Ankestyrelsens principmeddelelse 31-23 om kontanthjælp – uddannelseshjælp – selvforsørgelses- og hjemrejseydelse – overgangsydelse – ressourceforløbsydelse – løbende pensionsudbetaling – fradrag for indtægter

01-01-2023
Aktivloven Indtægt Kontanthjælp Overgangsydelse Ressourceforløbsydelse Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse Uddannelseshjælp Gældende Kommunal

Principmeddelelsen fastslår

Løbende udbetalinger fra en pensionsordning, der udbetales, fordi borgeren har nået pensionsalderen i henhold til pensionsaftalen, skal betragtes som indtægter i forhold til retten til at modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp.

Det følger af aktivloven, at indtægter trækkes fra i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp. Løbende udbetalinger fra en pensionsordning, der udbetales, fordi borgeren har nået pensionsalderen i henhold til pensionsaftalen, skal dermed trækkes fra i disse ydelser.

Det følger også af aktivloven, at formue har betydning for retten til at modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp. En pensionsopsparing, der indestår hos et pensionsselskab, og som kan tilbagekøbes helt eller delvist, betragtes som formue i forhold til retten til at modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp efter aktivloven. En pensionsopsparing, der hæves i medfør af reglerne i aktivlovens § 15 og den tilhørende bekendtgørelse, betragtes også som formue, når den er blevet udbetalt.

Sondringen mellem formue og indtægter i forhold til retten til at modtage ressourceforløbsydelse følger sondringen mellem formue og indtægter på kontanthjælpsområdet. Principmeddelelsen finder derfor også anvendelse på ressourceforløbsydelse under henholdsvis ressourceforløb og jobafklaringsforløb. Løbende udbetalinger fra en pensionsordning, der udbetales, fordi borgeren har nået pensionsalderen i henhold til pensionsaftalen, skal derfor også trækkes fra i ressourceforløbsydelse. Det bemærkes i den forbindelse, at formue ikke har betydning for retten til at modtage ressourceforløbsydelse.

Den konkrete sag

I den konkrete sag havde kommunen truffet afgørelse om, at en løbende udbetaling af tjenestemandspension skulle trækkes fra i borgerens ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at en løbende udbetaling fra en pensionsopsparing, der blev udbetalt i henhold til pensionsaftalen, skulle betragtes som en indtægt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at den løbende udbetaling trådte i stedet for en indtægt og blev beskattet som en A-indkomst. Derudover lagde Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vægt på, at løbende udbetaling af pension betragtes som indtægt i forhold til beregning af førtidspension.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg stadfæstede derfor kommunens afgørelse om, at pensionsudbetalingen skulle betragtes som indtægt, der skulle trækkes fra i ressourceforløbsydelsen.

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at fastslå, at løbende udbetalinger fra en pensionsordning, der udbetales fordi borgeren har nået pensionsalderen i henhold til pensionsaftalen, skal betragtes som indtægt i forhold til retten til at modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp.

Love og bekendtgørelser

Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1031 af 22. juni 2023.

  • § 14 om formue
  • § 15 om kapitalpensioner
  • § 30 om fradrag for indtægter
  • § 68, stk. 1, om retten til ressourceforløbsydelse under ressourceforløb uden hensyn til egen formue eller ægtefælles formue og indtægter
  • § 68 a, stk. 1, om fradrag for indtægter i ressourceforløbsydelse under ressourceforløb
  • § 69 j, stk. 1, om retten til ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb uden hensyn til egen formue eller ægtefælles formue og indtægter
  • § 69 j, stk. 5, om fradrag for indtægter i ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb

Lov om social pension (pensionsloven), senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022 med senere ændringer i lov nr. 726 af 13. juni 2023

  • 23 om, at førtidspension nedsættes på grund af indtægter
  • 32 a om, hvad der udgør indtægter

Lov om beskatningen af pensionsordninger (pensionsbeskatningsloven)

  • 20 om den skattepligtige indkomst

Bekendtgørelse om kapitalpensioner m.v., nr. 1381 af 24. juni 2021

  • § 1 om karensperiode
  • § 2 om beløb, der skal ses bort fra

  Praksis

Gældende:

Følgende principmeddelelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

Ankestyrelsens principmeddelelse 20-19 om kontanthjælp – uddannelseshjælp – integrationsydelse – indtægter – fradrag – undtagelser – indtægtens art – tilhørsforhold – goder – forsørgelse – fælles husførelse – fejludbetalte midler. Det følger af principmeddelelsen, at indtægter er pengebeløb eller goder, der ikke er formue, og som udbetales som følge af en forpligtelse eller en modydelse. Der er således tale om beløb, der ydes i henhold til gældende regler eller vedtægter, et ansættelsesforhold eller en aftale.

Ankestyrelsens principmeddelelse 40-15 om uddannelseshjælp og kontanthjælp – indtægter – formue – erstatning for tabt arbejdsfortjeneste: Principmeddelelsen fastslår, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste betragtes som en indtægt, fordi den træder i stedet for en arbejdsindkomst.

