Principafgørelsen fastslår
Anerkendelse af en sygdom som en erhvervssygdom er ikke til hinder for, at der kan træffes afgørelse om nedsættelse eller bortfald af méngodtgørelsen, hvis den sikredes helbredsmæssige situation helt eller delvist skyldes andre forhold.
Det er ikke i forhold til lungekræft muligt at fastslå, om sygdommen konkret skyldes udsættelse for svejserøg, asbest eller rygning. Det vil derfor være afgørende, om et eventuelt tobaksforbrug udgør en så stor risikofaktor, at der skal foretages fradrag i det varige mén.
Der er ikke ud fra lægefaglige studier dokumentation for en synergieffekt mellem udsættelse for svejserøg og tobaksrygning i forhold til risikoen for at udvikle lungekræft. Udsættelse for svejserøg har således ikke større negativ effekt, hvis der er tale om en ryger, end hvis der er tale om en ikke-ryger. De to risikofaktorer lægger sig i stedet oveni hinanden, det vil sige, at der er tale om additiv virkning af de to risici.
Méngraden fastsættes på baggrund af den del af sygdommen, der skønnes at måtte være arbejdsbetinget. Der sker en afvejning af den arbejdsmæssige udsættelse og dennes sværhedsgrad på den ene side og tobaksforbruget og dets størrelse på den anden side.
I den konkrete sag var der tale om en kombineret udsættelse for svejserøg og asbest og samtidig et tobaksforbrug svarende til 20-25 pakkeår. Den erhvervsmæssige udsættelse for asbest var ikke i sig selv tilstrækkelig til anerkendelse.
Ankestyrelsen vurderede, at den sikrede havde et samlet varigt mén på 35 procent, men at tobaksforbruget udgjorde en så stor risikofaktor i forhold til den erhvervsmæssige udsættelse, at der skulle foretages et fradrag i det varige mén.
Ud fra en lægefaglig vurdering, var risikoen for at udvikle lungekræft som følge af svejserøg cirka 1,3 gange højere, end hvis man ikke har været udsat for svejserøg.
Ud fra en lægefaglig vurdering, var risikoen for at udvikle lungekræft som følge af et tobaksforbrug svarende til cirka 20 pakkeår forøget med mindst 16 gange, hvorfor rygning udgjorde langt den overvejende risiko.
Ankestyrelsen fandt derfor ud fra en konkret bevisvurdering, at den sikredes helbredsmæssige tilstand med overvejende sandsynlighed primært skyldtes andre forhold end den erhvervsmæssige udsættelse.