Principmeddelelsen fastslår:
En adoption må kun bevilges, når den kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.
Ved vurderingen af, om en stedbarnsadoption kan antages at være bedst for barnet, skal myndighederne lægge vægt på, om familien har opnået den fornødne stabilitet, før adoptionsbevillingen udstedes, så ønsket om adoption er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie.
Myndighederne stiller derfor som udgangspunkt krav om, at adoptanten på ansøgningstidspunktet har levet sammen med sin partner og dennes barn i mindst 2½ år. Samlivskravet på 2½ år mellem ansøger, partneren og barnet, der ønskes adopteret, kan fraviges for eksempel i situationer, hvor der mellem ansøgeren og partneren eksisterer et stabilt familieliv, inden barnet fødes.
Ved vurderingen af, om der er tale om et stabilt familieliv, indgår blandt andet længden af ansøgerens og partnerens forhold og samliv, om parret allerede har fællesbørn, om barnet er planlagt.
Det er afgørende for, om det tidsmæssige krav til samlivet kan fraviges, er, om der er afsluttet en faderskabssag, uden at der er fastslået et faderskab, og om den anvendte sæddonor eller surrogatmor, som har hjulpet ansøger og dennes partner med at få det planlagte barn, kan inddrages i adoptionssagen. Hensynet er at sikre, at sæddonor/surrogatmor, der mister det juridiske bånd til barnet, der ønskes adopteret, høres og vejledes om adoptionens retsvirkninger.
Vi har behandlet en række sager principielt for at afklare, hvornår en adoption antages at være til barnets bedste, selvom ansøger og barn endnu ikke har boet sammen i 2½ år.
I sagerne var det afgørende, for at samlivskravet kunne fraviges, at der enten var afsluttet en faderskabssag, uden at der var fastslået et faderskab, eller at en eventuel retlig forælder kunne inddrages i adoptionssagen. På den måde sikredes det, at forælderen, der mistede det juridiske bånd til barnet, kunne høres og vejledes om adoptionens retsvirkninger.
Forælderen, der mister det juridiske bånd til barnet, har samme rettigheder som enhver anden forælder, indtil adoptionen er gennemført.
I sag nr. 1 havde ansøgeren og dennes partner boet sammen i 15 år. De havde i forvejen et fællesbarn på 6 år. Den biologiske mor til barnet, der var søgt adoption af, var søster til ansøgeren. Den biologiske mor havde fungeret som surrogatmor for barnet. Hun havde ikke modtaget betaling for surrogatforholdet, og hun kunne inddrages i adoptionssagen.
I sag nr. 2 , havde et par boet sammen i 10 år, og havde i forvejen to fællesbørn på henholdsvis 7 og 10 år. Den biologiske far havde fungeret som kendt donor. Han var efter det oplyste indstillet på ikke at have en forældrerolle i forhold til barnet, der blev søgt om adoption af. Det var muligt at inddrage ham i adoptionssagen.
I de to sager vurderede Ankestyrelsen, at der i familierne var tale om stabile familieliv, der kunne begrunde en nedsættelse af samlivskravet. Statsforvaltningen skulle undersøge, om de øvrige betingelser for stedbarnsadoption var opfyldt, herunder indhente en erklæring fra den forælder, der ville miste det juridiske bånd til barnet.
I sag nr. 3 havde parret været samlevende i mindre end 3 år. De havde ingen fællesbørn, og biologisk far var en anonym sæddonor.
Ankestyrelsen vurderede, at der i familien ikke var den fornødne stabilitet, der kunne begrunde en ændring af barnets familieretlige status. Samlivskravet kunne derfor ikke fraviges.
Det var ikke en særlig omstændighed og havde i øvrigt ikke betydning for vurderingen, at ansøgeren var barnets genetiske mor (hun havde fungeret som ægdonor for sin partner).
Ankestyrelsen kom således frem til, at der ikke var tale om et stabilt familieliv.
I sag nr. 4 var der tale om et par, hvor ansøger gerne ville adoptere sin partners barn på 1 år. Ansøger var gift med barnets far, og de havde haft fælles adresse i 16 år. De havde anvendt en surrogatmor, som var en nær veninde gennem mange år, og som ikke havde modtaget betaling for surrogatforholdet. Parret havde ingen fællesbørn.
Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om et stabilt familieliv, der kunne begrunde en fravigelse af samlivskravet. Familieretshuset skulle undersøge, om de øvrige betingelser for stedbarnsadoption var opfyldt.