Ankestyrelsens principmeddelelse 17-13 om ledighedsydelse – fradrag –svagelighedspension – tjenestemænd: Det følger af principmeddelelsen, at en svagelighedspension betragtes som en indtægt.

Vejledninger

Vi har også anvendt

Vejledning om lov om aktiv socialpolitik, nr. 39 af 5. marts 1998

  • Pkt. 73 om formue

Vejledning om førtidspension fra 1. januar 2003, vejledning nr. 105 af 23. oktober 2002

  • 38 om personlig indkomst

Skat: Den juridiske vejledning

  • C.A.10.2.1.4.1 om udbetaling ved pensionsalderen

Sag nr. 1, j.nr. 22-44847

  Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fradrag i din ressourceforløbsydelse på grund af udbetaling af pension. Kommunen afgjorde sagen den 28. september 2022.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Udbetalingen af pension fra din pensionsordning hos X skal trækkes fra i din ressourceforløbsydelse.

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at den løbende udbetaling fra Xs Pensionskasse i form af tjenestemandspension skal betragtes som en indtægt i aktivlovens forstand.

Vi vurderer derfor også, at den månedlige udbetaling fra Xs Pensionskasse i form af tjenestemandspension skal trækkes fra i din ressourceforløbsydelse.

Hvad er afgørende for resultatet

Du er ifølge de foreliggende oplysninger bevilget ressourceforløbsydelse under jobklaringsforløb pr. 26. august 2019. Du begyndte at få månedlige udbetalinger fra din pensionsordning hos X, da du fyldte 62 år, dvs. i 2021. På den baggrund har Københavns Kommune foretaget et fradrag i din ressourceforløbsydelse.

Du henviser bl.a. i din klage af den 3. oktober 2022 til en artikel på Ankestyrelsens hjemmeside om ressourceforløbsydelse. Det fremgår bl.a. af artiklen, at ”Kommunen skal som hovedregel bruge samme sondring mellem formue og indtægt som på kontanthjælpsområdet. … Desuden omfatter begrebet kapitalpensioner… En kapitalpension, der hæves … er også formue”.

Vi er opmærksomme på, at opsparede midler betragtes som formue og på, at du selv har indbetalt en del af din løn til pensionsopsparingen sideløbende med, at din arbejdsgiver har indbetalt til opsparingen. Vi er også opmærksomme på, at pensionsopsparinger ifølge forarbejderne til aktivloven og vejledningen til aktivloven betragtes som formue.

Pensionsopsparinger betragtes således som formue, når opsparingen fortsat står hos et pensionsselskab, og når opsparingen tilbagekøbes på baggrund af aktivlovens § 15 og den tilhørende bekendtgørelse. I et sådant tilfælde udbetales opsparingen på en gang, og før borgeren/opspareren har nået den pensionsalder, der følger af pensionsaftalen.

Vi lægger dog vægt på, at du ikke har tilbagekøbt din pensionsordning, og der er dermed ikke tale om den situation, der er beskrevet i forarbejderne til aktivloven og i vejledningen til aktivloven.

Du får i stedet udbetalt løbende pension i henhold til pensionsaftalen, fordi du har nået pensionsalderen.

Der er således tale om et beløb, der udbetales i henhold til en aftale, hvilket efter Ankestyrelsens praksis betragtes som indtægter. Vi lægger tillige vægt på, at de løbende pensionsudbetalinger træder i stedet for en arbejdsindkomst. Efter Ankestyrelsens praksis betragtes beløb, der træder i stedet for en arbejdsindkomst som indtægter.

Vi lægger yderligere vægt på, at pensionen er en A-indkomst, og du betaler A-skat af de månedlige udbetalinger.

Det er vores vurdering, at der med pensionsudbetalingerne er tale om indtægter, der skal fradrages i din ressourceforløbsydelse.

Om reglerne

Efter reglerne har en person ret til ressourceforløbsydelse uden hensyn til egen formue og en eventuel ægtefælles indtægts- og formueforhold.

Hvis en modtager af ressourceforløbsydelse har indtægter, skal disse fradrages i ressourceforløbsydelsen. Fradrag i ressourceforløbsydelsen skal ske i de måneder, hvor indtægten kommer til udbetaling.

Efter Ankestyrelsens praksis er indtægter pengebeløb eller goder, der ikke er formue, og som udbetales som følge af en forpligtelse eller mod en modydelse. Der er således tale om beløb eller goder, der udbetales i henhold til gældende regler eller vedtægter, et ansættelsesforhold eller en aftale.

Efter Ankestyrelsens praksis er fx en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste en indtægt, fordi den træder i stedet for en arbejdsindkomst.

Efter reglerne i pensionsbeskatningsloven medregnes pension fra en pensionsordning med løbende udbetalinger til den skattepligtige indkomst.

Dato for underskrift

15.12.2023

Offentliggørelsesdato

16.12.2023

Paragraf

§ 14 § 15 § 30

Journalnummer

22-44847