Principmeddelelsen fastslår
Når en lønmodtagers sygdomsrisiko er væsentlig forøget på grund af en langvarig eller kronisk lidelse, kan der indgås en aftale mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren. Aftalen giver arbejdsgiveren ret til refusion i arbejdsgiverperioden med et beløb svarende til de sygedagpenge, som lønmodtageren har ret til fra arbejdsgiveren, dog højest ugemaksimum. Aftalen skal godkendes af kommunen.
Aftale efter sygedagpengelovens § 56, stk. 2, nr. 1, kan godkendes, når:
- der er tale om en kronisk eller langvarig lidelse,
- lidelsen i væsentligt omfang forøger pågældendes fraværsrisiko og
- det skønnes, at pågældende vil have mindst 10 sygedage inden for 1 år på grund af lidelsen.
Bestemmelsen har dermed tre betingelser, som alle skal være opfyldt, for at der kan godkendes en aftale.
Efter § 56, stk. 4, kan fornyelse af aftalen ikke godkendes, når lønmodtagerens fravær på grund af lidelsen i det seneste år ikke har medført mindst ti fraværsdage, medmindre der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i lønmodtagerens arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold.
Denne principmeddelelse behandler spørgsmålet om, hvornår en lidelse har en sådan karakter, at den ikke er omfattet af anvendelsesområdet for sygedagpengelovens § 56.
Kronisk eller langvarig lidelse
Når kommunen skal vurdere, om aftalen skal godkendes, indhentes der normalt en lægeerklæring fra lønmodtagerens læge (LÆ 225).
Af erklæringen skal fremgå, om lidelsen kan betegnes som kronisk eller langvarig. Lægen skal angive, om sygdommen skønnes at forøge fraværsrisikoen i væsentligt omfang, og om den forøgede fraværsrisiko forventes at være varig eller tidsbegrænset.
Lægen skal i den forbindelse lægge vægt på lidelsens art, sammenholdt med arbejdets karakter.
Det er sædvanligvis på baggrund af den indhentede lægeerklæring, at kommunen træffer sin afgørelse.
Væsentligt forøget fraværsrisiko på grund af lidelsen
Fraværsrisikoen er væsentligt forøget, når lægen skønner, at pågældende vil have mindst 10 fraværsdage inden for 1 år på grund af lidelsen.
Øget fraværsrisiko eller varigt nedsat arbejdsevne?
Efter bestemmelsens ordlyd kan der indgås aftale, når fraværsrisikoen er væsentligt forøget på grund af en langvarig eller kronisk lidelse. Heri ligger, at lidelsen giver en risiko for sygefravær. Det indebærer, at der ikke kan indgås aftale som kompensation for en varigt nedsat arbejdsevne.
Vurderingen af, om der kan indgås en § 56-aftale, foretages i forhold til den aktuelle beskæftigelse. Vurderingen af, om arbejdsevnen er varigt nedsat, skal derfor også foretages i forhold til den aktuelle beskæftigelse. I den konkrete vurdering af, om arbejdsevnen kan anses for varigt nedsat, kan indgå,
- om borger kan bestride sit aktuelle arbejde uden nedsættelse af arbejdstiden,
- om nedsættelsen er begrænset til en bestemt periode, herunder har en afslutningsdato, og
- om der er behandlingsmuligheder, som kan forbedre arbejdsevnen.
Endvidere kan indgå
- det hidtidige antal sygedage,
- antal sygeperioder,
- fordelingen af sygeperioderne,
- om der har været længerevarende perioder uden sygefravær, og
- om der foreligger særlige forhold, som har medvirket til det høje fravær.
Særlige forhold er fx, hvis borger har gennemgået en operation med efterfølgende restitution eller rekreation.
Det er ikke en betingelse for at anse arbejdsevnen for varigt nedsat, at der er et fast mønster i sygefraværet, ligesom der ikke behøver at være en eller flere faste sygedage om ugen. Det kan være tilstrækkeligt, at sygefraværet har et vist omfang. Dog kan fx to længere sygeperioder i løbet af det seneste år ikke i sig selv begrunde, at arbejdsevnen må anses for varigt nedsat. Det gennemsnitlige sygefravær om ugen siger heller ikke i sig selv noget om, hvorvidt arbejdsevnen kan anses for varigt nedsat.
Det betyder, at en borger, der normalt arbejder 37 timer ugentligt, men har haft et betydeligt fravær på grund af en operation, kan få godkendt en § 56-aftale. Dog forudsat, at borgers fraværsrisiko fortsat er forøget efter operationen som følge af en langvarig eller kronisk lidelse.
Det betyder også, at en borger med en varigt nedsat arbejdsevne kan få godkendt en aftale i forhold til den nedsatte arbejdsevne. En borger, der fx kun kan arbejde 30 timer ugentligt, kan derfor få godkendt en aftale i forhold til ansættelsen på 30 timer, men kan ikke få godkendt en aftale som kompensation for de sidste 7 timer, som er forskellen mellem fuld arbejdstid og omfanget af pågældendes arbejdsevne.
De konkrete sager
I sag nr. 1 havde borger ikke ret til at få en fornyelse af § 56-aftalen godkendt. Der havde i det seneste år været et regelmæssigt sygefravær af et sådant omfang, at borgers arbejdsevne måtte anses for varigt nedsat.
I sag nr. 2 blev sagen hjemvist til kommunen til fornyet behandling.
Borger lider af psoriasisgigt og havde i det seneste år gennemgået tre operationer med relation til lidelsen. Kommunen havde afslået at godkende en fornyelse af § 56-aftalen under henvisning til antallet af sygedage. I sagen var ingen nærmere oplysninger om, hvornår borger var blevet opereret, eller hvor mange sygedage der relaterede sig til operationerne. Det fremgik heller ikke, hvilken betydning operationerne ville have for borgers arbejdsevne fremover.
Kommunen havde dermed ikke tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om borgers arbejdsevne var varigt nedsat.