeren havde et misbrug med hash og rygeheroin. Det forhold, at borgeren var boligsøgende og boede på et herberg, kunne ikke i sig selv, føre til, at han opfylder betingelser for døgnbehandling. Det var ikke oplysninger om, at borger havde psykiske eller sociale problemer, som hindrede ham i at modtage ambulant behandling.
I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at borgeren ikke havde ret til misbrugsbehandling som døgnbehandling. Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren profiterede af et ambulant forløb gennem A Rusmiddelcenter, idet han havde formået at reducere sit misbrug.
I forhold til kommunens genvurderingsafgørelse bemærkede vi, at kommunen ikke kunne lægge vægt på, at en tidligere iværksat døgnbehandling ikke bidrog til stoffrihed, når kommunen ikke nærmere havde konkretiseret baggrunden for ophøret.
Kommunen skulle ud fra en helhedsvurdering af borgerens situation tage stilling til andre muligheder for at hjælpe borgeren i forhold til oplysninger om andre problemer i hverdagen, i forhold til strukturering og rammer og hans mors situation , og i forhold til eventuelt behov for hjælp til at søge egen bolig.
I sag nr. 3 vurderede Ankestyrelsen, at borgeren havde ret til misbrugsbehandling som døgnbehandling. Borgeren var mangeårig stofmisbruger og til trods for forskellige ambulante forløb, oplevede han at få tilbagefald efter ca. 50-60 dage. Der var beskrevet konkurrerende problemer i form af antisocial adfærd og behandling/kontrol efter nyretransplantation. Ankestyrelsen vurderede, at et ambulant forløb ikke var tilstrækkeligt til at få borger stoffri.
I sag nr. 4 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen ikke havde taget stilling til, om borgeren konkret kunne tilbydes døgnbehandling for sit stofmisbrug på et egnet sted, som både kunne dække borgerens behandling for stofmisbrug og borgerens særlige behov for hjælp som følge af sin funktionsnedsættelse.
Ankestyrelsen vurderede desuden, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at det kunne afgøres, om borgerens behov for hjælp var af en sådan karakter, at det ikke kunne tilgodeses ved et døgnbehandlingstilbud, og om et egnet tilbud for borgeren af den grund var ophold i et midlertidigt botilbud, samtidig med, at borgeren fik ambulant misbrugsbehandling. Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til ny behandling i kommunen.